Når du læser denne klumme, går jeg rundt i junglen på Borneo. Årsagen er velgørenhedsprojektet Climb for Charity drevet af Børneulykkesfonden til fordel for – i mit tilfælde – Legeheltene på Regionhospitalet i Viborg. Fællesskabet og målet om at bestige Sydøstasiens højeste bjerg er omdrejningspunktet for at samle penge ind til de 60.000 børn, der hvert år er indlagt på de danske hospitaler. Børnene skal op, bevæges, ud og afsted.

Selskabet her er pænt heftigt; en blev for 4 år siden opereret for en hjernetumor, en anden bestiger bjerge med en kunstig hofte, en tredje har været sat ud af spillet grundet en voldsom påkørsel, en fjerde er for nyligt hjerteopereret. De skal om få dage alle sammen vandre op ad Mount Kinabalu.

”Fuck, hvor er det modigt!” fristes man til at sige. Hver især kunne de være drevet af frygten for at miste balancen deroppe i 4.000 meters højde, hvor luften er tynd og hjernen sat på overarbejde. Men de er drevet af livet og lysten, og alle har de deres personlige årsag til at være præcis her – manifesteret ved en stædighed båret af ønsket om at leve livet, på trods.

B.S. Christiansen har engang sagt, at vi mennesker med fordel kunne blive bedre til med jævne mellemrum at tømme den mentale rygsæk for sten. Vi slæber rundt på alt muligt gammelt lort, og får vi ikke rygsækken tømt, bliver samlingen af sten større og større, og den mentale rygsæk tungere og tungere. Tyngden af rygsækken spænder ben for din videre færd, for dine drømme og dine mål. Hæld stenene ud på gulvet, saml dem op én efter én, kig nøje på dem – konfrontér dine gamle konflikter – og kyl så stenene ud én efter én og kom videre.

Det tænker jeg lidt over, imens jeg slæber rundt på mine egne sten – de sten, der til enhver tid ville gøre det mere sikkert og komfortabelt at blive hjemme fremfor at træde ude i verden og – som oftest med lidt hjælp fra omgivelserne – få spærret øjnene op. Én sten handler om børnene, en anden om økonomi, en tredje om at male himlen hvid med CO2 spor. Der er sikkert flere. Der er altid en grund til at blive hjemme i sofaen med tæppet pakket om sig af frygt for alt det, der kan ske derude, imens man hælder endnu en kop kaffe op og skiftevis holder øje med den variable rente, verdens vederstyggeligheder og Forældreintra.

Kom nu afsted; til Borneo eller Brügge, Peru eller Paris, Caribien eller Camønoen. Destinationen er underordnet. Der er så meget mere derude, end du nogensinde har fået fortalt. At vade rundt i junglen, cykle på tværs af USA, eller gå til Tønder er ikke modigt. Det er modigt at lade være. Om få dage tager jeg min mentale rygsæk på og går op på det bjerg – og jeg har tænkt mig at pakke let.

“The only thing you have to fear is fear itself” – Franklin D. Roosevelt