13 oktober, 2017

Byggekaravanen – en overset appelsin i Silkeborgs turban

De fleste er klar over det, mange snakker om det, de færreste gør noget ved det. Interessen for håndværksfagene er stærkt dalende og inden for en overskuelig årrække står vi som samfund med et seriøst problem. Vi vil opleve massiv mangel på tømrere, murere, elektrikere, m.fl., idet disse fag med årene er blevet degraderet til andenrangs uddannelser i det polerede, akademiserede Danmark, hvor mødrene sidder for enden af spisebordet og bestemmer vejen for det håbefulde afkom – en vej, der ikke går forbi Teknisk skole, fordi dét er lille August eller Victoria alt for kloge til.

Men i Silkeborg har vi rent faktisk nogen, der gør noget ved sagen – ikke med skåltaler eller lange djøffi-ficerede handleplaner, men med god gammeldags action. I avisen har vi kunnet læse om ByggeKaravanen – et privat initieret projekt, som i al sin enkelthed går ud på, at en container fyldt med byggematerialer og værktøj turnerer rundt mellem kommunens skoler med det formål at vække børns interesse for håndværk i en tidlig alder. Og det lykkes. I øjeblikket befinder containeren sig på Virklund skole , som er den femte ud af sytten skoler, hvor ledere og lærere har hænderne oppe over hovedet i begejstring. Der bliver hamret, banket, bygget og fundet på i ét væk – alt det, vi ønsker, vores børn kan, men som ikke bonger ud på lækkerhedsbarometret, når de står på trinbrættet til den virkelige verden.

Møder du ByggeKaravanen på din vej, så brug et halvt minut på at afkode, hvem der bakker op om projektet, for én ildsjæl kan naturligt nok ikke stå alene. Deres logoer dekorerer containeren. Sagen er den, at opbakningen er til at overskue, lad os blot sige det sådan. Steen Vindum har støttet med et mindre beløb fra borgmesterkassen, som er et stærkt signal. Steens personlige logo er dog ikke på containeren – fair nok, men hvor i alverden er Silkeborg Kommune? Og Teknisk Skole? Og Dansk Industri? Og en lang række større virksomheder i Silkeborg, for hvem et sådant projekt ligger til højrebenet og hvor et forsigtigt greb i lommen ville være med til løfte projektet op på en langt større klinge – men som har takket nej. Det slog mig, sidst jeg mødte ByggeKaravanen på min vej.

Nå, men imens Silkeborg er drattet i søvn, har andre kommuner meldt sig på banen – klar til at investere i den idé, som potentielt kan få betydning for de unges valg af uddannelse og dermed være med til at sikre, at vi i fremtiden ikke løber tør for dygtige, faguddannede mennesker, som brænder for at skabe med deres hænder til gavn for hele vores samfund. Det er måske store ord om et – indtil nu – lille projekt, men tingene skal som bekendt starte et sted.

Jeg kan undres over, at så mange i 8600 sover i timen. Det var en appelsin, for dælen Silkeborg. I jeres turban. Har I glemt, hvordan man griber?

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MISSION POSSIBLE