Snart er de her igen. Studenterne. Hujende og hængende ud af studenterbussen med dåsebajere, kærlighed og kådhed i blodet. De hvide huer sidder højt på de kloge hoveder, som siden 6-års alderen har gået i skole og nu står ved livets første skillevej, hvor vejret kan trækkes og blikket løftes. Men hvor går de hen, når de går (ud)? Tanken slår mig hvert år, når glædesråbene siver ind af mit vindue, og jeg krydser fingre for, at ikke alle har stemplet ind til videregående uddannelse, før blækket på eksamensbeviset dårligt nok er tørt. Parkerer studenterbussen ved universitetet eller kører den til lufthavnen?

Jeg er fan af lufthavnen. Og højskolen, vikarbureauet eller hvor man ellers kan få et break fra en High Performance kultur, hvor 12-taller giver anerkendelse, og de andre tal stilhed. Jeg er fan af klicheen med, at de unge skal ud og blive til nogen, før de bliver til noget. Mærk verden! Det er der heldigvis også nogen, der gør. Efter års stilstand er det igen populært med sabbatår. Det til trods for at politikerne deler bonusser ud i håb om, at flere går den direkte vej. Men alligevel forfalder nogle unge og voksne til at retfærdiggøre sabbatåret (læs: pausen efter 14 års uafbrudt skolegang): ”Det var ikke planen, men nu blev det sådan” eller ”ét år går jo hurtigt, og så er det i gang”. Ja, for pausen må højst vare det ene år. Vi taler aldrig om ’sabbatårene’, fordi sådan noget løssluppent halløj kan man da kun have ét af. Og det står i … ja, hvor? “High Performance loven”?

Jeg havde tre. Tre forrygende år, hvor jeg plukkede meloner i Israel, røg vandpibe i Egypten, stakkede papirer i Vejle, læste fransk i Aarhus og psykologi på Amager, sang højt på højskolen, passede blebørn i Sydhavnen og handicappede i Nordvest, arrangerede gymnastikopvisning på Rådhuspladsen, festede, rejste, kyssede og dansede. Heldigvis blev det til tre år, for det havde da virkelig været presset at nå alt det på kun ét.

Forleden var der en 3.G mor, som nær havde fået kaffen i lungerne over det og sagde: ”Men så var du vel også sikker på, hvilken vej du ville?” Jow, jow. Jeg blev fysioterapeut med højt snit, fik mand, hus, hund, børn og gæld, blev skilt. Og endte med at skifte spor til iværksætter uden forretningsplan. Så afklaret var jeg.

Jeg tror ikke på afklarethed i en ung alder. Vi planlægger, imens hjernen er fyldt med hormoner og røven med krudt. Heldigvis er det med planer som med bekymringer – ikke alt bliver til noget. Så kære studenter – slip nu tøjlerne, tag bussen til lufthaven. Flyv ud i livet, fyld farver på og kom retur med rummelighed, større øjne og varmere hjerter. Det har verden (også) brug for.

PS: Dette er én af fem klummer med benspænd, som har til formål at booste kreativiteten. Dagens benspænd er fra Rasmus Hall, som har givet overskriften ”Hvor går vi hen, når vi går?”

/Majbritt