”Åh, Luigi, ja nu skriver jeg igen. Kan du huske, at du var min søde ven? Da vi sad og kyssede i gondolerne, og du tog mig kærligt på gajolerne. La, la, laaaa!” Lone Kellermans ”Se Venedig og dø” er en aflægger af den oprindelige ”Se Napoli og dø”. Betydningen var, at havde man først set Napoli og al dens skønhed, kunne man roligt lægge sig til at dø, for man kom alligevel ikke til at opleve noget smukkere. Men hvordan står det til i Silkeborg? Med al den skønhed, som folk taler om. Og taler. Og taler.

Sådan lød indledningen til en klumme for godt to år siden, der gik på ”Ny Østre Søbad. Klummen var et kig ind i Silkeborg Kommunes (af mig opdigtede og derfor fiktive) strategi ”Se Silkeborg og dø!” – en strategi med det formål at sprænge rammerne for, hvordan man kan udvikle nogle af byens i forvejen populære steder.

Sammen med min 13-årige datter passerede jeg forleden forbi byens gamle biograf – I ved, den faldefærdige betonklods i ingenmandsland mellem Bios Gård og Tværgade. Jeg fortalte hende, hvordan jeg dérinde for allerførste gang hørte sætningen ”E.T. phone home”, og om hvordan man kunne sidde i mørket til en ligegyldig film ene og alene i håbet om at komme til at holde – bare en lille smule – i hånd med Jakob oppe fra gymnastik.

”Seriøst. Derinde?” var hendes kommentar. ”Hvorfor ligner det så noget, der er løgn? Og hvorfor er der ingen, der gør noget ved det? Det kunne da blive et megafedt sted!”

Præcis. Så lad os lege, at vi åbner avisen om et år fra nu. Der står:

”Årelang ørkenvandring om den gamle biograf er slut”

Silkeborg Kommune har taget et vigtigt skridt i fremsynet strategi og vakt endnu et dødt spot i byen til live. Med købet af den gamle biograf, som har stået tom siden 2002 (!), lægger kommunen op til skabelsen af en innovativ smeltedigel.

Borgmester Steen Vindum udtaler: ”Vi har med købet af den gamle biograf markeret, at vi vil Silkeborgs døde steder til livs. Biografen har stået tom alt for længe, men nu er det slut. Visionen er klar: vi vil skabe et sted, hvor iværksætteri, gastronomi og kulturliv mødes til glæde for alle. Her skal silkeborgenserne kunne droppe ind til et anderledes måltid mad, opleve kunst og kultur og komme i dialog med nogle af byens iværksættere, som får mulighed for at flytte ind.”

Kommunen lægger op til, at stedet skal emme af dialog og kradse lidt i overfladen af alt det pæne og polerede. Steen siger: ”Det er på tide, vi træder ud af rollen som klassens pæne dreng. Andre byer er lykkes med at favne både det stilfulde og det frække. Det kan vi også i Silkeborg, og det skal den gamle biograf være flagskib for.”

Til købsprisen har Vindum kun én kommentar: ”Jo, det var et større greb i lommen, men vil vi i Silkeborg ha’ det til at ske, må vi være parate til at SMEDE, imens jernet er varmt, så at sige.”