”Va så, Er I der, Selkebååår???”
Burhøns! Bu-bu-bu-bu-bu-bu-bu-Burhøns! Peter A.G. i bar overkrop, danskvand i fri dressur, og man er som skudt tilbage til Søholthallen i november ’89. Min første Gnags koncert. Oh, hvilken fryd! Permanentkrøller og øl fra Brugsen gemt i bæreposer i buskadset.
Jeg har oplevet Gnags en del gange siden, og i fredags til Nye Hede Rytmer er således det seneste snap til den indre filmrulle med det band, der kalder sig selv for en uddøende race. Den del har jeg nu ikke helt forstået. Jeg synes faktisk, at de virkede ret levende. Det gjorde vi andre nu også, som vi stod der og skrålede på bænkerækkerne under bøgetræerne i Indelukket – vores alle sammens tidslomme.
Nu er det jo nemt at komme til at lyde som en gammel tosse, der brygger klummer på rendyrket nostalgi og fadølsslatter fra en munter aften. Og det kan da også være, at alting ses i et lidt mere romantisk lys, når man netop har fået repeteret de seneste 25 år af ens liv gennem mødet med venner, kollegaer, netværk, gamle kærester og andre med ligeså stor hang til Silkeborg som en selv. På den anden side, som klummeskribent er det også oplagt at være en smule harsk og få luft for sin mening om, hvad Silkeborg IKKE formår; vi gør ikke dit, dut og dat. Vi snorker, imens de udvikler i Viborg, og vi snakker, imens de handler i Herning. Og den debat ER også vigtig, fordi nogle gange skal folk trædes (hårdt) over tæerne, før de flytter sig.
Men lad nu det ligge for en stund. Fordi netop nu står vi midt i alt dét, som Silkeborg også er; sportslige opture (endda synkroniserede) og flere musikalske maggiterninger henover sommeren. Sikke et stykke arbejde, der ligger bag, og som vi andre kan nyde godt af, når vi ellers får lettet rumperne fra sofahjørnet, kommer ud og er med. Det er nemlig déri, hele forskellen ligger. Vi skal være der. Vores opbakning sikrer, at Silkeborg ikke bliver en uddøende race, men tværtimod holder sig ung, tidløs og populær. Præcis som Peter A.G. og resten af bandet. ”Uden publikum, intet Gnags!” som han sagde.
Tilbage til Indelukket. Uh! Der var den. Nummeret vi havde ventet på. ”Når jeg bliver gammel”. Men der var nu ikke meget alderdom at spore hos Peter A.G., som han stod der på scenen badet i blåt lys. Som min koncertmakker sagde: ”Han har da vist glemt at blive gammel selv”.
Og dét var egentlig klogt sagt. Peter A.G. har indtil nu danset og sunget sig igennem 50 år med Gnags. Han giver den akkurat lige så meget gas med sine karakteristiske bevægelser, som var vi tilbage i Søholt i ’89. Jo, han må have glemt at blive gammel. Det samme håber jeg, at Silkeborg gør – glemmer at blive gammel. Helt ind i hjertekuglen håber jeg, at byen udvikler sig, finder på nyt og danser og synger sig sveddryppende igennem de næste 50 år i lige så god stil som Gnags. Så er jeg sikker på, at publikum – dig og mig – nok skal bakke op.
Når jeg bliver gammel
Skal byen kende til kærlighed,
der hvor solen går ned
der er et lys, der rækker helt ind til land
På den anden side af ensomheden
Dejligt med nyt fra dig igen – synes det var længe siden sidst 😉 TAK