Det er ikke meget, man hører om musikken på Roskilde i medierne disse dage. Til gengæld er Menings-Danmark atter vågnet op til dåd og giver den fuld skrue på curling-knappen, selvom det efterhånden er ”so much last year” at harcelere over forældres udprægede omsorg for deres børn. Det nye i 2017 er en indsamling fra Folkekirkens Nødhjælp, hvor tankerne går til curlingforældrene og pengene til verdens fattigste, og det er falske beskeder, der gør grin med de curlingforældre, som nogle eksperter i øvrigt mener, slet ikke findes.

Så nej, det er efterhånden ikke nemt, hvor man skal placere sig i debatten om dét, vi med rette kan kalde vor tids ”Roskildesyge”. Fordi hvor mange forældre har egentlig ringet til festivalkontoret og bekymret spurgt til deres børn? Og hvor mange har reelt været forbi dyrskuepladsen i Roskilde for at stikke biodynamiske veganermadpakker ind gennem trådhegnet? Vi ved det ret beset ikke. Er det blot medierne, der har fået smag for at smide brænde på curlingbålet, så forældrene i det ene ringhjørne kan skyde løs på forældrene i det andet – og omvendt? Og er vi i virkeligheden i gang med at tegne et forvrænget billede af en vattet, slapsvanset og pussenusset forældregeneration, der har spillet sig selv af banen som kompetente voksne?

Det er svært at spå om, men det er nødvendigt, at vi tør være curling-kritiske. Det eneste, vi med sikkerhed har en fornemmelse af, er, at flertallet af unge helst er helt fri for deres forældres unødige indblanden. Det siger de endda højt og tydeligt. Og helt ærligt, det er sgu da også bøvlet at have mor og far på slæb, når man har travlt med at ryge, drikke, kysse og knalde sig igennem fire dages festivitas på en mudret græsmark i provinsen.

Alt dét taler vi lidt om hjemme hos os, imens vi praktiserer en form for ”Roskilde Bootcamp”, hvor teenageren og en bunke kammerater i fredags kickstartede ferien med en slags lejr, hvor de mødes, handler ind, laver mad, snakker og holder sig vågne det meste af natten. Uden forældres indblanden. Den slags sviner. Lad os bare sige en del. Teenageren har derfor ansvar for at rydde op og støvsuge hytten for halm og brødkrummer, idet alternativet ellers er… ingen gæster. Jeg kan bekræfte, at min søn lærer en del om rengøring disse dage – og at ”Roskilde Bootcamp” i skrivende stund kører på femte døgn og ser ud til at fortsætte.

Så uanset hvem vi er, og hvor meget vi end curler eller anticurler, skulle vi måske prøve at fjerne fokus en smule fra mediernes curlingkamp og i stedet kigge vores egen ’baghave’ efter for tidsler. Hvordan ser rigets tilstand ud dér? Hvad virker for os? For i bund og grund vil vi vel alle sammen helst være forældre til livsduelige unge mennesker, som kan træffe egne beslutninger, tage ansvar og i det hele taget begå sig i livet. Ikk?

Go’ sommer!

/Majbritt