Jeg er liberal. Jo, jeg er! Jeg er liberal, jeg stemmer liberalt og jeg er endda så hooked – og old school – at jeg i et øjeblik af momentan sindssyge har formastet mig til at blive fuldgyldigt medlem af det parti, jeg tror på kan være med til at flytte Danmark i den rigtige retning. Liberal Alliance. Now, I’ve said it! Jeg er én af dem – én af de samfundsfarlige, asociale, iskolde kapitalister fra Saxobankpartiet fyldt med vrede unge mænd i blå jakkesæt (og nu også nogle damer) alle med hjerter af poleret stål, som kun vil gøre de rige rigere, imens de svageste må flyde frit i rendestenen med en rød rose i hånden, for ”lad falde, hvad ikke kan stå”.

Ak! Der mangler ikke fordomme omkring dét at være liberal – fordomme, som jeg mener trænger til et ordentligt skud hagl. Fordi ikke sjældent møder jeg spørgsmålet; ”Majbritt, hvordan kan DU være liberal? Du, som taler om varme hænder, laver velgørenhed osv. osv.”

Mit svar er enkelt: Hvordan kan jeg IKKE være det? Og her løfter folk ofte øjenbrynet. Hvordan kan jeg ikke være liberal, når jeg tror på, at de fleste ikke bærer på en dyb autoritetstro, men ønsker og længes efter den fulde personlige frihed til at forfølge deres drøm, uanset om drømmen er at arbejde mindre, rejse mere, starte egen virksomhed, dyrke pil eller hvad ved jeg? Hvordan kan jeg ikke være liberal, når jeg tror på, at de færreste vil have et samfund styret af regulativer, kontrol og overflødigt papirarbejde, som drukner os selv og vores kollegaer i stress og fjerner tilliden til det stykke arbejde, vi er sat i verden for – og brænder for at udføre? Jeg tænker på sygeplejersken, pædagogen, social- og sundhedshjælperen m.fl. Hvordan kan jeg ikke være liberal, når jeg tror på, at folkeskolen skal sættes fri og have færre administrative opgaver for at kunne levere bedre resultater og sende vores børn trygt videre? Og at vi ad den vej værner om de varme hænder, så de kan fokusere på det, det hele handler om – mennesker. Og hvordan kan jeg ikke være liberal, når jeg mener, at de som har et reelt behov skal have hjælp, imens alle andre skal se efter at lette røven og komme ud på arbejdsmarkedet, hvor vi er en masse almindelige danskere, som hver dag står op og trækker i tøjet for at bidrage til det fællesskab, vi alle nyder godt af. Vi skal have mange flere til at ’løbe i elastikken’! Det giver flere skattekroner til at holde samfundet kørende og herunder hjælpe dem med behov – og kun dem. Se det, synes jeg, er solidaritet.

Men der skal jo være råd til festen. Og faktum er, at man ikke får mere råd af at omfordele, lave regler eller opfinde nye besynderlige afgifter, som vi ser det med de forenede socialdemokratier. Vi skal have genskabt tilliden og væksten og turde røre dybt i de gryder, hvor indholdet stinker og ikke mindst gøre op med den herskende ”kræve-ind-mentalitet”, selvom det er ikke er populært. Og indtil videre er der kun ét parti, der tør stikke pinden i lorten. Resten jager bare stemmer. Derfor er jeg et liberalt svin.