IMG_8232

Lidt om italienske hurtigkneppere og livet i landsbyen

Min Afrikakyndige veninde gav mig to råd før afrejsen til Zanzibar. Det ene gik på, at man bør og skal se Stonetown, Zanzibars hovedstad, som er på listen over aldeles bevaringsværdige steder i verden. Det andet råd lød: Don’t go north! Det lyttede jeg til, og tog… nordpå.

 

Og nu skal man jo passe svært meget på med at fornærme dem af jer læsere, som har besøgt Zanzibar og som netop har boet ”up north”. Det er der jo sådan set ikke noget galt i. Der er med garanti bunkevis af fine steder, så tilgiv mig venligst på forhånd her. Der er bare dét ved det – og det er ikke nogen hemmelighed – at den nordlige del af øen er temmelig turistet sammenlignet med den øvrige del af øen. Man kan vel kalde det Zanzibars Costa del Sol.

 

Helt oppe på øverst ligger byen Nungwi og mod vest Kendwa Beach. Og da jeg havde hørt, at solnedgangen deroppe skulle være mere end almindelig seværdig, valgte jeg at se på råd nummer to med lidt mildere øjne, fortrænge alle tanker om technomusik og ”Cola, Biera, Fanta, Spriiite!” og drage nordpå for at få syn for sagen.

 

Med til historien hører, at jeg umiddelbart før afrejsen fra Danmark blev præsenteret for det faktum, at tæt på 100% af alle de kvinder, der rejser til Zanzibar alene, kommer der for én ting. Én eneste ting i hele verden. Og nej, vi er ikke ude i snorkling, indkøb af krydderier eller coconut drinks med sugerør. Næhh… Vi taler såmænd om noget så håndgribeligt som ”The Hanky-Panky”, ”En tur i møllen”, ”Et båt i bøtten”, Hans i Grethe”, you name it. Jeps! De kommer alle sammen for at blive rykket så meget rundt i sivhytten, at de flyver ud fra Zanzibar langt mere smidige, end de var, da de fløj ind.

 

Det synes jeg alligevel er lidt vildt. Ikke at den viden havde influeret på mit valg af destination overhovedet. Det er bare rart at være forberedt på, at man – når man efter at have købt tre mangofrugter i den lokale frugtbiks – bliver spurgt: ”Var det det hele?” gør klogt i at svare ”JA!” Altså medmindre…

 

Den information var også en af årsagerne til, at jeg nærmest på vej ud af døren hjemme i Danmark nåede at hive en gammel ring op af smykkeskrinet og sætte den på fingeren for dermed at signalere lidt tydeligere, at jeg på ingen måde var ude på noget som helst med ”Hans i Grete”. At ens fingre så hæver hurtigere end franskbrødsdej i en solbeskinnet vindueskarm, så snart man sætter fødderne syd for ækvator og derfor straks ufrivilligt er i færd med at save sin finger af med dén fordømte ring, er jo så en helt anden sag.

 

Well. Hvorom alting er, så gik turen for et par dage siden nordpå. Og der skulle da heller ikke gå mange minutter på de kanter, førend jeg virkelig fik syn for sagen. Nu er jeg i forvejen ikke specielt pjattet med hoteller i rækker, menukort på 14 sprog, happy hour og høj musik fra morgen til aften. Heldigvis er vi mennesker jo forskellige. Men ned ad stranden på den vestlige side af øen, stak det helt af, og der blev hældt rå mængder benzin på mit bål af fordomme om turister, når de er værst. Det viser sig, at området, Kendwa Beach, er som honninglaseret fluepapir for især italienske turister. De kommer i hobetal, og fra en side fylder de alle hoteller og solsenge op, imens de slår ud med armene og kaster om sig med italienske gloser. Og vi taler vel at mærke ikke om italienere af den charmerende slags. Nix, vi taler om overstegte, mafiosoagtige strandløver med hvide stråhatte og alt for store maver i alt for små (og alt for højtaljede) badebukser. Med sig har de noget kvindfolk, som muligvis er deres koner, muligvis ikke.

 

Ikke et specielt charmerende scenarie. Men hvis man så tvinger sig selv til at ignorere dén gruppe af turister, så toner de andre frem. Kvinder i alle mulige (og umulige) afskygninger flankeret af veltrænede, charmerende, mørke mænd, som de betaler for ”at holde sig med selskab” under deres ophold på Zanzibar. De tager ud og spiser sammen, går på bar osv. Det hyppigste er, at kvinden (as usual) ender med at blive hovedkulds forelsket og rejser hjem for kort tid efter at vende tilbage til Zanzibar for at genforenes med den eneste ene, sooom så i mellemtiden er smuttet videre til den næste. Disse mænd har ofte flere kvinder på samme tid, og er måske endda også gift med en af de lokale. That’s how the story goes.

 

Men for at binde en sløjfe på historien, så var solnedgangen på Kendwa Beach til UG med kryds og slange, hvorpå det gik hjemad i en vis fart. Langt væk fra italienske hurtigkneppere og kvinder med sød kløe og kælne blikke.

