Pressemeddelelse: Silkeborg sparker ’LIV i Lunden’

Det lokale udviklingsprojekt ’LIV i Lunden’, som er direkte afledt af COVID-19, er endnu et sweet spot i Silkeborgs strategi om at slå sig fast som Danmarks Outdoor Hovedstad

Et yogahold har rullet farvede madrasser ud på plænen under ét af de store træer, imens en flok børn har matematikundervisning ved søbredden. Op ad trappen spurter en personlig træner og hans klient, som efter endt svedtur på de nye træningsredskaber tager et hurtigt bad under den udendørs bruser og griber en sandwich fra det lokale foodtruck-koncept ’WOODYs’, før dagens arbejde kalder. Et ægtepar nyder deres frokost i loungemøblerne med udsigt over søen, imens en dagplejer triller igennem parken op til Lunden, der fungerer som base for det ugentlige friluftstræf for områdets mindste børn.

’LIV i Lunden’ er navnet på det nye tiltag, der på rekordtid er blevet til virkelighed som konsekvens af nedlukningen af Danmark. Området omkring Lunden og Vestergadehallen har i årevis trængt til kunstigt åndedræt, men at det skulle blive en virus, der satte skub i udviklingen havde nok kun de færreste set komme. Ikke mindst borgmester Steen Vindum (V), der udtaler: ”Det er første gang i min tid som borgmester, at jeg har oplevet et projekt udviklet og implementeret på så kort tid. Men da Danmark lukkede ned, og begrænsningerne hobede sig op, opstod ideen om at skabe et udendørs rum, der henvender sig til forskellige målgrupper. Nogle gange skal man gribe muligheden i dét sekund, den opstår, og ’LIV i Lunden’ er – synes jeg – et blændende eksempel på, at der sagtens kan være kort fra tanke til handling, også i kommunalt regí.”

Det var nedlukningen af idrætsforeninger, fitnesscentre og sportshaller, der førte til ideen om at gøre Lunden til en oase for aktivitet, der frit kan benyttes af skoler, institutioner, foreninger og liberale erhverv, og hvor indendørs og udendørs faciliteter spiller sammen i langt højere grad end før. Lars Raundahl, indehaver af Raundahl Performance, er én af dem, der benytter Lundens arealer flittigt og har bidraget til idéudviklingen. Han siger: ”Jeg tror, at udendørs aktiviteter er kommet for at blive. Mine kunder har fået øje på, at træning fungerer godt – og ofte endnu bedre – under åben himmel. Fuglefløjt, varieret underlag og frisk luft har en positiv indvirkning på både den fysiske og den mentale tilstedeværelse. Coronaen, tror jeg, har skabt et skifte i måden vi er aktive på.”

Bag ’LIV i Lunden’ står Silkeborg Kommune repræsenteret ved Danmarks Outdoor Hovedstad og Idrætsrådet foruden DGI Midtjylland og Erhverv Silkeborg. Projektet, der er udviklet og søsat på blot tre måneder, er finansieret af Silkeborg Kommune, fondsmidler samt donationer fra lokale virksomheder.

OBS: Pressemeddelelsen er fiktiv, men ideen om ’LIV i Lunden’ er god nok.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MISSION POSSIBLE