Jeg trækker stikket

Jeg vil til enhver tid mene, at det kan anbefales – midt imellem farvet vasketøj og kørselsordninger – at tage et alvorligt kig ned over sin ‘Bucket List’ og se grundigt efter, om der er et af punkterne, som kan vinges af indenfor nær fremtid. Det gjorde jeg her forleden, efter at mine unger var strøget på tropetrip til Thailand sammen med deres far og andet godt selskab.

 

Et af punkterne på min liste er ‘At rejse alene’. Det har stået på listen længe, men jeg har aldrig rigtigt fået gjort noget ved det. Altså udover småture til Kolding, Kvickly og København i ny og næ. Og det får man ’sgu da itte’ meget jetlag af.

 

Det med at rejse alene handler – for mig – ikke nødvendigvis om at hive 4 måneder ud af kalenderen for at cykle på tværs af USA, være u-landsfrivillig i Zambia eller slide fodsålerne tynde på Caminoen. Jeg gad nu godt gøre det alt sammen – og noget af det ER også på listen, men lige nu handler det om noget så simpelt som at trække mig selv ud af hverdagens rutiner og prøve at se det hele (og mig selv) lidt fra oven. Glo-ind-i-en-væg-agtigt.

 

Så det gør jeg. Nu er chancen der. Børnene er på tur. Jeg har spist havregrød nogle uger, vendt vrangen ud af sparegrisen og således besluttet mig for at rejse alene ud i verden og “glo ind i en væg”. Ikke fordi at jeg ikke gider være sammen med andre mennesker herunder mine nærmeste. Langt fra. Bare ikke lige nu. Jeg har ikke oceaner af mængder af tid at gøre godt med, men nok til at kunne blive transporteret så langt væk hjemmefra, at jeg forhåbentligt når at føle mig mutters.

 

Så! Jeg har fisket en billig flybillet, flyveren letter på mandag, og destinationen hedder Zanzibar. Nærmere betegnet den nordøstlige og mest øde del af øen, hvor det ser ud til, at tiden er gået lige nøjagtigt så meget i stå, som jeg håber på. Her hvor turismen endnu ikke har slået helt igennem, har jeg booket en velventileret sivhytte hos nogle mennesker, der har bygget et hus midt på stranden, og om hvem en Zanzibar-erfaren veninde siger: “At være hos dem, er som at komme hjem til nogen, man har kendt i 100 år.”

 

Der skal jeg bo. Og de søde værter sørger endda for at arrangere transporten fra lufthavnen og helt op til deres havelåge. Yay!

 

Udover den forventning, der er forbundet med udsigten til at havne i en krybdyrshjemsøgt hytte på en øde strand, er der overordnet set noget helt fantastisk ved den afrikanske mentalitet. Noget ‘Hakuna Matata’, som jeg var så heldig at få snerten af sidste år, da ungerne og jeg slagtede en anden sparegris og tog en tur ned til Kenya og besøgte førnævnte veninde. Et eller andet udefinérbart, som man (jeg) vist aldrig bliver færdig med. Derfor var der heller ingen tvivl.

 

Det skal siges, at jeg en overgang gik rundt med en idé om at finde et Silent Retreat, hvor man skal holde sin mund i 10 dage i træk. Men det passede eminent dårligt med kalenderen, og dybest set føltes det også lidt åndssvagt at flyve helt til Filippinerne for at sidde indenfor og meditere 10 dage i streg uden at betræde ret meget mere end de få meter asfalt, der er lagt ud mellem flyveren og bagagebåndet. Så det må blive en anden gang.

 

Min plan i de omtrent 9 dage, jeg befinder mig på Zanzibar, er først og fremmest ikke at have nogen plan. Og så alligevel. Sagen er den, at jeg blandt andet går rundt med planer om at skrive en eller flere børnebøger. Nogle af emnerne og illustrationerne tager jeg med mig i rygsækken, og resten har jeg tænkt mig at researche mig frem til, når jeg lander. Måske ligger historierne lige for næsen af mig. Who knows?

 

Det eneste jeg ved, er, at jeg glæder mig til at få plads til at idéudvikle på mig selv og min virksomhed – og ellers pille lidt navleuld ud af “samlingen på midten”. Og så er jeg nok også lidt spændt, selvom vi jo hverken taler om fridykning, bjergbestigning eller Siriuspatrulje her. Jeg har såmænd været omkring, men en rejsende Uncle Mac er jeg ikke helt. Men med et par dollars på lommen og åbne øjne så går det hele sgu nok… langt mere end godt. “All byy myy seeeelf!”

 

Vi ses på Zanzi til dem, der har lyst til at læse med (hvis jeg orker at skrive og hvis der ellers er wifi. Og strøm 😉 )

 

M

 

IMG_7737

2 Kommentarer
  • K!M

    2. marts 2016 at 17:37 Svar

    Go’ tur, Majbritt – nyd det 202 %! ;o)

  • Winnie

    2. marts 2016 at 19:13 Svar

    Wauw Majbritt! Du er sku en sej tøs. Håber du får den fedeste oplevelse ?
    Og så satser jeg på wifi, for det der vil jeg gerne høre meget mere om.

Tilføj en kommentar