IMG_4445

Hakuna Matata – og en tur på savannen

“Mor, det her er den bedste dag i mit liv indtil videre!”
(Johannes på safari, dag 1)

 

Fredag morgen drog vi afsted mod Masai Mara og den længe ventede safari. “The Mara”, som den kaldes, er en af Kenyas mange safariparker eller “game reserves” og ligger ca. 6 timers kørsel sydvest for Nairobi. Masai Mara er opkaldt i respekt for Masaifolket, som bebor området. “Mara” betyder spotted eller plettet – sådan som savannen ser ud for masaierne på afstand. Masai Mara hænger sammen med Tanzanias Serengeti, og de to savanner adskilles af The Mara River – floden som over en million zebraer, gazeller og gnuer passerer med livet som indsats hvert år under The Big Migration.

 

Nairobi ligger 1.795 meter over havets overflade – på et højt plateau, som gør, at luften i Afrikas fjerdestørste by er klar og frisk. Det betyder også en lang nedkørsel, når man skal andre steder hen i Kenya. Nedkørslen fra hovedstaden ender mod vest i The Great Rift Valley – en 6.000 kilometer lange kløft, som strækker sig fra det nordlige Jordan og helt ned til Mozambique. Et imponerende syn af bjerge, rød jord og akacietræer så langt øjet rækker.
Køreturen mod Masai Mara går gennem en del mindre byer. Her hænger børn og geder ud i vejkanten, kvinderne sælger farverige grøntsager fra deres vejboder, og en flok kvæg passerer kørebanen i deres helt eget tempo. Hakuna Matata! Tag det roligt!

 

Jo tættere man kommer på savannen, jo flere af de røde Masai klædedragter dukker der op i landskabet. Fra landevejen kan man se manyattaerne – de små cirkelformede landsbyer af huse med flade bliktage og vægge af mudder og kokasser. Én hytte til hver af masaiens koner. Så det bliver til et par stykker.
Masaierne er fra gammel tid frygtede krigere, som dengang ikke var til at spøge med. De er høje og slanke, og under deres røde dragter bærer de deres kniv og en kølle, der ligner en lårbensknogle – og nu til dags også en mobiltelefon, naturligvis. Kvinderne laver alt det hårde arbejde; henter vand, laver mad, passer børn og bygger hytter, imens mændene…tja.

 

Masaiernes liv er baseret på kvæg. De mener, at al kvæg på jorden er deres ejendom. Og jo mere kvæg – jo højere status. De bruger alt fra dyret og lever primært af mælk, kød og blod. Det sidstnævnte er særligt livgivende og drikkes direkte fra dyret ved et snit i halsen.
Drengene bliver til mænd ved et særligt ritual. Tidligere foregik det ved, at den unge mand skulle tilbringe fem år i bushen og bl.a. nedlægge en løve ene mand. Kunne han klare det, var han en ægte kriger og kunne bl.a. få lavet de karakteristiske huller i ørerne, som ofte bliver større og større og smukkere og smukkere ifølge masaitraditionen. Nu om dage er “værnepligten” i bushen reduceret til tre måneder. That´s how it goes.

 

Men der var nu ikke meget blodig kriger over de masaimænd, som var ansat til at arbejde i dén lodge, som skulle være vores hjem de næste tre dage. De var ganske fredelige, og deres job gik mest ud på at holde de vilde dyr ude af lejren om natten og bavianerne ude af teltene om dagen. Det lykkedes. Næsten da.

 

Vores første dag på savannen foregik i regnvejr. Det var noget af en oplevelse. Både fordi vi jævnligt var ude og skubbe bilen, som sad fast i pløret tidligt og sent (note to self: 4-hjulstræk er nummer ét på en våd savanne), men også fordi vi var heldige at se geparder og løver som noget af det første. Løver jager tidligt om morgenen og sover det meste af døgnet, og geparden er i det hele taget et sjældent syn. Den går i ét med omgivelserne og skjules let i det høje græs.
På safari kører man rundt i biler med åbent tag og sin kikkert inden for rækkevidde. Chaufførerne taler sammen over deres radioer, og når der er et af de sjældnere dyr (det vil sige IKKE gnuer, gazeller og zebraer) i sigte, så er der i løbet nul komma fem et hav af biler samlet det samme sted for at se “giraffen”. So to speak. Men man jagter ikke dyret videre rundt på savannen. Når dyret har fået nok, slentrer det videre. Det respekteres, og alle biler spredes igen. Og sådan fortsætter det.

 

At opholde sig på savannen er forunderligt! Bjerge, bakker, store åbne sletter, vandhuller og smukke grønne slugter, som elefanterne tramper igennem på rækker. Resterne af en giraf ligger ildelugtende tilbage i vejkanten. Her holdt løverne fest for et par måneder siden, og efter dem hyænerne, gribbene og Maraboustorkene. Knoglerester og kranier ligger spredt i græsset. Her leves det barske liv.

 

Tiden fløj afsted den første dag, og inden vi så os om var vi efter otte timers bumpen tilbage i lejren, hvor den stod på aftensmad, kortspil og snak om dagens oplevelser. Strømgeneratoren i en lodge starter og slukker på bestemte tidspunkter, og klokken 22.00 er det en knaldgo idé at ligge under sit myggenet med tænderne børstet og strøm på kamerabatterierne til dagen efter. Så bliver det nemlig M.Ø.R.K.T. Kun lyden af bavianerne udenfor teltet er tilbage.

 

På safari står man tidligt op, spiser morgenmad og er ude af lejren kl.06.00. For os blev det til to hele dage på savannen med selskab af løver, giraffer, elefanter, flodheste, strudse, gepardunger, vortesvin, Thompsons gazeller, impalaer, bavianer, gnuer og zebraer i hobetal. Jeg har sikker glemt nogle, men de var der. På andendagen kom solen. Og fluerne – en i øvrigt helt fænomenal sidegevinst.
Men der var også krammere, kys og klassekommentarerne som “Helt ærligt. Her står man med sin kikkert, og lige pludselig får man en zebranumse i hovedet!” eller “Det hér er dét, som jeg altid har drømt om. Er det ikke også det for dig, mor?”

 

Vores oplevelser på Masai Mara sluttede med en tidlig tidlig køretur den sidste morgen. Vi var helt alene på savannen, da solen stod op og nye dyr, som vi ikke havde set før, kom frem. Ubeskriveligt. Og lidt koldt.
Det var faktisk ikke fordi, at det væltede med alle mulige dyr denne morgen. De tog det ret stille og roligt. Men pludselig var de der. 21 elefanter. Store og små på rad og række. Traskende på vej op ad bakken med solen i baggrunden. Wow!

 

Så jeg vil egentlig bare sige én ting: Se at komme afsted! Drop alle årskortene, Lalandia og Lidoen. Tøm sparegrisen og se at få bestilt nogle billetter i en fart. Safari er det vildeste! Og det vildeste at være sammen med sine børn om. At være gæst derude, hvor naturen bestemmer, at se giraffen stikke hovedet nysgerrigt op af busken og at se den store hanløve, der slentrer efter løvemor lige forbi bilen og ind i buskadset – det er intet mindre end fuldstændigt fantastisk!

 

 

Safari (definitely) to be repeated ♥

 

IMG_4367

IMG_4385

IMG_4398

IMG_4434

IMG_4393
IMG_4485

IMG_4445

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar