Unknown-13

Perspektiver flyttes, når støvler snørres

Perspektiver flyttes, når støvler snøres

– skrevet til Zetlands sommerkonkurrence 2019 over temaet “Opdagelsesrejse”

 

Jeg ligger i mit telt. I fodenden af soveposen har jeg placeret dét tøj, jeg skal have på i morgen tidlig. Det er den mest effektive måde at holde tøjet varmt over natten. Resten har jeg på. De iskolde nætter står i skærende kontrast til de kvælende varme dagtimer, hvor den tynde luft og de uhyrlige stigninger får en ni-dages vandretur i Andesbjergene til at minde om en bootcamp fra helvede.

 

I næsen har jeg stadig støvet fra dagens etape – en tolv timer lang opstigning af en bjergside, der både fysisk og psykisk føltes lodret og uovervindelig. Følelsen af at trække vejret igennem et sugerør, imens svedperlerne triller ned mellem rygstykkerne og klistrer støvet fast til huden har i løbet af få dage reduceret min mentale aktivitet til kun at handle om én ting – at sætte den ene fod foran den anden.

 

Unknown-11

 

Jeg prøver at ignorere, at jeg skal tisse, eftersom at dén aktivitet om natten foregår med bagdelen ud over en lodret klippevæg med stjernehimlen som eneste lyskilde. Om få timer bliver vi alligevel vækket, tænker jeg ved mig selv i forsøget på at fortrænge trangen. Vækningen er simpel; en lokal guide rækker en kop varm té ind gennem teltåbningen med et ”Goodmorning!” Herefter går der en semi-militaristisk perfektionsrutine i gang, hvor man i siddende position får sig af- og påklædt, imens man trin for trin bevæger sig ned mod fodenden af teltet for til sidst at have pakket alle sin ejendele sammen bag sig og snøret sine vandrestøvler – klar til at trække lynlåsen op, stå ud af teltet og knogle for knogle rette sin radbrækkede krop op i noget, der minder om lodret. I løbet af de 9 dage i Peru kommer jeg til at holde mere og mere af denne morgenrutine. Mit indre militærgen fodres af at blive i stand til at holde styr på stumperne og udføre dagens første gøremål med større og større præcision og hurtighed. B.S. Christiansen ville være stolt, hvis han kiggede med, kan jeg mærke.

 

Jeg har aldrig været vild med at vandre. Det var jeg heller ikke, da jeg i sommeren 2018 rejste til Peru sammen med en gruppe på 15 for mig ukendte personer for at gå i Inkaernes fodspor med ruinen Machu Picchu som kulmination. Og endnu mindre vild med at gå var jeg, da jeg fire måneder tidligere uden grundigere overvejelser responderede på et Facebookopslag fra en perifer bekendt, der flagede med en ledig plads på turen. ”Jeg tager med!”, dansede mine fingre løs i kommentarfeltet, før jeg nåede at tænke tanken til ende.

 

Det var i den fysiske udfordring og naturoplevelsen, at jeg skulle opdage noget om mig selv, dog uden helt at vide hvad. Det trak også i mig at vide, at jeg ville blive presset til det yderste i samværet med mennesker, jeg ikke selv havde valgt. Resten anede jeg ingenting om. Jeg vidste dog så meget, at jeg på ingen måde var vild med at vandre.

 

Unknown-3     Unknown-9

 

Mine lårmuskler er som sten. Leddene er stive, og hele kroppen føles som om den er blevet gennemtævet med en kødhammer, da jeg står uden for mit telt. Vi har endnu en lang opstigning i vente. Op, op, op. Ikke ned, kun op. Få dage forinden var vi ved ankomsten til Lima henover aftensmaden blevet enige om, hvor godt og givende det ville blive at få tid til at dykke ned i nogle af de ting, der fyldte i vores bevidsthed hver især – at få tømt den mentale rygsæk. Én havde et privat issue med en kæreste, der skulle tages stilling til, en anden havde en udfordring på jobbet, der skulle tænkes igennem, og jeg selv gik også med overvejelser både privat som professionelt. Sådan havde vi hver vores samling af sten, vi ville have tømt ud af den mentale rygsæk på denne tur. Det føltes godt at vide, at vi i løbet af de ni dage i Andesbjergene ville få masser af tid til at reflektere og tænke tingene til ende og derfra tage hjem og føre beslutningerne ud i livet.

