IMG_4226

Negerbasser på tur

Nu skal det være!

 

Jeg har en veninde, som bor i Nairobi. Hun er godt nok fra Funder ved Silkeborg, har korngult hår og er vild med øllebrød. Men lige nu bor hun i Kenyas hovedstad, hvor hun arbejder for en stor amerikansk organisation, som jeg aldrig kan huske hvad hedder. I mit vokabularium er det noget med FDB, men jeg er ret sikker på, at det ikke er tilfældet i virkeligheden.

 

Sanni hedder hun. Hun er uddannet jordemoder og er én af de sejeste kvinder, jeg kender. Hun og jeg har boet sammen i København og har mange hylemorsomme oplevelser i scrapbogen. Som f.eks. dengang vi boede i kollektiv i en herskabslejlighed på Esplanaden sammen med en flok danseglade afrikanske mænd og en gammel husholdningslærerinde, som hed Musse og var mester i at lave kiwitrifli. Eller i 1998, hvor Kung Fu isen blev taget af plakaten, fordi den ikke solgte nok, og vi cyklede København tynd for at stå på hovedet i samtlige dybfrysere efter den populære karate is. Vi brugte hele vores SU på is og havde Kung Fu i fryseren et pænt stykke tid. Kort tid efter opstod der en kæmpe radiostorm, og isen kom tilbage i sortimentet og har så vidt jeg ved været en succes lige siden.

 

På et tidspunkt flyttede Sanni og jeg fra hinanden. Jeg skulle over på den anden side af Sønder Boulevard, og hun skulle til Afrika. Der har hun har opholdt sig en del siden. Med sin uddannelse og erfaring har hun rejst til alle verdens brændpunkter… når det brændte. Ingen nævnt, ingen glemt. Men hun har været der. Lad os bare sige det sådan. Hun er sej nok.

 

Mine unger, Johannes og Andrea har et tæt forhold til hende, selvom kontakten mest foregår via Skype. De har affundet sig med, at de ikke ser hende særlig tit, men når de gør, er det som var det igår.

 

Som jeg startede med at skrive – nu skal det være!
Gennem flere år har jeg hver måned smidt lidt kroner i en sparegris, hvor der stod “Sanni” på. Målet har hele tiden været, at vi tre en dag skulle afsted.

 

Nu er nu. Sparegrisen er blevet vendt på vrangen, og mandag den 30.marts flyver vi en tur til Afrika. Ned for at besøge Sanni – og forhåbentlig nogle vilde dyr. Det bliver fantastisk! Og jeg glæder mig helt vildt!

 

Ungerne glæder sig også og tæller dage. “Nu skal vi kun sove 19 gange.”

 

Andrea bekymrer sig lidt om, hvorvidt der lever krokodiller inde i byen. Johannes er typen, der forbereder sig grundigt og spurgte forleden: “Mor, tror du vi får jet lag?”, hvortil Andrea svarede: “Hvad er Jet Pack?”

 

Det skal nok blive sjovt. De snakker en del. Jeg tager høreværn med.

 

Vi ses på savannen!

 

 

4 Kommentarer
  • tina

    10. marts 2015 at 22:18 Svar

    HIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIILS den seje Sanni med 1000000 gange fra mig og top cool I tager afsted. Dejligste tur til jer:-)

  • tina nymann

    11. marts 2015 at 5:34 Svar

    Fantastisk! Jeg har selv boet i Botswana i nogle år og mener helt klart at alle vi blege nordeuropæere,mindst en gang i livet bør opleve, udforske, ja, helt bo og arbejde i et afrikansk sub-saharian land, bare sådan lige for at få vores overflods-hverdag sat i relief:-)

    Rigtig god tur:-)!!
    – og nej lille Andrea, der er IKKE krokodiller inde i byen og man får ikke jetlag;-)
    Skønne spørgsmål, fra skønne børn….

  • Charlotte Løfberg

    11. marts 2015 at 23:01 Svar

    HI – sejt gjort, og rigtig god tur 😉

  • Lene Jørgensen

    12. marts 2015 at 16:06 Svar

    Fedt ! Hils mange gange. Historien om hvad I har lavet sammen er pludselig blevet meget kort …..og uden alt det pinlige….

Tilføj en kommentar