Ses vi til afterski?

Avisklumme, Midtjyllands Avis, den 15. februar 2017

 

Tilsvining, personlig hetz og fordomsfuldhed. Det er rentefrit at hoppe med på bølgen og svine andre til i den offentlige debat. Især når man befinder sig på fysisk eller forståelsesmæssig afstand af emnet. I skrivende stund sidder jeg i en østrigsk skihytte indhyllet i blomstrede røvballegardiner med en Weissbier indenfor arms længe. Her kunne verden også nemt blive snæver, for i Guder hvor er der mange ungarer på pisten. Og russere. Pisseirriterende er de. Og rige.

 

Men folder man scenariet ud, er der elementer i en skiferie, som med rette kunne indgå i en hovedrengøring i vi danskeres måde at møde andre på. Gårsdagens tankeeksperiment gik på at sende folketingets medlemmer på skiferie uden pressen eller embedsvældets tilstedeværelse. Samtlige 179 i én hytte, hvor de i fælleskab skulle handle ind, lave mad, vaske op, smøre madpakker og få budgettet til at række ugen ud. Alle i stramtsiddende skiundertøj og med hattehår. På pisten gjaldt én regel; man måtte ikke sidde i skilift med en partifælle. Dagligt ville lifterne gå i stå, og så sad man ellers dér på ubestemt tid, hvor det eneste tilbage var dialogen. Om stort og småt, hverdagens fortrædeligheder, drømme, kærlighed og bekymringer. Og menneskesyn.

 

Alle ville også erfare, at her hjælper man hinanden. Når én styrter med hovedet i sneen, tørrer du et par briller og rækker en arm ud, for at han eller hun kan komme på benene igen. Det gælder, uanset om du er fra Danmark, Ungarn eller Rusland. Alle tager hensyn, taler ordentligt og giver plads. Der findes ikke et ”dem” og et ”os”. Så holder konceptet nemlig op med at virke. Men når alle rækker ud og deler indholdet i rygsækken, sker der noget magisk. Det er her, man mødes i øjenhøjde og går træt i seng med følelsen af på alle parametre at være lidt bedre end man var i går.

 

Tåbelig eksperiment, men måske samvær og respekt for forskelligheder kunne bidrage til, at retorikken på Christiansborg fandt tilbage til et for alle danskere mere bæredygtigt niveau. For jeg tror, at den slags smitter. Når politikerne forfalder til hård retorik, bliver det mere legalt for os andre. Grænserne rykker sig. Tonen i den offentlige debat er nået et sted, hvor den er mere sølle end en cykelkæde i en spand vand henover vinteren. Det er omkostningsfrit at sprede gylle, hvorfor trusler og fordomme er blevet allemandseje. Vi har glemt, at ordet har en ekstrem magt. At ytre sig hårdt er som at kaste mudder på en hvidkalket væg. Du kan godt vaske klatten af, men aftrykket vil altid sidde tilbage.

 

Så måske vi alle burde begaves os selv med en mental skiferie sammen med naboen, dem fra vejen eller byens boligblokke. Hvis vi møder hinanden i øjenhøjde – fremfor blot fra bag skærmen – bliver verden større. Derfra kan vi række hånden ud og få alle sikkert ”ned fra pisten” – og endda ses til afterski!

 

/Majbritt

 

PS: Vil du (med ujævne mellemrum) have nye blogindlæg direkte i din indbakke, så efterlad din mailadresse til højre, hvis du sidder ved computeren og under kommentarfeltet, hvis du sidder på mobilen. Tak fordi du læser med 🙂

3 Kommentarer
  • Bettina

    16. februar 2017 at 21:47 Svar

    Godt skrevet! Kan vældig godt li’ eksperimentet. Når vi står med hattehår og svedigt skiundertøj, skrælles lagene af…
    Er totalt tilhænger af øjenhøjde!

    • Majbritt Mikkelsen

      11. marts 2017 at 7:40 Svar

      Tak, Bettina!

  • Hellemai Schou

    17. februar 2017 at 17:06 Svar

    Du er så fucking overlegen:-)

Tilføj en kommentar