Hvem sagde TYNDFED?

Januar. Slankekurenes måned. De sociale medier flyder over med folk iført (stramt) farverigt spandex i færd med at slide cykelsæder og løbebånd tynde rundt om i byens fitnesscentre. Godt for det. Men der er desværre særligt én, som glimrer ved sit fravær. Ikke kun i år, men gennem de seneste mange år har vedkommende lavet ”snigeren” og ladet stå til, imens alle andre har knoklet for at få bugt med de overflødige kilo.

Vedkommende er det, man kalder tyndfed – en tilstand kendetegnet ved lav muskelmasse og høj fedtprocent specielt som følge af fedt i bughulen. Tyndfede personer har ikke tydelige synlige symptomer, men er til gengæld plaget af dårlig kondition og manglende styrke. Derudover ses ofte en række forstyrrelser relateret til fedtet mellem organerne, som på sigt kan have voldsomme konsekvenser for helbredet og i sidste ende føre til døden.

Nøjagtigt hvor mange år Silkeborg Kommune har været at finde i gruppen af tyndfede, er svært at sige. Der hersker dog nok ingen tvivl om, at overvægten er oparbejdet over længere tid. Ifølge en offentliggjort helbredsundersøgelse steg antallet af årsværk for ledere og administration fra 2013 til 2014 med 1,8% pr. 1000 indbyggere, og fra 2014 til 2015 igen med yderligere 1,2%. Nettoudgiften til at vedligeholde dette bureaukratiske fedt er oveni steget med henholdsvis 1,9 og 7,9% i de to perioder. Det lyder måske ikke af meget, men netop et lavt BMI kendetegner denne patientgruppe, hvor det farlige og ”usynlige” fedt som sagt belaster hjertet og de øvrige livsvigtige organer.

Og så kan man jo spørge – hvad med en rask fastekur, hvor man i en vis fart får høvlet noget af al flæsket af? Men ak nej. Alle ved – måske på nær patienten selv – at den slags lynkure er særdeles usunde og kun har kortvarig effekt. Man taber sig de forkerte steder; på arme og ben, musklerne svinder, og ja selv hænderne bliver kolde. Alt imens bugfedtet fortsat sidder uhjælpeligt fast. Det eneste sådan en kur har effekt på, er … samvittigheden.

Ja, og skulle vores alle sammens patient havne til jobsamtale i den private sektor, ville den blive vejet og fundet – ikke for let – men for tung. Ikke på grund af manglende evner, men fordi en medarbejder, der er tung i bagen, har dårlig kondition, er kronisk ineffektiv og som sidder på kontorstolen dagen lang fremfor at bruge ressourcerne på at holde hjertet sundt og hænderne varme, ganske enkelt ikke er attraktiv. Vedkommende er både for dyr og dårlig i drift.

Men hvor der er vilje, er der som bekendt vej. Det bør dog nævnes, at vejen til at blive det overflødige fedt kvit, starter med erkendelsen. Den tyndfede er nødt til at se sit problem i øjnene. Hverken quick fix eller nye salamiangreb på børne-, skole- og ældreområdet redder noget. Tværtimod gør det kun ondt værre. Nej, der skal handlekraft og kontinuerlig motion til, hvis hjertet fortsat skal kunne pumpe blodet rundt i kroppen med det formål at holde især hænderne varme.

Bedre sent end aldrig – sæt i gang!

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar