Vanen tro fylder i medierne netop nu med artikler om, hvordan konfirmationens traditionerne er ude af proportioner med Lamborghinier, helikoptere, MacBooks, gourmetmad med skum og sko til flere tusinde kroner.

I år er det 30 år siden, jeg blev konfirmeret i selve Sinding kirke. Det har jeg reflekteret over, og synes, det er på tide med et retrospektivt modtræk til kritikken af nutidens forældre, der hælder forkromede kon- eller nonfirmationsfester ned i halsen på deres forkælede møgunger.

Fordi forholder det sig nu også sådan? Er nutidens unge mere forkælede, end vi var? Jeg ved det ikke, men kan ved gennemgang af gulnede fotos og otte timers uredigeret VHS-bånd blot konstatere, at der da også blev givet ret godt gas, dengang jeg blev konfirmeret. Dagen startede kl.10 i Sinding Kirke, hvor sognepræst Peder Steen forestod konfirmationen af årets hold; Joan, Pernille, Fritz og mig. Jeg husker som det eneste fra kirken, at Fritz’ hår stod lige op i luften, stivet af med den stærke lilla hårgelé henne fra Brugsen. Da præsten havde velsignet os alle, og den sidste salme var sunget, gik min familie hjem på gården for at få styr på bedriften forud for aftenens fest.

Dengang var der nemlig ikke noget med en fesen frokost på en af byens restauranter og skrub-af-mad tilpasset de mindstes sengetider. Kutymen var at invitere til fuldblods-forsamlingshusfest med suppe, steg og is leveret af den lokale kogekone og dans til langt ud på natten ved Hans Dam på sit Hammondorgel. Iført et topmoderne tredelt lærredssæt med påsyede blonder og lilla silkebånd dansede jeg med samtlige mandlige gæster, alt imens et bredt udvalg af rygetøj blev bragt ind på fade og henlagde festen i tåger. Mindst firs var vi til min fest – en fest som i øvrigt med identisk gæsteliste, menu og musik blev en slags forpremiere til mine forældres sølvbryllup et halvt år senere.

Få dage efter fór jeg ud og købte en pink Peugeot racercykel med 12 gear og gedebukkestyr, et Sony stereoanlæg i rack og fire cd’er. Så var de penge væk. Til sammenligning har min søn fortsat størstedelen af sine konfirmationspenge stående urørt på kontoen. Så jeg ved snart ikke. Vi taler om, hvordan vi ødelægger de unge, og at de med traumer i rygsækken ikke bliver i stand til at holde bryllupsfest, for hvordan skal det blive større? Well, jeg mindes i hvert fald ikke, at jeg forud for mit bryllup gik rundt med målebånd for at sikre mig, at festen overgik min konfirmation – hvilket, som I kan høre, også var ganske svært.

Det er nemt at ævle, kævle og dømme andre. Men hvad om vi alle satte os ned med vores konfirmander og tog dialogen med dem om, hvad sådan en dag koster – uanset hvad den koster? Det tror jeg kan bidrage gevaldigt til deres respekt for andres penge. Og den respekt er som bekendt ikke så ringe endda.