Det sidste jeg husker, var, at jeg sad på en trappesten et sted i Sejs en mørk november nat sammen med én, der vistnok hed Michael. Det var pissekoldt, og alle skulle ha’ slatter med. Det næste jeg husker er tre alvorlige ansigter – to af dem var mine forældres – hængende over mit hoved, da jeg næste dag langt om længe fik skilt øjenlågene ad, stadig iført cityshorts, Lineasko og alt for meget hårlak i permanenten. Begyndelsen af 90’erne. Remember?

”Nåå, der går da lige et par dage, før du skal til fest igen, hva?” Mine forældre har aldrig ligget på den lade side, hvad kærlig om end bestemt mobning angår. Resten af dagen kastede jeg op. Og dagen efter. Set i bakspejlet havde en udpumpning nok ikke været luksus dén nat.

I fredags var det J-dag. Den nationale drukhelligdag, som ifølge ambulanceberedskabet er årets næst travleste. Det viser sig, at det ikke er syge, men raske, fulde mennesker, der fylder opkaldslisten. Herregud, kan man tænke; ”Det er jo bare én enkelt dag?” Men sådan hænger det ikke sammen. Billedet gør sig desværre gældende resten af året. Kort sagt; flere og flere af vores skattekroner hældes ud af det offentlige budget for at holde kropstemperaturen oppe på fulde folk. Vi behøver blot skrue tiden ét år tilbage, hvor Mette Frederiksen tog en tur med en århusiansk ambulance og kunne konstatere, at de fleste besøg på skadestuen var relateret til alkohol.

Problemet viser sig ikke kun at handle om de unge, men kan spores i alle aldersgrupper. En kilde i ambulanceberedskabet fortæller, at oplevelsen blandt fagfolk er, at vi danskere i stigende grad finder det helt i orden at overlade fulde venner, kærester og børn til det offentlige fremfor selv at tage ansvar. Kigger vi specifikt på de unge, fortæller mange i telefonen til 112, at forældrene ikke har mulighed for at hente, eller at de slet ikke har forældrenes nummer. I en artikel i Berlingske sidste år siger en forskningsleder i Region Midtjylland, at de unge samtidig er meget eksperimenterende med både stoffer og alkohol, så de bliver bange for deres reaktioner og ringer 112, fordi det er pinligt at komme hjem til mor og far.

Indrømmet. Det var da heller ikke det fedeste at skulle se mine forældre i øjnene dengang, hvor min veninde havde ringet efter dem, så de kunne komme og tø mig op fra den trappesten ude i Sejs. Men sådan gjorde man dengang. Ringede hjem til forældrene. Omvendt kan jeg ikke nævne et sted, jeg hellere ville vågne op.

Tilbage er at spørge; er vi virkelig blevet så ansvarsløse, at vi ser på det offentlige som en instans med pligt til at rydde op efter vores branderter? Og sidder vi mon som forældre og sipper rosé med skyklapper på, imens vi betaler os fra, at andre tager sig af vores unge i uføre? Av min arm!

PS: Mit nummer er 2145 1510. I ringer bare, hvis det handler om mit afkom. Også ude fra Sejs.