Tak for (universitets)kaffe!

Avisklumme, Midtjyllands Avis, 23. januar 2017

 

Klummen her har intet nyt i sig. Den er old news, som end ikke på en god dag kan svinge sig op til at være gammelt vin på nye flasker. Vi har hørt om dem længe: Curlingforældrene. Dem, som kommer langvejs fra for at skubbe politisk korrekte madpakker ind gennem hegnet til deres håbefulde afkom, som på femte døgn på Roskilde Festivalen har travlt med drikke, ryge og stå på hovedet i hegnet med trusserne i lommen. Hvilken smuk tanke det i øvrigt er at støtte op om, at disse ungdommelige eskapader i det mindste sker på fuld mave.

 

Vi kan opliste masser af historier om forældre, som fjerner alle sten – små som store – på deres børns vej for at… ja, hvorfor egentlig?

 

I weekenden lyttede jeg til radioavisen, hvor et indslag gik på, at danske universiteter efter et stigende antal henvendelser har udarbejdet materiale i form af forskellige guides rettet mod forældrene. Far og mor vil med andre ord med helt ind på matriklen til forældrekaffe og fyldestgørende information om alt fra kvoter til ansøgningsfrister og eksamensdatoer.

 
Hele snakken om, at vi curlingliderlige forældre underminerer vores børns selvstændighed, er vi for længst forbi. Jeg er der, hvor jeg (forgæves) forsøger at forstå rationalet bag det enorme behov for at curle vores børn langt ind i de voksnes rækker. Hvad handler det i bund og grund om? Er det frygten for, at det skal gå vores poder skidt? For at det skal gå dem dårligere end de andres børn? Er det angsten for at give slip og overflødiggøre os selv som forældre, forsørgere og skaffedyr? Eller har vi blot en så stor trang til at genoplive og genopleve vores egen ungdom, ”fordi vi har jo næsten lige været der selv,” at vi bare vil være ung med de unge? Alt sammen camoufleret i det, vi med et spiseligt ord kalder ’interesse’.

 

Jeg kan ikke gennemskue, hvor svaret ligger. I min konstante undren funderer jeg blot over, hvad mon bliver det næste; forældredeltagelse i fredagsbaren? Rollator P-pladser ved døren til universitetet og senere arbejdspladsen eller TV skærmlupper, så vi kan se til at følge med i alverdens forældreguides til resten af vores børns liv – alt imens vi indtager blødt brød til forældrekaffen, fordi vi er blevet så gamle, at vi ikke længere kan tygge smør?

 

Jeg kan konstatere, at jeg er glad for, at mine forældre stoppede med at gå til forældrekaffe i tide og især holdt sig på afstand i årene, hvor vi slog os løs i det københavnske natteliv, imens vi – hold nu fast – manøvrerede os selv hele vejen igennem en videregående uddannelse.

 
Nu skal man som bekendt være varsom med at give gode råd. Men kære interesserede og omsorgsdragende forældre; en person har engang sagt, at den vigtigste opgave som forældre er hele tiden at stille sig en smule i vejen for sine børn. Prøv det. Og så er forældrekaffe vel egentlig mest noget, man drikker i børnehavnen.

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar