Torsdag læste jeg en opdatering fra serieiværksætteren Martin Thorborg, som gik på – og jeg citerer: ”Når du ser artikler med skarpe overskrifter, så læs først hele artiklen før du bliver vred og tænk så dertil over, om overskriften mon var kildens hovedbudskab, eller noget journalisten greb ud af en helhed, for at skabe trafik til sine skriverier.”

Sagen var den, at Martin Thorborg havde sagt ja til at deltage i et interview med ét medie omkring at være del af Danmarks elite. Ingen andre havde modet til at stille op, hvilket Thorborg synes var fesent. Så sker det, som ofte sker; andre medier kommer til, planker historien, tillægger egne stramninger og forfatter et par saftige(re) overskrifter, som Thorborg ikke mente afspejlede det oprindelige budskab.

Nu kan jeg af gode grunde ikke sætte ord på, hvilken følelse Martin Thorborg, måtte være ramt af, hvis nogen. Men hos mig rammer historien om den ensidige fremstilling af virkeligheden en følelse af til tider at blive sat i bås, fordi jeg f.eks. er en af dem, der sætter mit kryds til højre for midten. ’Overskriften’ er, at jeg stemmer liberalt, hvilket kan give anledning til diskussioner om menneskesyn med afsæt i, at jeg må være en af dem, der mener, at de svageste blot skal se at tage sig sammen, at enhver er sin egen lykkes smed, og lad falde den, som ikke kan stå. Jeg er (som i overhovedet) heller ikke ”pseudo Dansk Folkeparti’er”, fordi jeg stemmer liberalt.

Diskussionen tager jeg gerne, men jeg bliver oprigtigt ked af det. Og træt – træt af at blive sat i bås grundet ”hurtigt læste overskrifter” og syn’sninger. Personligt oplever jeg virkeligheden omkring mit politiske ståsted som langt mere nuanceret end som så. I mig bor der ikke et koldt menneskesyn, blot fordi jeg mener, at der kan være en anden vej til at komme tættere på det, som de fleste ønsker; et på alle måder bæredygtigt og mangfoldigt Danmark med respekt for den enkelte. Jeg kan med åbne øjne sige, at vi skal drage omsorg for de svageste og støtte dem i at bidrage til fællesskabet med det, de nu kan. Fordi jeg tror på, at vi som mennesker er drevet af anerkendelsen gennem fællesskabet samt dét at stå skulder ved skulder, både når livet går op, og når det går ned. Vi skal med andre ord have alle med på holdet – også dem, som langt fra er gearet til at være helt fremme på banen.

Nu skal jeg ikke kede jer med en udredning om, hvad det vil sige at være enten socialliberal, liberal eller liberalist, men der ER forskel. Ligesom jeg må minde om, at der i alle partier til venstre for midten er forskel på, hvor ’socialistisk’ man er. Hvor jeg står på skalaen, se det ved kun jeg, men jeg ved også, at der er langt mere til sagen end blot én enkelt overskrift, som er en overskrift, som er en overskrift. Det gælder i øvrigt også klummer.

/Majbritt