 

”Græder du?”. ”Nej, det er sved!” insisterer jeg, da jeg vender mig om, og min vandremakker kigger op på mig med et sjældent overskud. Hun er almindeligvis væsentligt højere end mig, men i dag, på grund af hældningen og fordi jeg går forrest, er jeg betragteligt højere end hende. Det griner vi lidt af, imens vi sætter i gang igen og skidt for skridt slider os op af den smalle, støvede sti, der snor sig op ad bjerget. Guiden har fra morgenen udvist strategisk snilde og undladt at fortælle, hvor mange højdemeter vi skal stige denne dag, men i stedet fortalt, hvordan ruten vil gå lidt op og blive lidt flad for at gå lidt op igen. ”A little up, a little flat, and then a little up again,” lød ordene.

 

Rent 2

 

Men de flade strækninger udebliver, og det der få timer tidligere kunne høres som taktfaste skridt er forvandlet til en sagte, møjsommelig slæben. Imens vandstanden i drikkedunkene gradvist synker, koncentrerer vi os om at holde øje med løse småsten, som – hvis man træder på dem – kan gøre, at man ruller en halv meter tilbage i stedet for at komme tre skridt fremad. Og dét regnskab er der ingen, der gider at føre.

 

Timerne går. Druesukker og müslibarer fortæres hurtigt, og tilbage i lommerne ligger sammenkrøllet papir, håndsprit og vådservietter. Der er langt imellem samtalerne i de små grupper af vandrere, hvor lyden af folks vejrtrækning er det eneste, der bryder stilheden. Dén luft man har til rådighed skal bruges til at bringe kroppen fremad. Ind over dalen i det enorme bjergmassiv svæver en condor lydløst rundt. Dens vingefang er enormt, og vi stopper op for at følge den adrætte fugl for en stund. Om en halv time er der pause, lyder beskeden fra vores guide, der endnu ikke har antydningen af sved på panden.

 

Da jeg langt om længe kan dejse om i græsset ved siden af de andre til pause, går det op for mig, at jeg i de sidste mange timer ikke har skænket min hverdag derhjemme en tanke. Der er ingen aktivitet registreret på ”øverste etage”, overhovedet. Jeg lukker øjnene et øjeblik, imens kroppen værker og sender tankerne på langfart. Jeg opdager, at jeg udelukkende kan koncentrere mig om dette øjeblik og som det eneste komme i tanker om, at jeg ikke kan mindes at have befundet mig i denne tilstand i årevis. Måske aldrig. ”Er det ikke mærkeligt, Majbritt,” er der pludselig én af de andre, Carl, der siger: ”Jeg har ikke tænkt på mit arbejde én eneste gang, siden vi begyndte at gå. Ja, jeg har faktisk ikke tænkt på noget som helst.”

 

Den mentalhygiejniske udrensning fortsætter, og efter få dages vandring befinder vi os så dybt inde i Andesbjergene, at det ikke er muligt for en bil at komme ind og hente os ud, hvis noget går galt. Her findes der kun to former for transport; mulddyr og gåben, og skulle der være nogle i gruppen, som hjemmefra havde medbragt en facade eller tendens til småbrokkerier, så er det også væk nu. Tynd luft og fysiske strabadser i denne kaliber levner ikke plads til småirritationer, I-landsegoisme, hverdagsfortrædeligheder og perspektiver på ForældreIntra eller FlexLån. Tilbage står alene behovet for at kunne løfte gruppen og både kunne give og modtage hjælp for at vores fælles projekt om at nå i mål skal lykkes. Har du en vabel, så fix den! Mangler din makker vand, så deler I den dråbe, du har tilbage. Mindre ævl, mere action. Mindre mig, mere vi.

