Kvinde, 45 år, Silkeborg, 161 cm, brunette, mor til 2 og selvstændig søger aktiv og dedikeret krænker, helst med pondus og stor krænkererfaring.

Det står slapt til hos mig med at føle mig krænket. Så slapt at jeg er begyndt at overveje, om jeg overser noget, eller om jeg ligefrem har fejlet i min gøren og laden de senere år, idet det endnu ikke er lykkes for mig at føle mig krænket over noget som helst.

Min store frustration går på, at det virker som om, at alle andre end mig er oppe på beatet. De bliver krænket hele tiden og er samtidigt vildt gode til at sige det højt. Ja, endda selvom det ikke er noget særligt – dét jeg kalder en pseudokrænkning – så får de fortalt historien så godt, at den manifesterer sig som en følelse, der bonner stort ud på krænkebarometret. Gid det var mig! Nogle dage tager mit tankemylder over, og den skrækkeligste følelse sniger sig ind på mig, når jeg ligger i mørket og stirrer op i loftet; Majbritt – hvad nu hvis du slet ikke er krænkningsparat?! Når følelsen kommer, griber jeg ud efter mobilen og Googler de samme ord igen og igen: ”at føle sig krænket i 2020”. Mit spinkle håb er, at der findes blot en flig af noget fra en Djøffer, en tillidsmand eller måske en fra CBS, der kan inspirere mig til at føle mig blot en anelse mere i målgruppen for at blive krænket.

Men nej. Der er ingenting, der rører sig indeni. Måske er jeg ikke speciel nok? Stikker ikke nok ud? Eller endnu værre; måske er jeg bare ikke intelligent nok til at blive krænket. Så nu har jeg indrykket ovenstående annoncetekst for at finde én, der vil hjælpe med at gøre mig krænkningsparat. Jeg mener; i en alder af 45 burde der ellers have været masser af chancer. Eller, rettelse; der var faktisk én STOR chance for et par år siden, men jeg greb den ikke. Jeg sad til et møde, hvor en af Silkeborgs store herrer, som jeg ikke havde mødt før, ved et fyldt mødebord tiltalte mig ”Lille pige”. Den kommentar kunne jeg måske godt ha’ taget lidt mere alvorligt og deraf følt mig krænket, men det lykkedes ikke. I stedet gik jeg fra mødet og syntes, at han var en kæmpe idiot. Det synes jeg i øvrigt stadig, men så kom det ligesom bare aldrig videre end det.

Hvis min annonce ikke bærer frugt, tager jeg næste skridt. Jeg har fundet et kursus på en uddannelsesinstitution, vist nok ovre i København, som forhåbentligt kan bringe mig tættere på mit mål om at blive i stand til at opfange de signaler, der skal til for at føle mig krænket én gang for alle:

”Sådan bliver du krænkningsparat på under 2 uger”

På kurset lærer du at:

• Overudvikle din selvretfærdighedssans
• Styrke din evne til at se det problematiske i det morsomme
• Blive bedre til at mobilisere krænkelse på vegne af andre

Det bliver godt, kan jeg mærke. Jeg føler mig faktisk allerede lidt mere krænket bare ved tanken.

/Majbritt