I Herning ved de godt, at de er grimme. De er så grimme, at de er tvunget til at tænke ud af BOXEN for at få noget brugbart ud af hinanden og den grimme, mark, de bor på. Herning er fyren, der er så grim, at hvis han var til fest, ville han være nødt til at vente med at drikke sig fuld til allersidst for at score damerne. Og det ved han godt. Han er ham med træskoene, der må blive og lukke og slukke for at have en chance. Og det gør han så, imens han slår sig løs på dansegulvet med opsmøgede ærmer og sved på panden.

I Silkeborg er de smukke. Så smukke, at de ikke behøver gøre et stort nummer ud af ret meget. De har det hele; sø, skov, tårn og båd. Og så er alt jo godt – som en af de grimme ude fra Herning driller med. Silkeborg er den lækre fyr i det pæne jakkesæt, for hvem det ikke er nødvendigt at blive til den bitre ende og slå sig løs for at få et godt skrald. Han plukker de lavt hængende frugter og er tilfreds med det. Det står han og funderer over i baren, imens han brokker sig over folk, der blander sig med ideer til at gøre festen endnu bedre. ”Som om festen kunne blive bedre!”, tænker han, imens han skuler ud på Herning, der danser løs til et nyt nummer og efterhånden har samlet en hel ring af klappende tilskuere. ”Forandring! Tsk! Giv mig en lukket fest,” mumler Silkeborg og bukker sig ned for at snøre sine laksko og får øje på sit eget, smukke spejlbillede. Silkeborg går tidligt hjem. Alene. Han er simpelthen for kendt til det hér sted.

Men hvad Silkeborg ikke ved, er, at når han er gået, så griner Herning lidt af ham. ”Smukke Brokkenborg”, bliver han kaldt. Herning har nemlig for længst luret, at det er de festlige og forandringsparate, som løber med det gode skrald til sidst. Og så kan det godt være, at man ikke er så pæn og måske lugter lidt under armene ovenpå dansen, men hvad gør det, når det er begejstringen og viljen til at tænke nyt, der hiver stikkene hjem?

I lørdagens leder skrev Hans Krabbe ”Hæv blikket og lad os alle begejstres” henvendt til den gruppe Brokkenborgere, der konsekvent hælder negativ energi i åløbet ved enhver given lejlighed. For selvfølgelig skal fremskridt tøjles, for ingen ønsker naturligvis at gøre vores by hverken grim eller frastødende. (Det overlader vi til Herning). Men det er som om, forandringsforskrækketheden løber i Silkeborg ellers så rene drikkevand. Ingen ved, hvor den kommer fra, men avisspalterne flyder over med ildelugtende mosevand, der lægger sig om vores by som et fedtet lag af selvfedme og misundelse. Og så er én ting givet – så er der til sidst ingen, der gider invitere den eller så smukke Brokkenborg op til dans.

Note: Dette er den første af fem klummer med indlagte benspænd. Benspænd har til formål at booste kreativiteten og måske endda – hvis det går vildt for sig – højne kvaliteten. Dagens benspænd er givet af Hans Krabbe, Midtjyllands Avis, som har bestemt emnet ’forandringsforskrækkethed’