Båltale, Skt. Hans i Silkeborg og Sinding, 23. juni 2019.

I disse for vort land så alvorlige tider…

Kunne man som liberal – sådan en som mig, måske nogle af jer – godt driste sig til sige, alt imens vi i disse dage venter videre på, at nogen, en eller anden, sender hvid røg op fra Christiansborg med et signal om, at regeringsgrundlaget er på plads – og dermed at nye hekse står på spring for i velfærdens salige navn at flå enorme summer hårdt tjente kroner op af borgernes lommer og hovedløst brænde dem af, imens de med gnækkende latter flyver rundt på deres klimavenlige koste ene og alene båret oppe af varm luft.

Nå. Men imens vi venter på hvid røg fra Borgen, må vi nyde en anden slags røg – nemlig røgen fra de Skt. Hans bål, der tændes overalt i Danmark i aften. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad de mon snakker om, derinde i forhandlingslokalet på Christiansborg i disse timer, hvor vi venter på den hvide røg.

Snakker de mon om… os?

Snakker de om de ting, der virkelig betyder noget for os helt almindelige danskere? Danskere i København eller Karup. I Ribe, Ringsted eller Rinkenæs. I Svendborg, Sakskøbing, Sabro eller Silkeborg?

Snakker de om foreningslivet?

Dét at vi i Danmark har en helt særlig tradition for at forsamle os i foreninger i alle mulige afskygninger, på tværs af køn, alder og farve. Hvor vi går til fodbold, gymnastik, sang eller debat. Eller samles som nu i aften.

Husker de på at insistere på de rette forhold i stedet for at lave benspænd, der kan gøre det sværere for os andre at værne om og dyrke foreningslivet, som på mange måder er demokratiets kravlegård?

Det er her, i foreningslivet, at børn, unge og voksne træner i at nå til enighed gennem dialog og hvor man får erfaring med at løfte i flok og få magiske ting til at ske. Sammen. Og det uanset om man kommer i stramt strøget skjorte eller batik.

Det er her vi griner, græder, sveder og giver high-fives, og hvor frivilligheden bor og fantastiske fællesskaber formes.

Og hvad med folkeskolerne og ikke mindst de frie skoler?

Taler de mon om dem? Altså sådan rigtigt?

Skolerne hvor dygtige, dedikerede lærere står på hovedet for at lære vores børn om Christian den 4, kulturforskelle, kvantefysik og klimaudfordringer. Og alt det ind i mellem.

Det var i øvrigt Christian den 4, der fejrede 100 året for reformationen ved at nedsætte en særlig trolddomsforordning, som skulle slå hårdt ned mod overtro. Se, man skal passe på med at give alt for løse tømmer til magthaverne. De har det med at miste forstanden.
Men husker de i forhandlingslokalet derovre, AT nogle steder – ikke så langt herfra – der kan man ikke vælge frit mellem en folkeskole og en friskole. Der er friskolen den eneste skole i området. Det er skoLEN.

Andre steder bor folkeskolerne og friskolerne næsten dør om dør, og hvor det sagtens kan være, at Katinka på 12 ikke trives på folkeskolen, men har brug for et alternativ i form af en god og levedygtig friskole. Dét alternativ bør da være tilstede, så lad være med at gøre det sværere at drive friskole.

Så ehhh.. Snakker de mon om os?

Og hvad med de de varme hænder?

Taler de om, hvordan alle de mennesker, som er tæt på at være de eneste 100% uundværlige i vores arbejdsstyrke, kan blive sluppet fri fra kontrollens og overdokumenteringens snærende bånd og arbejdslyst-kvælende greb, så de kan få arbejdsglæden, overskuddet og tiden tilbage?
Lige med dette emne – bureaukratiet, som i øvrigt alle partier på Christianborg – sjovt nok – er enige om burde udstyres med en enkeltbillet til Bloksbjerg, ja så tror jeg faktisk at de taler om netop det.

Men tør de gøre noget ved det? Ja, det er så en helt anden sag.

Og tør man gøre noget ved det ude i kommunerne? Som skatteborger kan man nogle gange undre sig over disponeringerne mellem koldt og varmt. Man kunne fristes til at spørge, om tyngdeloven er holdt op med at virke ved indgangen til Rådhuset?

