Der er leveringstid på klummeindlæg. Når du læser disse linjer, er det onsdag eller torsdag. Ja, måske er det blevet fredag eller ligefrem lørdag. Grundet den leveringstid er indlægget her skrevet i søndags. Sent søndag aften som i nøjagtigt to døgn efter et Paris badet i blod og en hel verden ditto i tårer. Derfor skruer jeg for et kort øjeblik tiden tilbage, fordi i dag – når du læser med her – ser verden helt anderledes ud. Det største chok har lagt sig. Og selvom vi stadig sørger i solidaritet med resten af den frie, demokratiske verden, så er den sidste fakkel slukket, de første bomber for længst kastet, og diskussionerne om åbne og lukkede grænser har taget fart. Hovedløse udmeldinger som følge af rædsel og raseri er tonet frem på sendefladen, imens vi spørger: Hvor har vi fejlet? Hvordan forhindrer vi nye terrorangreb? Hvem har gjort for lidt – eller måske for meget?

 
Denne søndag aften har for mig – som i sagens natur for mange andre – været fyldt med en slående tomhed ovenpå fredagens grusomheder. Grusomheder som dukkede op på de sociale medier en aften, som for mit vedkommende fandt sted i festligt lag, og hvor flere troede, at det var en vittighed, at der var terror i Paris. Igen. Så derfor er og bliver dette en slags ”falsk klumme”. Det føles i skrivende stund forkert at være ”Lokal med mening”, når det er globalt, det brænder. Sorg og frustration fylder og minder os atter om, hvor sårbare vi er. Hverdagens problemer bliver med ét slag forvandlet til petitesser i vores til tider lidt plumrede andedam. Det gælder, når vi oplever alvorlig sygdom blandt vores nærmeste. Det gælder, når en tsunami endevender et halvt kontinent. Og det gælder i særdeleshed, når terroren viser sit grimme ansigt. Så bliver vi ramt. Af perspektivet. Det giver pludselig ikke mening at mundhugges om stadion, et hul i torvet eller vandstanden i Gudenåen, når rendyrket ondskab udspiller sig på vores trappesten. Alting forstener for en tid og bliver ligegyldigt i det store billede.

Det samme gjorde den klumme, som jeg oprindeligt havde tiltænkt avisen denne uge. Jeg havde stort set brygget færdigt på det, der skulle have været et kærligt om end bestemt svirp med pisken under overskriften ”Få nu fingeren ud!” Men det røg i skuffen. Man skriver ikke om den forestående julehandel, når 129 tilfældige og uskyldige unge mennesker aldrig skal fejre jul igen. Man laver heller ikke fjollede opdateringer på Facebook, når alles profilbilleder er dækket med franske flag, vel? Almindeligheder bliver upassende.

Men selvfølgelig er det netop i dage som disse, at vi skal insistere på at have en mening om de nære ting og tage debatten om det, der ligger først for. Deri ligger kampen for vores værdier. For selv når verden står mest stille, løber hverdagen hastigt videre. Der er skolehjemsamtaler mandag og badminton onsdag. Der mangler batterier i cykellygten, og ungerne har lus igen. Vi laver boller i karry, imens vi prøver at forklare vores børn hvad, der sker, og hvorfor nogle vil vores frihed til livs. Børnene ser de voldsomme billeder på tv og sætter #Prayforparis på deres Instagram, imens vi opfordrer dem til at tage ud og udforske verden, så snart de er store nok. Og i Silkeborg sætter vi om kort tid – ironisk nok – et pariserhjul op på Torvet. Alting står stille, imens det hele på forunderlig vis går videre. C’est la vie ♥

Majbritt