”Jeg er besat af frihed… besat af at være fuldstændig fri i alle livets henseender; økonomisk som menneskeligt. Tryghed, som det omvendte, interesserer mig ikke. Hvad skal jeg bruge den til?”
Emil Thorup taler hurtigt. Men ikke hurtigere end at du når at opfange, hvad han siger. Han taler hurtigt på en, lad os sige… konsekvent måde. Måden, der får dig til at læne dig frem i stolen for at få det hele med. Emil Thorup beskrives af andre som iværksætter, men ser ikke sig selv som én. Han synes, at begrebet og al hypen omkring iværksætteri er noget opblæst crap, men den tager vi senere…
Emil var kun 25
… da han i 2009 havnede som assistent i Casper Christensens tv-talkshow ’ALOHA!’. Siden er det gået stærkt. Først som vært på egne tv-programmer, og i 2012 som vært til det danske Melodi Grandprix. I dag, elleve år senere, har medieverdenen i sin klassiske forstand indtaget en sekundær rolle i den 36-årige Emils liv. I dag lever Emil Thorup af at designe møbler, huse og sommerhuse og løse indretningsopgaver for private og erhverv. Well, i korte træk.
HANDVÄRK, ET Hus, IMMACULATE og HANDCUT er de fire virksomheder, som den autodidakte brandbuilder sætter spor med i disse år. Emil er mest kendt for HANDVÄRK. Møbelbrandet, der blev etableret i 2015, står for dansk producerede møbler i stål, marmor, messing og læder. Det et det. Ingen krummelurer, ingen overflødige materialer eller momentane modeluner til at forvirre billedet.
Det hele startede ved et tilfælde
… da Emil som 12-årig lavede en af Danmarks første webshops: ”Jeg var tech-typen. Du ved, den første i klassen med en mobiltelefon og ham, der sad på værelset og nørdede i HTML. Jeg spillede PlayStation, og for at kunne spille de udenlandske spil krævede det en chip, der skulle loddes ind i maskinen. Selv skulle jeg kun bruge én chip, men fandt hurtigt ud af at købe flere chips hjem og sælge dem over nettet. Det er en meget pragmatisk tilgang og meget typisk mig at gøre sådan. Jeg finder eller producerer ting, jeg selv har brug for og breder det ud til andre. Det gør jeg stadig.”
Det foregik ubemærket i starten: ”Mine forældre anede ikke, hvad jeg lavede. Det gik først ret sent op for dem, at jeg sad oppe på mit værelse og drev en form for forretning.” Han griner en dyb latter, da jeg spørger ham, om der løber entreprenørblod i familien: ”Der løber INTET selvstændigt blod i familien. Jeg tror måske, at mine forældre ved, hvad moms er, men jeg er i tvivl. Så nej, jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Vi er mange, inklusiv min egen familie, der har svært ved at gennemskue, hvor det kommer fra. Min familie kan slet ikke genkende den dér friheds-ting.”
Der var den – friheden
…som Emil hurtigt kommer ind på i vores samtale. ”Den ultimative jagt på frihed”. Det er hans svar, da jeg spørger til benzinen, der driver ham frem: ”Jeg er besat af ikke at være afhængig af nogen. Det gælder banker, mennesker og relationer generelt. Jagten på at være fuldstændig fri i alle henseender er mit allerstørste drive.” Emil lægger tryk på ordet ’fri’, så meget at r’et næsten skurrer, når han udtaler det. ”Jeg har det heller ikke som mange andre selvstændige; at de fortsætter med at gå på arbejde, hvis de på et tidspunkt har cashet ud. Det fatter jeg intet af.”
Og dog: ”Selvfølgelig ville jeg ikke smide mig i hængekøjen og aldrig mere løfte en finger, men jeg ville arbejde ud fra et frihedsperspektiv. Det gør jeg til dels også i dag – men det ville blive endnu mere udtalt, hvis jeg pludselig stod i den situation, at jeg ikke behøvede at arbejde.”
