Avisklumme, Midtjyllands Avis, 21. december 2016

 

Den 21. december. Kun tre dage til, at julefreden er booket til at sænke sig. Tre dage til at vi kan kaste os ned i lænestolen og puste ud til duften af biodynamisk andesteg og lyden af Danmarks Radios Pigekor, der sender ”Dejlig er jorden” og fromme blikke ud gennem kukkassen. Velvidende at alt er, som det skal være. We did it!

 

 

Imens vi kommer os, kan vi læse om, hvordan vi danskere oplever julen som den mest stressende tid på året, og om hvordan vi løber os selv over ende i jagten på den perfekte jul. I selvhjælpsartikel på selvhjælpsartikel stopper eksperter ”5 tips til at undgå julestress” ned i halsen på os, imens vi på næste side bliver oplært i, hvordan julen bliver perfekt. Servietter i de rette farver, symmetrisk pyntede juletræer og hjemmebag fra Blomsterberg til ”Faster Tove specials”, som alt sammen død og pine skal stå klar i krystalskålen juleaftensdag, men som ingen rigtigt orker at spise mere af på den anden side af midnat. Flertallet følger tilsyneladende trop. Igen i år pisker vi rundt i vores hermetisk lukkede osteklokke til trods for, at vi – sidste år – lovede os selv ikke at repetere rotteræset.

 

 

Min december passer ikke ind i damebladene. Det føles fantastisk. Jeg har ikke styr på gaverne (nej, heller ikke til børnene), adventskransen var i ”restordre”, jeg har ikke gjort julerent, og stofhjerterne, som plejer at hænge i vinduerne, ligger i en bunke på bordet. Jeg blev forstyrret. Godt og grundigt. Så meget, at december gik hen og fik nogle helt andre spilleregler, der satte stofhjerter og julegaveindkøb skakmat. Når ens datter uden varsel forsvinder fra overfladen, og det eneste man kan, er at kigge på hendes far og takke ham for, at han var så ufattelig stærk i den situation, der gjorde ham så pissebange, så skifter december på magisk vis farve. Forstyrrelsernes effekt er imponerende. Den spænder ben for os, når vi løber maraton i jagten på det perfekte set up og skræller et lag mere af huden, så vi mærker livet bare lidt mere intenst.

 

 

Så hvad med om vi lod os forstyrre lidt mere? Ikke kun af det alvorlige, men også af de små, skæve, utilsigtede ting, der konstant krydser vores spor. Hvis vi altså ser dem. Resten af året har jeg tænkt mig at fortsætte med at lade mig forstyrre; af mødet med nye mennesker, gamle venners dårlige selskab, for meget kirsebærvin og min håbløse familie, når vi 2. juledag har glemt at folde servietterne i iveren efter at spille pakkeleg om afdøde familiemedlemmers gamle ting og sager. Og når vi dør af grin over dengang, de omme hos farbror Børge holdt juleaften i en hørm af dieselolie, som viste sig at stamme fra juletræet, der havde stået opbevaret i en oliepøl. Eller dengang jeg fik en pibe i gave og min far en cykeldukke, og sikringerne sprang ude i kostalden og lagde juleaften hen i mørke. De uplanlagte stjernestunder.

 

 

I år blev december mærkelig. Helt “perfekt” mærkelig – tænker jeg ved mig selv, imens jeg kysser min (raske) datter – og alle andre forstyrrelser – godnat. Næste år er det sikkert noget andet, der forstyrrer. Det er i hvert fald planen.