”Du aner ikke, hvad jeres sag betyder for os, der har haft vold tæt inde på livet! Alle byer i hele Danmark skulle have et projekt Hjemlig Hygge!”

I lørdags blev jeg – da jeg var i gang med stille min bil fra mig på en af byens p-pladser – standset af en vildt fremmed kvinde. Hendes ord, tåren i øjenkrogen og den spontane henvendelse sendte mig til tælling; ”Jeg så, at det var dig. Og så ville jeg bare lige sige det…”, sagde hun og tog min hånd. Få sekunder efter var hun væk igen. Den pæne dame.

Om kort tid doneres de første 100.000 kr. til Silkeborg Krisecenter – et beløb genereret gennem salg af et magasin med Simon Kvamm på forsiden i en blodig udgave. Nu deler jeg ikke krammere ud til hvem som helst, men hører du til dem, der ikke nøjes med at klappe fra sidelinjen, men som rent faktisk har været i lommerne og købt dit eget eksemplar for at støtte den gode sag – ja, så fortjener du i den grad en krammer. De 100.000 kr. var nemlig ikke en realitet uden dig.

Men beløbet er én ting. Kan vi med Hjemlig Hygge skabe opmærksomhed og slå bare et lille hul i den mastodontiske mur af tabu, som det er, at alt for mange familier hvert år rammes af vold i nære relationer, så er det hele sliddet værd. Hele 29.000 familier har vold indenfor hjemmets fire vægge. Orv, det var mange, hva? Ja, gu er det så! Især når man tænker på, at de 29.000 kun er dem, vi kan aflæse i statistikkerne. Der er mange, mange flere. Vi møder dem hver dag; på gaden, på arbejdspladsen, i vores børns skoler og børnehaver. Alle sammen græder de indeni, men vi kan ikke se det. I samtlige – og jeg gentager samtlige – sociale lag findes mennesker, for hvem fysisk, psykisk, økonomisk eller anden form for vold er en del af hverdagen på linje med morgenkaffe, forældremøder og Vild med dans.

Så når jeg møder mennesker, der standser mig på gaden og siger tak, så jubler jeg og kniber mig selv i armen. Men når jeg møder dem, der siger ”Det er godt nok ellers en fin sag, og sikke et stort arbejde I gør, men jeg bryder mig ikke om Simon Kvamm,” så kaster jeg op. Men jeg fortsætter benarbejdet sammen med resten af gruppen bag Hjemlig Hygge. For vi tror på, at nytter noget at råbe op. Især når vi gør det i flok. Som en af deltagerne i projektet meget rammende sagde: ”Hvis dét at jeg har stillet op til tæsk, gør, at der bare er én mindre, der er er voldelig overfor sin familie, så er vi nået langt.”

Kære Silkeborg! Vi har vist, at vi kan noget sammen. Tak til alle jer, der er med på rejsen og har hjulpet med jeres bidrag. Men vi er ikke i mål endnu. 4.000 magasiner ligger og venter på at komme ud og gøre hullet i muren endnu større. Det er og bliver nemlig ikke nok at klappe fra sidelinjen – især ikke i en sag, der vedrører os alle.

/Majbritt

 

Tak fordi du læser med!

 

PS: Hvis du tænker; “hvad pokker er HJEMLIG HYGGE?” (udover at være et sindssygt vigtigt velgørenhedsprojekt), så spring forbi her.

 

PPS: Du er velkommen til at dele opslaget på diverse sociale medier, hvis du har lyst. Takker!