Den vigtigste kapital er social kapital
… kommer det frem, da jeg spørger Emil, hvad succes er for ham: ”Succes for mig er først og fremmest frihed. Penge er selvfølgelig dejligt, men det ville være firkantet at sige, at successen bor i at tjene mange penge. Der er mange andre valutaer og former for kapital i verden. Én af dem er den sociale kapital, som jeg er så privilegeret at have en høj grad af. Min vigtigste valuta er, at jeg har et gigantisk netværk og kan være i rum med hvem som helst. Jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg om, hvor meget den sociale kapital giver mig, og hvor meget det betyder at være på et rimeligt niveau, når man træder ind i et lokale.” Emil tager en ultrakort pause, før han konstaterer: ”Social kapital er eddermame en fed valuta at have, og som man ikke kan købe sig til for penge. Derfor værner jeg om den og glæder mig over den hver dag.”
Emil arbejder også med hjemmebanefordele: ”Min filosofi er at fintune sine hjemmebanefordele. Du er blevet givet et sæt kort her i livet, som det handler om at spille bedst muligt. Acceptér dine kort, find frem til fordelene og spil så kortene rigtigt. Arbejd med det du har og få det optimale ud af det. Selvfølgelig findes der mennesker, som har fået givet et mindre godt sæt kort. Vi taler om, at de er født under en uheldig stjerne. Det kan måske lyde hårdt, men noget af det handler også om mindset, mener jeg. Personligt fik jeg måske ikke alle de kort, jeg selv havde drømt om, men jeg prøver hele tiden at spille dem jeg har så optimalt som muligt – altså gøre dem til mine hjemmebanefordele… Giver det mening?”
Ja, det giver mening.
Worldwide møbelsalg
… gennem 200 forhandlere i 35 lande. HANDVÄRK lugter i mine næsebor lidt af verdensfirma, store armbevægelser og stramme slips, så jeg spørger Emil, hvilken følelse jeg ville få, hvis jeg trådte ind ad døren på kontoret. Han svarer: ”Familiaritet. Du vil møde en ekstrem åben, lystsluppen familie af mennesker, som er venner og som ville være at finde i virksomheden af egen fri vilje – også selvom de nærmest ikke fik løn. Du vil møde høje råb og frække kommentarer sammen med dedikation og en ekstremt seriøs tilgang til HANDVÄRK, fordi de føler, at det er deres forretning – deres virksomhed. Vi er en familie, som står sammen om det her. Det er det, du vil møde.”
Emil har otte ansatte. Det, synes han, er perfekt og lige til at overse, siger han og understreger: ”Jeg tror, det er ved at gå op for folk, at man sagtens kan skabe et godt liv uden 250 ansatte og uden at have boet i en kælder og have pantsat sine forældres bil, før det er legitimt at kalde sig iværksætter.”
Men Emil er IKKE iværksætter
… når han selv skal sige det. Han beskrives af andre som en af tidens succesfulde iværksættere, men han ser ikke sig selv som én: ”Den titel interesserer mig ikke, og jeg smykker mig ikke med den. For mig handler det om at skabe en eller flere virksomheder, hvor jeg kan være og bruge mit talent – mine hjemmebanefordele. At skabe sin egen arbejdsplads er grundessensen af at være en klassisk selvstændig, ikke iværksætter, men selvstændig. Det er sådan, jeg betragter mig. Måske det skyldes, at jeg ikke definerer mig specielt meget gennem det, jeg laver, men i højere grad gennem mit privatliv og den, jeg er. Flere af mine venner ved ikke rigtigt, hvad jeg laver. Du kan sammenligne mig med Chandler fra Friends; han har en stærk karakter, men ingen ved helt, hvad han egentlig går og laver.”
Emil griner lidt, imens han tager den videre: ”Der er gået alt for meget hype i at være iværksætter. Iværksættere er nutidens rockstjerner, hvor alt skal være kæmpestort og siges højt, imens man slynger om sig med fine ord og titler, som ’no one cares about’. Slap nu af. Du er én person, og det er det.”
