”Lev resten af livet langsomt”

Avisklumme, Midtjyllands Avis, marts 2018

 

Jeg bliver utålmodig, når jeg ikke kan ringe ud, fordi TDC har ”klippet et kabel”. Jeg går tilnærmelsesvis i sort, hvis mit mailprogram strejker uden i god tid at have varslet en konflikt. Hvis jeg ikke griber hårdt i egen barm – alternativt andres – bliver jeg utidig og kommer, før jeg ser mig om, til at skylde en ”temperamentskage” til den, der befinder sig i min nærhed i de minutter, min kostbare tid bliver mig frarøvet.

 

Det tænker jeg over, imens jeg læser en opdatering på Facebook. Vedkommende, der skriver, er uhelbredeligt syg af cancer. Jeg kender ham kun perifert, men de af jer, der kender ham godt, vil vide, at han gennem de seneste to års sygdomsforløb har redefineret sin opfattelse af begrebet ”tid”. Et udpluk af hans opdatering forleden: ”Det langsomme nærvær jeg har oplevet med mine drenge og min dejlige kone kan mange være misunderlige over. At have fokus på at kunne nyde det dejlige og glædelige LANGSOMT er en øvelse, mange burde prøve. Så ofte jager vi igennem de glædelige og behagelige stunder – i travlhedens nær sagt hellige navn. Jeg har selv levet et liv, hvor tiden blev presset – for man skulle jo nå så meget…”

 

Vi skal nå så meget. Men hvilket paradoks er det, at livet er kort, og vi på den ene side skal have det optimale ud af den rum tid, vi har til rådighed – hvad den så end er – og på den anden side skal forsøge at leve livet langsomt og være tilstede i nuet? Med fare for at dette skriv kommer til at minde om den hedengangne Jørgen Thorgaard og programmet ”Eksistens”, kan man undres over, hvorfor nogle mennesker glæder sig mere til deres pensionisttilværelse end over at være i live her og nu. Tænk et spild det ville være, hvis de i morgen blev tromlet over af en lastbil læsset med HTH køkkenelementer? Men omvendt er ikke svært bedre: Jeg havde engang en svigermor, som når hun cyklede ned ad bakke udelukkende brugte energien på at bekymre sig om, hvilket helvede det blev, når det om lidt gik opad igen. Hun gav aldrig sig selv den oplevelse at hvine frydefuldt over vinden, der susede op under skørterne og håret, der blev blæst ukontrolleret tilbage i spurten ned ad bakken.

 

Så hvordan lander vi livet et sted midt imellem? Hvordan undlader vi at afkorte den tid, der giver os glæde og overskud? Og hvordan når vi at føre de ting ud i livet, vi ønsker os – samtidig med at vi husker at nyde de rigtige stunder… langsomt? Jeg kender ikke svaret, men måske vi hver især blot skal søge at finde ind i de rutiner, vi holder af og trække tempoet ud af dem; lave mad langsomt, gå rundt om søen langsomt, klø vores børn på ryggen langsomt, gå i bad langsomt, kysse langsomt?
Lad det være en opfordring fra vores hovedperson, som afslutningsvis skriver: ”Jeg har i hvert fald tænkt mig at leve resten af mit liv rigtigt langsomt.”

 

 

(Klummen går til Jesper Holbølls familie. Jesper blev bisat den 8. juni 2018)

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar