Maj Grand Central

Nyt vand i posen

For de fleste af os giver julen og nytåret anledning til refleksion. Ind mellem karrysild, tarteletter og rester af afbrændte heksehyl sniger sig tanker, der hviler på det forgangne år og ønsker, der melder sig for det nye. Der filosoferes og ønskes godt nytår på kryds og tværs, ikke mindst på de sociale medier.

 

For mig er et nyt år lidt som en af de fyld-selv-isterningeposer, hvor vandet (når man ellers kan ramme) hældes ned gennem et hul i toppen for at fordele sig ud i alle de små rum, som på sin vis er adskilte, men alligevel hænger sammen. Ét rum, én dag. Det kræver lidt omhu at få vandet til at nå ud i samtlige rum, og tit og ofte er der da også et par enkelte steder, hvor forbindelsen er knap så god, og rummene derfor ikke bliver fyldt ordentligt op. Det er sgu ærligt talt lidt irriterende. Som om de går til spilde. Dagene.

 

2015 blev et heftigt år for mit vedkommende. Året, der gak, som man siger. Der var vand i alle rum – for at blive i den metafor. Og havde jeg lavet en ‘bucketlist’ ved årets begyndelse, ville jeg med sikkerhed kunne vinge et par punkter af.

 

Et af punkterne på listen, som jeg aldrig lavede, var at udgive en bog. Jeg gjorde det. Ikke alene, men sammen med en god ven. Bogen fik 4 stjerner og blev skrevet i ly af natten for at overraske hovedpersonen. Det lykkedes. Og det var sgu ret stort. Derudover havde jeg mine to børn med på en længe ønsket – og helt og aldeles fantastisk – tur ned til en god ven i Kenya. En tur som vi havde sparet op til næsten lige siden dengang, der ikke var hul i femkronen.

 

2015 blev også året, hvor min yndling, erhvervsnetværket Stol På Mennesker, kom godt på sporet, hvor jeg blev klummeskribent i den lokale avis og blogger på delebarn.dk, og hvor jeg i det hele taget har haft et hav af stjernestunder som journalist/tekstforfatter og fået lov at komme tæt på rigtig mange mennesker og deres historier. På rejsekontoen blev det til en tur til Grønland sammen med min makker i tykt og tyndt, fotograf Thomas Juul, da vi lavede jubilæumsbogen for restaurantkæden Bone’s, som var årets nok sjoveste opgave. I det hele taget er jeg helt på hovedet over alle jer, der viser mig tillid, lader mig løse jeres opgaver, bakker mig op og i det hele taget er med på denne til tider ret towlige rejse, som det er og har været, lige siden jeg for godt to år siden sagde mit job op som praktiserende fysioterapeut. Og nej, millionerne ruller ikke ind på kontoen, kan jeg godt afsløre. Men mine børn lever af andet end havregryn, jeg har tøj på kroppen, og kassekreditten ligger uberørt hen. So far, so good. Sjovt? Jeps! Hårdt arbejde? No doubt.

 

Det blev også året, hvor jeg måtte sande, at livet i en stor sammenbragt familie ikke fungerer for mig. Det er svært at få alle ender til at nå sammen, indfri alles forventninger og være tilstrækkelig rummelig, så alle – børn som voksne – har det optimalt det meste af tiden. Det er i hvertfald svært for mig. Jeg håber, at jeg kan være meget mere for dem, som jeg skal være noget for både i det nye år og i det hele taget. En ny start til os alle. Sammen og hver for sig – og forhåbentligt med positivt i vente.

 

Men hvad så med 2016? Et helt ubrugt år med 365 små rum, som der dybest set kun er én person, der har det overordnede ansvar for at hælde meningsfuldt indhold i. Hver anden dag bliver jeg ramt af tvivlen, og hver anden dag har jeg is i maven: Hvor hjernedødt er det lige, alt det, som jeg har kastet mig ud i? Fuck, det er fedt! Men, holder det på den lange bane? Hold nu op, Majbritt, det skal nok gå! Tankerne er mange. Og personligt – er jeg i virkeligheden mest en enspænder eller er jeg et flokdyr? Det prøver jeg at blive lidt klogere på hver dag.

 

Ja, og hvad mål angår, så har jeg i år rent faktisk lavet en vaskeægte ‘bucketlist’. Det meste af den er for så vidt hemmelig, men noget af det uhemmelige er, at jeg har et mål om at komme noget mere i radioen ;-), jeg vil lægge an til at skrive en børnebog, jeg vil rejse alene – og så vil jeg rent faktisk forsøge at reservere et enkelt eller to rum i “isterningeposen”, som ikke skal fyldes (helt) op.

 

Godt nytår til jer alle – her på et lidt hængende hår.

 

Majbritt

 

3 Kommentarer
  • Gerda Juulsen

    4. januar 2016 at 16:47

    Held og lykke med dit nye liv og GODT NYTÅR herfra

  • Britta Jensen

    4. januar 2016 at 21:31

    Kom med den isterningepose. Jeg vil elske at fylde vand i de tomme huller sammen med dig. 😀
    Rigtig godt nytår.

  • Charlotte Løfberg

    5. januar 2016 at 23:19

    Fed metafor – godt skrevet – og noget at tænke over 😉 Godt nytår !