I de svage øjeblikke
… når det bliver hårdt, og det er uklart, hvilken vej tingene skal gå, kan tvivlen alligevel godt snige sig ind på den ellers selvsikre Emil: ”Som udgangspunkt ser jeg mig aldrig tilbage, men jeg kan stadig blive ramt af, om jeg har valgt rigtigt: Skulle jeg være blevet i den trygge tv-kendis-celebrity- branche, hvor jeg vidste, at jeg kunne mit shit? Kunne jeg være blevet den nye Jarl Friis Mikkelsen og have hygget mig som vært resten af livet? Det siges, at du skal bruge 10.000 timer på at blive god til noget. Hvad nu, hvis jeg ender med ikke rigtig at være god til noget? Det spørgsmål kan godt ramme mig fra tid til anden og gøre mig i tvivl om, hvad har jeg rent faktisk har lavet. Jeg er 36 og har prøvet alt muligt, hvilket også er meget imponerende, når man er ung, men jo ældre du bliver, jo mere betyder fordybelsen.”
Han tager en kort pause og konstaterer: ”Omvendt ved jeg, at jeg ikke længere brænder for tv i dén forstand. Jeg gør ikke nogen indsats for at blive relevant, og deri ligger nok svaret.”
Hvad er du så bedst til?
… er mit næstsidste spørgsmål til Emil Thorup i denne omgang. Han tænker sig om med et ”øhh…”, men er hurtigt videre: ”Jeg har gennem tiden fået andre til at svare på dét spørgsmål. Der er enighed om, at jeg er god til at inspirere og indgyde lyst i andre mennesker til at gøre noget. Motivere… uh, det er et godt ord, og en anelse floskelbelagt, men det er nok dét, jeg er bedst til; at motivere andre. Og så har jeg et skarpt brandøje. Jeg er lykkedes med at bygge mit eget brand op og forstår, hvad det vil sige at bygge et stærkt brand.”
Emil skruer op for retorikken med: ”Jeg kan sgu godt blive lidt træt. Du kan fodre svin med brandeksperter og folk, der siger alt muligt om trends og brandbuilding og taler længe og klogt om, hvad der sker i fremtiden. Men de færreste – hvis nogen overhovedet – har nogensinde levet et liv som et brand og selv bygget det op. Og det må være den validitet, jeg kan bringe til bordet. Så hvis alt andet glipper om ti eller femten år, kan jeg altid slå mig ind på at konsultere andre i at bygge brands. Jeg mener, vil du have én fra et universitet eller én, der har bygget multible brands op inklusiv sin egen person?”
Og nu til Emil Thorups våde drøm
…som ikke er at bygge andres brands, men derimod at skabe en eller to møbelklassikere, der kan måle sig med de helt store: ”Jeg har en håndfuld møbeldesigns, jeg håber en dag bliver til klassikere, der kommer til at stå ved siden af PK 80 (Poul Kjærholms daybed) eller en af de andre store designere. Tænk, hvis mine børnebørn en dag kan sige: ”Det var min morfar eller farfar, der designede det møbel. Han var et fuldstændigt vanvittigt menneske, men af uransagelige årsager lykkedes det ham alligevel at lave noget, der var rimeligt pænt.”
Det griner vi højt af sammen.
Imens vi venter på Emils møbelklassikere, kan vi vende blikket mod Bornholm, Allinge og en af Emils andre drømme. Her er byens gamle badehotel med 24 værelser netop åbnet for gæster, og den totale istandsættelse og indretning af den gamle bindingsværksbygning kommer fra Emils hånd: ”Jeg har haft ansvaret for projektet og er vildt stolt over at have været med til at skabe Danmarks mest hyggelige og moderne badehotel. Tag til Bornholm og oplev det. Det er sgu blevet fedt!”
Og nej, der er hverken meget stål, marmor, messing eller læder over Allinge Badehotel. Til gengæld ånder stedet voldsomt af frihed. And that’s what it’s all about. Right?
Emils 3 råd til dig, der vil bygge eller styrke dit eget brand
- Vær dig selv hver dag. 100%. At all times
- Hav en holdning til verden og hold dig orienteret
- Omgiv dig med mennesker, som er klogere end dig selv
Se mere på www.emilthorup.dk og www.allingebadehotel.dk
Artiklen er udgivet i erhvervsmagasinet Bizz Up i foråret 2020 og kan læses i den layoutede version her.
Har du lyst til også at møde Bent Fabricius-Bjerre i et personligt interview, har du muligheden her.