Så er der de unge, der partout skal ases og mases igennem et uddannelsessystem for at komme ud på den anden side – toptunet og klar til at spurte rundt i hamsterhjulet i højeste gear, så vi hurtigst muligt kan få endnu flere skattekroner i kassen til at finansiere alt fra kommunale varmluftskonsulenter og vækningsordninger til gratis bycykler og lånehøns.

Kære kommende hekse – og en enkelt trold – derovre på borgen. Lad nu være med at blande jer i, hvor mange penge, de unge må tjene under deres uddannelse eller for den sags skyld hvor mange uddannelser, de må tage. Og flere ting kunne sikkert nævnes i forbuds-Danmark.

Og bliver der fortsat plads til, at mange af vores unge kan vælge deres livs dannelsesrejse i form af et efterskole- eller et højskoleophold. Det siges, at et efterskoleophold modner et ungt menneske med op mod 7 år. Jeg mærker det på min egen dreng, når han en sjælden gang kommer hjem fra efterskolen i en weekend. Der kommer lidt mere mand hjem for hver gang.

”Jeg” er blevet til ”vi”.

Man taler ligefrem om – og undskyld mit franske – at de unge mennesker får hovedet trukket ud af røven. Og det er vel egentlig ikke så ringe endda. At få det. Det giver både frisk luft sammen med at et af de vigtigste krav til fremtidens voksne er, at de er i stand til at indgå i arbejdsfællesskaber, hvor netop ”vi” kommer før ”jeg”.

Derfor skal vi stå fast på at bevare og styrke vores efterskoler og højskoler endnu mere.

Snakker de mon egentlig om det?

Så slip nu ungdommen fri. Giv dem plads til at slå ud med vingerne. Lad dem flyve ud i verden og læg ekstra godt mærke til dem, når de kommer hjem, klar til at tage del i vores samfund, både med større ører, varmere hjerter og langt mere åbne øjne end de havde, da de tog afsted.

Og så er der fremtiden? Og visionerne?

Snakker de mon om det? Snakker de om, hvilket Danmark vi gerne vil være om 10, 20, 30 år? Hvad er det for nogle værdier vi gerne vil kendes på både herhjemme og ude i den store verden?

Hvad er det, de andre lande skal fortælle om os som land, når de sidder rundt om bordet, og vi, Danmark, ikke selv er tilstede til at fortælle om vores på alle områder bæredygtige plan for fremtiden?
Det er værd at huske på, at det stærkeste brand er de ord, andre bruger om os, når vi selv er gået hjem.

Så hvad snakker de egentlig om, imens vi står her i aften, på tværs af interesser og overbevisninger og rykker sammen om bålet og om få timer går hjem og lægger hovedet på puden med hår, der lugter af lejrbål? Snakker de mon om os?

Jeg håber, at de snakker om alt det.

Og om hvordan vi i fællesskab skræmmer nutidens onde ånder væk, som vi traditionen tro gør her i aften. Jeg nævner i flæng ånder, som starter på P. Og slutter på Aludan. De onde ånder bør skræmmes væk med åbenhed, tillid, konstruktiv dialog og ikke mindst ordentlighed og sund fornuft.

Man kunne sagtens komme i tanker om flere onde onder, som det ville give mening at skræmme væk.

Jeg håber, at de taler om alle de ting, der betyder noget, for mig, for jer, for vores børn i vores hverdag hver især.

Og så håber jeg, at de taler om, hvordan vi sammen og hver for sig får frihed og råderum til at puste liv i vores drømme for at binde dem i enden af kosten og lade dem flyve højere end højt.

Ikke helt til Bloksbjerg, men højt nok til, at vi har noget attraktivt, smukt, sjovt og vigtigt at hoppe efter. Noget, der virkelig betyder noget.

Mindre frygt. Mere mod. Kun på den måde får vi for alvor sat ild i sagerne i det Danmark, vi alle sammen drømmer om.

God Skt. Hans, både i Svendborg, Sakskøbing, Sabro og Silkeborg.