FullSizeRender

Tre på tur – i Kenya (1)

“Mor, du aner ikke, hvor glad jeg er for, at du har taget Johannes og mig med på den her tur!”

 

Når man lige er landet og venter som den næste bag den gule linie i immigrationen i Kenyatta Airport, så er det lige før, man taber både pas, penge og polypper, når yngstebarnet kigger op på én og med sikker præcision sender sådan en kommentar lige i hjertet. Årrrrr!

 

Egentlig har jeg aldrig været i tvivl om, at Andrea og Johannes nok skulle kunne finde ud af dét med at rejse langt. Altså det med at indfinde sig, gøre som der bliver sagt, når det er nødvendigt, følge med og i det hele taget håndtere udfordringer og uventede overraskelser med åbent sind og positive øjne. De ved godt, at jeg ikke gider hverdagsagtige smådrillerier og ligegyldige diskussioner. Vi har kun hinanden, og vi skal hjælpes ad.

 

Lige præcis det med de positive øjne, blev der brug for allerede, da vi i mandags stod som tre spændte fjedre i Billund Lufthavn og skulle med fly til Amsterdam og videre til Nairobi. Et massivt uvejr i Amsterdam gjorde det umuligt at lande flyene som planlagt, og vi ville ikke kunne nå at komme med flyet til Afrika. Nitte!
Konsekvensen af det hollandske vejrlig blev tre nye billetter med afgang næste morgen og en spontan men hyggelig aften med overnatning hos gode venner i Vejle.
“Nå”, konstaterede Johannes inden sengetid, “det er da lidt træls, at vi får en dag mindre i Afrika, men så fik vi da til gengæld besøgt Thomas og Kasper. Dem har vi heller ikke set længe.”

 

Turen fra Billund tidlig tirsdag morgen foregik i en maskine, der i størrelse mest mindede om en VW Caravelle, og lufthavnsdamens hensigt var da også god nok, da hun sendte os over Bruxelles og dermed “laaaangt udenom stormvejret” i Holland.

Nu ligger Belgien og Holland som bekendt ikke så vanvittigt langt fra hinanden, og det blev da også en ualmindelig “festlig” tur og ikke mindst landing, som resulterede i, at den søde stewardesse udleverede ekstra poster og piller til Andrea inden næste take off.

 

Til gengæld var turen med Brussels Airlines til Nairobi – over Kigali i Rwanda (som FYI udtales Kigaaali. Ikke KI-gali, men Kigaaali) den rene luksus. Sublim service, lækker mad, film på skærmen, ingen opkast, en enkelt morfar og to børn, som hvert 10. minut på skift sagde noget i retningen af: “Mor, tænk engang. Vi har drømt om at komme til Afrika i SÅ mange år. Og nu er vi på vej. Jeg fatter det ikke!”

 

Og nu er vi her så. Endelig. På besøg hos Sanni i Nairobi, Kenya. Vi har længe ønsket at komme ud og besøge Sanni sammen. Hun er en gammel kending i familien, børnene elsker hende, og Andrea løb hende i møde i lufthavnen med sin kuffert dansende efter sig: “Sanniiiii!”
Den gode Sanni er uddannet jordemoder, arbejder for IRC (International Rescue Service), har stor erfaring og viden indenfor sundhed blandt mødre og børn og står i spidsen for flere større forskningsprojekter rundt om i Afrika. Hun bor i et compound i Nairobi på tredje år, og det er hér vi bor, imens vi er her.

 

Well, det første døgn her har været det man kalder en blid landing. En hel nats søvn, morgendukkert i pølen, morgenmad på terrassen entusiastisk anrettet af det håbefulde afkom, besøg på Sannis arbejde, lidt rundt i byen og en hyggelig aftenstund under den sorte himmel med grillet fisk fra Mombasa. Alligevel er der allerede en masse nye indtryk på vej til at lagre sig. Øjne og ører er åbne, sanserne står på vid gab og spørgsmålene i kø: Hvorfor er sorte mennesker egentlig sorte? Hvorfor er Masaierne SÅ høje? Hvor må man ikke ha´ vinduerne i bilen rullet helt ned? Og hvorfor er der ingen hunde i Nairobi?

Stakkels taxachauffør idag! Han var lige pludselig havnet i en form for afro-dansk Taxaquiz. Tre danskere der spurgte løs om alt fra bestanden af hunde til arbejdsløshed og børnepasningsmuligheder.

 

Nå, det er sengetid her. En ny dag venter i en by, hvor man ikke skal være længe for at opdage, at frugterne dufter stærkere og menneskene smiler mere. What´s not to like?

Imorgen skal vi besøge et elefantbørnehjem, og Andrea skal ha lavet afrofletninger hos den lokale frisør nede ad gaden. Det kan kun blive godt!

 

Goodnight na kulala vizuri! (Godnat og sov godt “in the swahili way”)

 

1Kommentar
  • […] natten for at overraske hovedpersonen. Det lykkedes. Og det var sgu ret stort. Derudover havde jeg mine to børn med på en længe ønsket – og helt og aldeles fantastisk – tur ned til en god ven i Kenya. En tur som vi havde sparet op til næsten lige siden dengang, der […]

Tilføj en kommentar