 

Unknown-10

 

På vandringen gennem bjergene møder vi i mange dage kun de lokale. Børn på vej til skole, kvinder der tilbereder grøntsager, mænd der vogter eller slagter får. Her er så ubegribeligt smukt; orkideer, lupiner, kolibrier og sommerfugle i alle verdens farver. Mobilsignalet til omverdenen er for længst forsvundet. Her er ingenting. Ingenting udover alt dét, der er. De kolde nætter i vores telte iført pandelamper og dyrebart dun fra Danmark får et lettere patetisk eftermæle, når opskriften fra de lokale på at holde varmen er at rykke tæt sammen i de små lerhuse. Herude leves det simple liv – det liv, vi betaler i dyre domme for at få serveret i glimt. Herude går man i seng, når det er mørkt. Fordi det er mørkt. Alle taler vi om den fælles opdagelse af, hvordan vi charmeres af det simple liv med mindst muligt jordisk gods at bære rundt på. Man bliver glad for dét, man har med i stedet for at ærgre sig over de ting, man har efterladt derhjemme. Sådan går dagene – med at opdage de små detaljer i det store billede.

 

Unknown-12

 

Jeg ligger i mit telt. Vi har vandret i otte dage nu. Jeg er i bedre form, end jeg nogensinde har været, og skulle jeg vandre i 14 dage mere, ville min krop gøre det uden at kny. Kampen mod den tynde luft har sammen med de daglige personlige sejre på magisk vis gjort mig til en bedre og mere klar udgave af mig selv. Klichéerne står i kø, I know, men jeg er efterhånden kommet så vidt i min forelskelse i vandringen, at jeg ville ønske, at vi skulle vandre 14 dage mere. Opdagelsen af hvor meget kroppen kan, når den skal, har gjort mig sulten på mere vandring. Jeg har flere sten i rygsækken, der skal hældes ud på jorden og kigges på. Jeg har mere brug for ingenting ude i ingenting.

 

Unknown-4

 

Ved siden af mig i teltet ligger min sovemakker, en 21-årig pige fra Nordjylland, der har tjekket ud af perfekthedskapløbet på Instagram og ind i virkeligheden. Hun gad ikke mere polerethed, men ville i stedet teste sig selv af blandt mennesker, hun ikke kendte. Nu ligger hun ved siden af mig og sover tungt. Jeg lytter til hendes snorken og bytter hende for en stund ud med mine egne børn: Jeg ønsker for dem, at de skal lære at tjekke ud for at tjekke ind. Perspektiverne flyttes, når støvlerne snøres, og vi holder op med at være lullet ind i at lade vores identitet bestemmes af, hvilket tøjmærke vi har på, eller hvilken bil vi kører i.

 

Lugten af surt tøj fylder teltet denne sidste nat på ruten. Vi stinker begge to. For nogle dage siden skyllede vi – i forsøget på at opretholde en vis standard – nogle få stykker tøj op og hængte dem til tørre under teltdugen i et naivt håb om, at varmen fra vores kroppe kunne nå at tørre tøjet i løbet af natten. Det skete ikke, og nu er det ligegyldigt. Jeg tager vådt tøj med hjem til Danmark. Med mig tager jeg også et venskab, som jeg ikke har set mage – en af de relationer der opstår, når man redder hinandens røve i erkendelsen af, at ude i ingenting er der kræfter på spil, som rækker langt ud over vores menneskelige fatteevne. Jeg skal herud igen. Eller et andet sted, hvor naturen tager over i opdagelsen af mig selv og de værdier, min hverdag derhjemme skal bygge på… er min sidste tanke, før en af de lokale guider atter stikker en kop té ind gennem teltåbningen med et ”Goodmorning!”

 

Majbritt

 

Turen findes her: https://www.jysk-rejsebureau.dk/peru/det-legendariske-inca-trail-til-machu-picchu/

 

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar