”Hvis vi er heldige, er der et halvt talent tilstede her i dag. Langt de fleste af os er helt almindelige og slet ikke så unikke, som vi går og tror. Og heldigvis for det.

“Stærkt inspireret af Morten Albeks bog ’Det gennemsnitlige menneske’ var det ordene i forstanderens afslutningstale på Ågård Efterskole den dag i juni, hvor elevhold 18/19 blev ringet ud til virkeligheden. ”Hå håår!” lød det fra nogle, imens andre smilede skævt og måske slog sig en anelse i tøjret. ”Kan det virkelig passe, at vores kæledægge ikke er et talent?” Og ja, det er da også mest bekvemt at hvile på tanken om, at man er en smule ’yunik’. Altså bare lidt.

Som én, jeg engang interviewede, sagde: ”Ingen af os er noget særligt. Vi er alle født lige tæt ved røvhullet!” Sådan kan man også formulere det.

Man kan sige, at en ’ualmindelighedsepidemi’ har ramt os. Det er ikke nok, at vi bare er os. At du er dig, fordi du er dig, og jeg er mig, bare fordi jeg er mig. Vi skal være noget særligt. Vi skal stikke ud. Vi skal være ’yunikke’. Som forældre kappes vi om at hælde superlativer ned i halsen på vores børn og unge og i bedste foie gras stil fede dem op med hovedløs anerkendelse. ”Åh, min skat. Du er noget helt specielt!” Vel er de ej. De er ganske almindelige. Ja, faktisk ualmindeligt almindelige. Og gennemsnitlige, ifølge Morten Albek.

OG hvor ville det dog være forfriskende almindeligt, hvis alt mellem himmel og jord ikke også blev tillagt en unik vinkel for at få folk til at hoppe på krogen. Tag bare de aktuelle højskoler. Scroller du ned over både korte og lange kurser, skal du passe på med ramme købsknappen for ikke pludselig at være på vej til at blive noget særligt. Bliv filmskaber fra idé til premiere, halvvejs jagerpilot eller formulér din livshistorie, hvis du da synes, at det halter lidt med den. Alt skal være ekstraordinært, kapow, kort og præcist – lige til at skrue ind i et Tweet eller et post på Insta.

Én enkelt højskole er ’gone nuts’ og skiller sig ud ved at være, hold nu fast, helt almindelig. ’Højskole Classic’ kaldes kurset, hvor man kan opleve højskolen i sin oprindelige form som N.F.S. Grundtvig og Kresten Kold definerede den tilbage i 1840. Her er der ikke tale om en talent-camp, hvor du konstant skal hale dig selv ud af komfortzonen ved at ro baglæns i kajak rundt om Ærø, holde vejret under vand eller på anden vis komme i kontakt med dit indre potentiale. Næ, her skal du lytte, være i dialog, synge i højskolesangbogen og hvem ved, måske endda glo ind i et bål. Her skal du såmænd bare være. Sådan, helt almindeligt.

Så, lad os hylde almindeligheden! For hvor er det dog befriende at vide, at man er helt almindelig og ikke ejer et eneste talent, der kan anspore til stress og præstationsangst, men at det meste her i livet beror på vilje og vedholdenhed.