Rent venskab ud af skidt

Avisklumme, Midtjyllands Avis, juli 2018

 

Jeg er 44. Har to børn på 13 og 15. Hver eneste uge føjer de nye venskaber til deres portefølje. Om sommeren møder de en ny ven på campingpladsen, til byfesten eller på stranden, som de følges med for en stund. Konstant øver de sig i at danne relationer, slår sig på nogle, læner sig op ad nogle andre. En livsøvelse, som naturligt aftager i frekvens, jo ældre vi bliver.

 

Jeg er netop vendt hjem fra 14 dage i Andesbjergene i Peru. Telt, mulddyr, aftensmad i kostald, toilet i svinesti, sne, snot, sved, støv, solcreme og myggespray i en skønsom blanding, tarvelig etagevask og slutteligt tre ture under bruseren, før håndklædet holdt op med at blive brunt. Det skal siges, at jeg ikke var helt klar over, hvad jeg sagde ja til, da jeg i februar faldt over en tråd på Facebook. Én skrev: ”Jeg skal bestige Machu Picchu. Der er to pladser tilbage. Hvem vil med?” Det næste jeg fik øje på var mit svar i kommentarfeltet: ”Det vil jeg!” Og sådan gik det til, at jeg stak kniven i sparebøssen og fire måneder senere fløj vestpå til det, der skulle vise sig at blive den hårdeste fysiske udfordring, jeg nogensinde har lagt ben til.

 

Jeg kendte ikke nogen af de andre deltagere på forhånd. Det vil sige, at jeg semi-kendte hende, der havde skrevet på Facebook; Michelle, som i øvrigt heller ikke kendte nogen. Men så kendte vi to da hinanden – agtigt. Hurtigt udnævnte vi hinanden til ”wing-women” uden at vide, om det ville holde vand.

 

Sammen ­– og sammen med de andre – har vi slæbt os op og ned ad Inkastier i 30 graders varme og snestorm, tilbagelagt mere end 6.000 højdemeter, imens myg har ædt løs af vores baglår og sveddråber har trillet ned mellem rygstykkerne. Jeg hostede og harkede værre end Menneske-Morten i Thummelumsen (”Gid Fa’en havde den hoste!”). Michelle blev sparket af et æsel og fik symptomer på højdesyge camoufleret som lungebetændelse. Det var naturligvis ikke så godt, men alligevel ret morsomt. Mest bagefter.

 

Jeg må konkludere, at leg, kropslig udfoldelse og store udfordringer binder mennesker sammen. Man bliver klar til at gå i brechen for hinanden, og der bliver kort til alvoren, gråden og grinet: ”Hvad med en klat håndsprit, nu når jeg har den fremme… Som man siger?”, ”Sig mig, er du ikke færdig med at sk*de endnu?”, ”Det skal nok gå, det hele. Vi gør det sammen.”

 

Her i jetlaggets sidste tåger står det klart, at jeg de to uger har været barnet på campingpladsen, til byfesten eller på stranden. Et stærkt venskab er opstået ud af det, der til at begynde med ikke var mere end en fornemmelse. Min mave har hoppet af grin på selv de mest håbløse tidspunkter, og præcis dét er lakmustesten for de venskaber, der stadig findes i min portefølje. En ferie er med andre ord ikke så ringe endda, når et rent venskab sniger sig med hjem i den beskidte rygsæk.

 

Go’ sommer!

 

Rent 2    Rent venskab ud af skidt

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar