images

Projekt Ronaldo

Min far og jeg har sat os et fælles mål.

 

Den 1.juli skal vi tilsammen ha´ smidt 18 kilo. Ikke 18 kilo havegødning, barkflis eller perlegrus. Men 18 kilo deponeret rødvin, mørk chokolade, moscado d´asti, Johan Bülow lakridskugler, creme brulee og gravad laks med dilddressing.

 

Min far står for de 10 kg. Jeg står for de 8.
Det er henholdsvis 2,5 og 2,0 kg i snit pr.måned.

 

Til det får vi sandsynligvis brug for lidt opbakning fra folket.

 

Status:
Lige nu vejer jeg det samme, som jeg gjorde i gymnasiet. Dengang var det nemlig mig, der lagde dankort til størstedelen af “Malibu med kakao” omsætningen på samtlige diskoteker i Silkeborg. Da jeg ikke går særlig meget på diskotek længere, er der noget, som ikke længere stemmer i regnskabet.

 

Min far er folketingspolitiker og tidligere organisationsmand med et betragteligt antal receptioner og dertil hørende buffeter på sit cv.

 

Faktum: Vi har begge to hang til livets søde sider. Lad os bare sige det sådan.

 

Nå, men så i søndags, hvor jeg tilfældigvis stak jeg hovedet ind hos mine forældre (som bor lige ved siden af, hvilket er en helt anden og relativt besynderlig historie), da faldt snakken på de ekstra kilo.

 

“Nu skal det være” og “nu skal jeg (min far) af med de kilo. Færdig!”, lød parolen.
Han var hurtig til at fortælle, at han på få dage allerede havde smidt 1,5 kg., og at inden vi allesammen har set os om, ligner han Ronaldo! Ja, faktisk kommer det til at gå så hurtigt, at han inden længe ikke engang er i stand til at kaste en skygge af sig!

 

Min mor er cool. Hun bakker ham op, laver supersund mad og kommer med alle de nødvendige – og til tider ret så underholdende – verbale svirp med pisken. De to har i fællesskab valgt den humoristiske omend seriøse tilgang til ‘Projekt Ronaldo’, som missionen nu er blevet døbt.

 

Yes! tænkte jeg efter at lave lyttet og iagttaget min far trække maven ind og agere Ronaldo i JBS med sixpack og stålsat blik. De fleste ting er lettere i flok, og nu var chancen der for at få høvlet de overflødige depoter af. Og ovenikøbet i godt selskab. Og inden vi overhovedet kunne nå at stave til jordbærtærte med marcipanbund, smed min mor den her:

 

“Hvis I har smidt 18 kilo den 1.juli giver jeg en weekendtur til Svinkløv Badehotel for os alle fire” (læs: mine forældre, den sprøde tømrer og mig)

 

Så sådan gik altså til, at der i løbet af få sekunder havnede et yderst hemmeligt dokument i min mors køkkenskuffe. Hver måned til den første skal vi indberette vores vægt over sms.
Min mor holder regnskab og har iøvrigt 100% wildcard til at komme med formaninger, stikpiller og dårlige vittigheder i ét væk. Nu skal det være.

 

Hendes afsluttende kommentar var: “Der er ikke den store raketvidenskab i ‘Projekt Ronaldo’. I to må bare se at lukke ædespalten! Og husk nu Svinkløv. Sæt igang!”

 

Fortsættelse følger…

 

       IMG_4204

5 Kommentarer
  • tina nymann

    4. marts 2015 at 11:34 Svar

    Hi Hi HI, det bliver spændende om I skal til Svinkløv…..:-)

  • Lotte

    4. marts 2015 at 15:35 Svar

    Gør dig selv en tjeneste og luk ædespalten godt og grundigt (suppler evt. med et par effektive ståltråd-sting). Svinkløv Badehotel er AL umagen værd….that’s A Promise

  • Freduur Mikilsiiir

    4. marts 2015 at 16:26 Svar

    Stor opbakning herfra – så er det bare at sige ” luk munden og let røven ”
    Glæder mig til at hilse på Christiano

  • Anders Kragh Jespersen

    4. marts 2015 at 19:32 Svar

    Hej Majbritt og Leif! Har I set TV-serien “rigtige mænd”? Her er der god inspiration – og mange gode grin – at hente til jeres “Ronaldo til Svinkløv” projekt. Jeg skal på arbejdsophold på Svinkløv i påskedagene for at berede hotellet til jeres ankomst, skal jeg varsle – eller måske rettere advare – om jeres planer? Rigtig god anstrengelse – husk at motion og hård fysisk træning sammen med Hannes gode mad er en absolut farbar vej frem. Mange hilsner Anders

  • Jørgen Ploug

    8. marts 2015 at 7:30 Svar

    Fantastisk!
    Held og lykke med projektet. Der vil blive holdt øje.
    Jeg blev selv meget inspireret af indlægget, og agter snart at tage en tur omkring den søde afdeling og forsyne mig til dagens TV-fodbold, begge dele indtaget i den store lænestol

Tilføj en kommentar