Forrige weekend var jeg i Gadstrup. Dér kunne vi høre musikken fra Roskilde Festivalen. I tv kunne man samtidig høre om forældre, der kørte i pendulfart frem og tilbage mellem festivalpladsen for at aflevere madpakker og huske de små poder på at smøre sig ind i solcreme. Efterfølgende kan man så læse om de bjerge af affald, de cremede guldklumper har efterladt sig og som koster uger og millioner at komme til livs. Da vi 100 mand søndag morgen kl.04.00 forlod den lokale idrætshal i Gadstrup, var der ikke så meget som et halvt stykke krøllet karamelpapir at spore.

Og hvori ligger så forskellen? Jeg har ikke svaret. Men jeg ved, at jeg i skrivende stund er del af en gruppe, hvor den slags ligegyldighed ikke eksisterer. Her er hverdagen kogt ned til det mest basale, og parametrene for fælles succes er 1) Hav styr på stumperne 2) Vær ordentlig 3) Del ud af de ressourcer, du nu engang har for at hjælpe andre fremad. Alle kender deres rolle. Er man en slendrian, går det ud over gruppen og yderste konsekvens er en enkeltbillet hjem.

Et setup, der i store træk minder mig om min tid på efterskole; grundlæggende værdier og gamle dyder flankeret af fællesskabet. Og kombineret med et massivt fysik pres, så sker der ting og sager. Jeg er lige nu journalist på MAKONI 2016 – en militær march fra Danmark til Holland, som strækker sig over to uger og 650 km. Udover selve jobbet er ’rejsen’ efterhånden blevet et studie i menneskets fysiske og psykiske formåen under ekstremt pres. Folk går mellem 30 og 70 km pr. dag. Hastigheden er høj, og i pauserne på 4 x 15 min. skal der både ordnes vabler, tisses, spises og drikkes. I nævnte rækkefølge. ’First things first’. De 70 danske, hollandske, norske og svenske gængere – alle med militær baggrund – har trænet hårdt og længe, og målet er at gennemføre. Intet andet. Bagved står en flok supportere, som sørger for mad, bagagetransport lægelig assistance osv. Alle med det ene mål for øje at få gængerne igennem i ét stykke. De få, der må udgå, gør det med gråd og tænders gnidsel. MAKONI er for de hårde hunde.

Hverdagen her er enkel; spise, gå, sove, spise, gå sove. Nætterne er korte og dagene lange. Rutinerne har for længst indfundet sig, og hverdagens små gøremål udføres i blinde. Samtidig er vores ’nye liv’ på magisk vis befriet for overflødig støj. Ingen brokker sig, ingen bekymrer sig om EM i bold, og Tour De France kører glimrende uden os. Der er skåret ind til benet, og hverdagen er flyttet ind i en osteklokke, hvor omdrejningspunktet er fællesskabet. Alle er lige. Lige trætte. Lige snakkesalige. Lige arbejdsomme. Lige vigtige. Lige glade. Når den tilstand opstår, melder sig en stærk vilje til at hjælpe og bidrage til alles succes. Og dét er interessant! Selvom folk for længst har vendt vrangen ud på sig selv af træthed og tømt hovedet for den sidste tanke, genereres der overskud til at hjælpe én, der har det værre end én selv. Der synges, jokes, danses og uddeles ros og krammere ude på ruten. Samtlige har – uden at sige det højt – påtaget sig ansvaret for, at toget ikke forlader perronen, før alle er med på vognen. I guder, hvor bliver livet dog simpelt, og stærkt, og sjovt – når vi skræller alt det overflødige fyld væk – og helt automatisk rydder op efter os selv.