Indenfor journalistik og tekstforfatning taler man om begrebet ”skriveblokering” – en tilstand man kan komme i, hvor man er ude af stand til at skrive, selvom det eneste man ønsker er at skrive. Hjernen står stille, og fingrenes ellers så hurtige og smidige dans henover tastaturet forvandles til en ørkenvandring udi jagten på ord, sætninger, budskaber, sågar emner.

En skriveblokering kan ramme både erfarne og uerfarne skribenter, og det er de færreste, der ikke oplever at blive ramt af ”tastaturforbandelsen” på et tidspunkt i deres karriere. En skriveblokering kan vare på ubestemt tid eller blot knytte sig til én enkelt, afgrænset opgave. Det kan være alt fra artikler til romaner til… klummer.

Personligt rammes jeg yderst sjældent af skriveblokeringer. Men når jeg gør og står og glor ned i kraniekassen på mig selv i den desperate jagt på et brugbart emne, kan det sammenlignes med følelsen af være den første, der stikker hovedet ind i en stor, tom idrætshal; der er bælgravendes mørkt og helt stille. Du ved, at der har været nogen i hallen på et tidspunkt. Du kan bare ikke huske hvornår. Og du er rent faktisk i tvivl om, hvorvidt hallen nogensinde bliver taget i brug igen.

Men hvad kommer de af, de skriveblokeringer? Hvorfor får man dem? Det er der mange forklaringer på. For nogle handler det om træthed, stress eller angsten for, at det man skriver, ikke bliver godt nok. For mig er det oftest forbundet med pludselige hændelser, der støvsuger min hjerne for ord, som var det en firehestes industristøvsuger bestilt til at støvsuge bunden af et førerhus på en traktor umiddelbart efter høst; ikke ét halmstrå tilbage. Det kan f.eks. være, når der sker noget med mine børn som forleden dag, hvor min datter faldt om i skolegården og vi tilbragte aftenen på sygehuset i uvis om, hvorfor hendes hjerne bliver ved med at slå kolbøtter. Den slags er min direkte adgangsbillet til den tomme idrætshal.

Der findes en række tips til at kurere skriveblokeringer. Et af dem lyder sådan her: Skriv! På samme måde som løbere træner til et løb ved at løbe, så træner skribenter ved at skrive. Det burde være såre simpelt. Ja, altså, hvis det ikke lige var på grund af selve blokeringen. Skriv om hvad som helst og på hvad som helst; indkøbssedler, gule lapper eller postmærkater. Et andet råd kan være at starte med slutningen eller midt i teksten. Uanset hvad, så handler det om at skrive. Skriv, skriv, skriv. Og skriver man længe nok – skulle skriveblokeringen efter sigende forsvinde. Og til sidst er klummen… slut. Mageløst!

Og se! I mellemtiden er det blevet forår. Nyd det, omfavn livets benspænd og drop jagten på det perfekte. Det findes alligevel ikke.

PS: Dette er én af fem klummer med indlagte benspænd, som har til formål at booste kreativiteten. Dagens benspænd blev et af de ufrivillige. Og en tiltrængt pause. Tak for den.