Jeg sidder her en sen aftenstund og funderer over, at jeg i grunden er en heldig kartoffel. Noget af det, jeg altid har ønsket mig – muligheden for at kunne bruge min ‘skriverkarriere’ på farten – sker netop nu. I morgen tidlig klokken “najnerhundrede” bliver jeg hentet af en flok grønne mænd (ikke fra Mars, men mere sådan Vejle, Silkeborg og Rødkærsbro agtigt) for at sætte kurs mod først Flyvestation Karup og sidenhen Sjælland.

Den direkte årsag til afhentningen i grøn convoy er, at jeg for godt et års tid siden – af min daværende bankmand – blev spurgt, “om det da ikke var noget for mig at komme med som PR-ansvarlig på Makoni 2016?” Jo da! svarede jeg prompte uden at have den fjerneste anelse om, hvad Makoni 2016 var for noget.

(At ens bankmand hyrer én ind til et job, har jeg efterfølgende tænkt en del over, idet jeg faktisk ikke syntes, at tingenes tilstand så specielt faretruende ud inde på netbanken på daværende tidspunkt. Men det kan jo være, at han målte efter en anden lineal) 😉

Never mind. Jeg sagde ja, og i morgen går det løs. Jeg skal som rejsende journalist dække 650 kilometers militær march over de første 14 dage og 160 kilometer over den sidste uge. Den første del hedder Makoni 2016, og den sidste Nijmegen Marchen, som finder sted i Holland og som nogle af jer måske har hørt om. Nijmegen er dét, jeg kalder en slags Oktoberfest med indbygget motion. Her kommer der i omegnen af 40.000 deltagere fra over 50 lande, som går og går og går, og drikker øl og drikker øl og drikker øl. Den del af turen ser jeg frem til med stor spænding.

Men før vi kommer så langt, gælder det Makoni (MArch-COpenhagen-NIjmegen). 71 gængere fra alle mulige danske, hollandske, norske og svenske forsvarsenheder plus nogle civile har 14 dage til at tilbagelægge de godt og vel 650 kilometer fra Kastellet i København og hele vejen til Nijmegen i Holland for dernede at nappe de sidste 4 x 40 kilometer oveni de 650. Det sidste kaldes vist nok at ‘varme ned’.

Jeg vil her (før man bliver alt for imponeret over, at jeg godt nok må være i god form) skynde mig at slå fast, at jeg IKKE skal gå – dels fordi mine ben er korte nok i forvejen, men også fordi jeg i så fald ikke ville være i stand til at skrive to sammenhængende linjer efter bare en halv dag i støvlerne. Jeg skal altovervejende opholde mig i en slags ‘følgebil’ ala Brian Holm under Tour de France. Distancerne kan nemlig være alt fra 30 til 65 kilometer pr. dag, og de gæve gængere traver af sted med en gennemsnitshastighed på 6,1-6,4 km/t., hvilket er hurtigere, end jeg løber i medvind. Sagt med andre ord, har vi med en flok hardcore læderhalse at gøre. De har trænet og trænet og trænet til dét, der kan sammenlignes med Team Rynkeby, bare uden cykel. Og fra den tur skal jeg fortælle interessante historier, udforme pressemeddelelser og skrive artikler, som på et senere tidspunkt skal bringes i en flok militærmagasiner, som jeg har 14 dage til at lære navnene på. Den del glæder jeg mig også til.

OG. Hele denne tjans har så altså udvirket, at jeg er blevet optaget i det, der kaldes Flyverhjemmeværnet med mit eget medarbejdernummer og hvad der dertil hører af lækkert grej i form af uniform, baret, hjelm, kop-folde og andet grøn gear, som jeg her til aften har stoppet ned i en stor camouflagetaske, der skal udgøre mit hjem over de næste 3 uger.

Som du sikkert allerede har fornemmet, så glæder jeg mig helt vildt! Og faktisk glæder jeg mig ligeså meget over, at jeg i det hele taget har fået chancen for at få den kæmpe oplevelse med i rygsækken. Turen kommer forhåbentligt til at kaste en masse journalistisk erfaring af sig kogt sammen med indsigt i en ret særpræget verden, hvor det gælder om at have styr på stumperne og gøre det nødvendige først. ‘First things first’ og ‘Train as you fight’ er nogle af de mottoer, jeg efterhånden har hørt nogle gange. Det vil jeg forsøge at indstille mig på. Fagre nye verden!

Nå, men har man fået lyst til at følge denne gruppe af gængere, kokke, sanitetsfolk osv. (hvoraf de fleste naturligvis har overskæg) på det, der lugter af at være verdens længste rekruttur, kan man gøre det på Facebook eller www.makoni.dk. Man er også velkommen til at lægge vejen forbi Kastellet og vinke farvel på lørdag den 2. juli kl.9.20, hvor der er afmarch med orkester, general og hele molevitten. Det kunne da være svært hyggeligt 🙂

Men indtil da… Roger over – og på gensyn i grønt.

/Majbritt

 

B.S. (pø-hø): Du kan skrive dig op til at få min fremtidige blogindlæg i din indbakke, hvis du har lyst. Det foregår til højre på siden eller under kommentarfeltet. Velkommen til