 

Så jo, der er bestemt forskel på, hvilke oplevelser man tager med sig i kufferten hjem fra denne i øvrigt aldeles charmerende perle af en ø. Man kan sige, at her er noget for alle – både for dem, der elsker den klassiske charteroplevelse og for dem, der foretrækker det mere stille liv, hvor kontakten med lokalbefolkningen ikke kun begrænser sig til køb af solbriller på stranden og det syn, der møder én, når man går få meter om bag hotelmuren, hvor hverdagen leves med de udfordringer, der nu engang findes her.

 

De sidste par dage har for mit vedkommende være præget af overvejelser om, hvordan jeg får mest muligt ”hevet ud” af den sidste tid, inden jeg lige om lidt sætter fødderne på dansk grund igen. Den manøvre har blandt andet involveret de to sidste dyk på Mnemba atollen i selskab med mine tyske ”buddies” fra Hamborg. Det blev to fantastiske ture til 18 meters dybde, hvor vi blandt andet så stingrays, triggerfisk, barracudaer og endda var så heldige at møde op til flere pænt store havskildpadder. Særligt på det sidste dyk kom vi helt tæt på en af dem, som holdt siesta på en afsats på en lodrette koralvæg. Under én meters afstand var der til dette imponerende væsen, som på ingen måde lod sig påvirke af vores tilstedeværelse. Crazy!

 

IMG_8246

 

I går blev det eneste, der afbrød min stirren ud i luften, en gåtur til den nærmeste landsby, Kilima Juu, idet en af Joyce’s tidligere elever, Mosi, og to af hans kammerater har lavet deres egen lille gesjæft for at tjene til dagen og vejen og på sigt spare sammen til at bygge et hus, så de kan vælge sig en kone og med tiden også få nogle børn. Formålet med deres ’Village Tours’ er dernæst at få talt en masse engelsk og samtidig give folk som mig et reelt indblik i, hvordan et liv ser ud i et samfund som dette. Det var en meget meget fin tur, hvor vi slog et smut forbi den lokale, muslimske skole, hvor det åbenbart er kotymen, at alle elever – når der kommer gæster – rejser sig op midt i undervisningen, klapper hælene sammen og udbryder i kor: ”Goodmorning visitor” 😀

 

Mosi viste mig derudover sit hjem, hvor han i en alder af 27 år stadig bor med sine forældre, sin bror, sin søster og hendes mand. Der er massiv mangel på drikkevand både på skolen og i hjemmene. På visse tidspunkter af året er der til gengæld alt for meget vand. Det når regntiden om ganske kort tid sætter ind og sender massive mænger vand gennem huset og køkkenet her…

 

IMG_8279

 

Snakken gik derudaf med denne høflige og ret humoristiske, unge mand, for hvem Danmark strøg op i Top 3 over steder, han gerne vil besøge, efter at jeg fortalte ham, at man i Danmark ikke behøver at være gift for at bo sammen, og ej heller behøver at skele til hverken hudfarve eller religion, før man kaster sig ud i at blive forelsket. Han blev også pænt overrasket, da jeg fortalte ham, at vi i Danmark ikke praktiserer medgift. Det synes han dælme lød befriende 😀

 

Efter et par timers udveksling af lokale anekdoter fra henholdsvis Sinding og Zanzibar sluttede vores gåtur af med, at Mosi sagde tusind tak, og at det virkelig var dejligt, at vi kunne snakke frit, så han også blev klogere på andet end lige Zanzibar og livet i hans landsby.
Cool fyr, denne Mosi! Jeg håber virkelig, at han finder sig en sød kæreste og får sig nogle lækre, sunde og raske, chokoladebrune unger uanset hvor i verden, det end måtte blive. Sandsynligvis bliver det i landsbyen, hvor han er født. Han har aldrig været udenfor Zanzibar, ligesom flertallet af øens indbyggere.

 

IMG_8286

 

 

Nå, men på denne min sidste dag på Zanzibar har jeg tænkt mig at følge rejseråd nummer ét og besøge Stonetown. Det er sidste stop på ruten, inden jeg stryger i lufthavnen og sætter mig på et ’Precision Airline’ fly (navnet skulle efter sigende IKKE være retvisende for dette østafrikanske flyselskab) til Dar Es Salaam og derfra videre til Europa.

 

Men først stikker jeg lige for allersidste gang mine tæer i det 33 grader varme vand, der skyller ind over stranden her tæt på verdens ende.

 

/Majbritt

 

PS: Og så vil jeg afslutningsvis skynde mig at sige til de læsere, der har lyst til at rejse alene. Slagt en sparegris, sælg dit overskydende gods, spis havregrød i en måned. Whatever. Just go for it! Du vil ikke fortryde det. Og jeg kan til enhver tid anbefale stedet her, hvis Zanzibar er på ‘The Bucket List’ <3

 

IMG_8186

 

IMG_8252

 

 

IMG_8323

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar