IMG_5419

Noget om at bakke op

I går postede jeg et billede på Facebook af min sovende mor. Teksten lød sådan her:

 

“Min søde mor sover ♥
Men hun har også slidt og slæbt i de forgangne 3 uger; lavet mad til alle mulige og umulige, som er kommet forbi, gået gaderne tynde sammen med ungerne og puttet valgmateriale i postkasser, kørt ud med bannere, strøget skjorter og i det hele taget holdt skansen gennem hele valgkampen.
Altsammen for at sikre, at hun kan få fred og ro de næste 4 år 😉
Vi håber, at det lykkes…”

 

I går kunne man ovenikøbet også læse en artikel i den lokale avis om, hvordan vi i vores familie hjælper hinanden – i dette tilfælde som antydet med at få et relativt nærtstående familiemedlem genvalgt til Folketinget.

 

Og det er egentlig ikke fordi, at jeg har tænkt mig at lege ananas og hoppe nøgen ned i et stort glas med egen juice og derfra berette stolpe op og stolpe ned om, hvor fantastiske vi er i min familie til at hjælpe hinanden. Det ville alligevel være for tykt.

 

Det handler nemlig i bund og grund ikke om min familie som sådan. Tingene blev bare i går sat godt og grundigt i relief og bøjet en ekstra gang i neonfarvet bølgepap, da min 19-årige nevø Jeppe som det sidste før jeg gik omkuld tonede frem på tv-skærmen, fordi han var taget med sin farfar til Viborg for at dele valgmateriale ud midt i sin læseferie fra gymnasiet. Konklusion: vi har allesammen lettet rumpetten og løftet i flok, så vi for Guds skyld – og ikke mindst for vores egen – kan få ham skibet afsted til København efter imorgen. Fint nok.

 

MEN forleden blev jeg faktisk spurgt om, hvilken kvalitet jeg sætter størst pris på hos mit fædrende ophav.
Og der er jeg ikke et nano sekund i tvivl: Udover hans irriterende imponerende gode humør, så er det, som jeg sætter mest pris på, hans evne til ufravigeligt at bakke op.

 

Uanset hvad og hvordan og hvor meget vi end har kvajet os allesammen (hvis vi vel at mærke ser bort fra dengang min bror tog flugten fra politiet udover pløjmarkerne på sin tunede Yamaha), så har vores far en enestående evne til at være den sikre havn og bakke os 200% op. Og det har min mor i øvrigt også. De har gjort det i alle mulige sammenhænge; flyttet mig fra Jylland til København og tilbage igen. Og til København igen. Rundt i København. Flere gange. Tilbage til Jylland. Rundt i Jylland. Istandsat indtil flere 4-længede håndværkertilbud, lavet tilbygninger og nybyggerier. Hjulpet til ved skilsmisser (læs: én og det var min) og udfordringer i diverse virksomheder osv osv osv. De står der begge to. På hver deres måde. Èn lidt mere bøjelig, og èn lidt mere fast. Og det er f*ndme cool!

 

Så hvis jeg kan give én eneste egenskab med videre til mine egne børn, så bliver det dén – evnen til at bakke op.

 

Og her springer ananas op af egen juice igen.

 

Fordi.

 

Jeg har jo heldigvis ikke patent på den hjælpsomme familie. Sådan er det også i masser af andre familier: Man står sammen. Man hjælper hinanden. Man skælder ud. Man kigger ind. Man holder om.

 

Men dét som dette blogindlæg i virkeligheden handler om, er, at noget af det bedste i virkeligheden er noget af det simpleste simple. Glasklart og såre enkelt. Noget af det bedste er nemlig, når man får muligheden for at hjælpe den anden vej.

 

Personligt har glædet jeg mig til at kunne give bare en lille bitte smule tilbage (og ja, og endda i noget så “fjollet” som en valgkamp). Men det har været dejligt at kunne give en hånd med og byde ind med dét, som jeg kan, velvidende at jeg til evig tid vil stå i bundløs gæld med et massivt overtræk på “hjælpekontoen”. Jeg har for længst sluttet fred med, at der aldrig bliver sorte tal dér.

 

Og hvad vil jeg sige med det her… hmm… tjaa… måske ikke så meget andet end, at vi sgu bare skal huske at hjælpe hinanden med de ressourcer, vi nu engang har. Det er totalt gennemtygget og forfærdeligt floskelagtigt at sige det. Endnu værre er det at skrive det. Men jeg tror bare, at vi er nødt til at minde hinanden om det engang imellem. Og ikke mindst skal vi minde vores børn om det – at HJÆLP. HOLDER. MAX.

 

Særligt når man giver ♥

 

Majbritt

 

PS: Har du lyst til at følge bloggen, kan du skrive dig op til at få en mail. Det sker lige under kommentarfeltet, hvis du sidder på mobilen og oppe i højre hjørne, hvis du sidder bag skærmen 🙂

Tags:
4 Kommentarer
  • Gerda Juulsen

    17. juni 2015 at 20:56 Svar

    Hvor har du ret Majbritt…det er en fornøjelse at læse dine blogs ?? der er humor hele vejen igennem dine tanker og meninger. … ? du ligner dine forældre mere end du tror.
    HILS dine dejlige forældre fra os to

    Gerda og Hans-Ejner Juulsen fra Hodsager

    • Majbritt Mikkelsen

      18. juni 2015 at 7:08 Svar

      Tak, Gerda 🙂 for de pæne ord. Hils mange gange! Kh Majbritt

  • Annalise Rixen

    27. juni 2015 at 10:29 Svar

    Hvor er det flot og godt skrevet. Altid på sin plads med en lille “husker” – tak for det.

    • Majbritt Mikkelsen

      27. juni 2015 at 12:16 Svar

      Tak for de pæne ord, Annalise 🙂

      Majbritt

Tilføj en kommentar