IMG_8113

Fra Sinding til Zanzibar

Jeg elsker lufthavne! Der er noget ganske særligt forbundet med folk på farten og en nærmest magisk summen af liv, når mennesker i alle mulige farver og påklædninger snor sig ind og ud mellem hinanden på vej enten ud eller hjem. Nogle med bare tæer i sandalerne, imens andre er klædt på til polarekspedition. Nogle i stramme jakkesæt, andre i batik. Jeg elsker den puls! Og jeg elsker at fordrive ventetiden siddende med en kop kaffe og ellers bare iagttage den form for kontrolleret mylder.

 

Det var der også lagt op til på denne tur. Men efter at have været kilet ind mellem to fuldvoksne (og pænt ildelugtende) mænd hele vejen fra Billund til Amsterdam, OG have løbet noget der minder om 100 meter hæk hele vejen ud til gate E 4.738 i Schiphol for at springe ombord på flyet, præstere at sove fra morgenmaden (!) OG gentage hele ‘Cirkus Schiphol’ i Nairobi grundet forkert angivelse af gatenummer OG hverken have nået at tisse eller børste tænder siden Billund, så overvejer jeg at jeg tage min lufthavnsromantik op til revision. Manner, det gik tjept! 😀

 

Men SÅ landede vi på Zanzibar! (“Vi” fordi jeg undervejs havde fået en pensioneret københavnsk kvinde på slæb, som skulle ned og besøge sin afrikanske loverboy for 2. gang på under tre uger, og som var dårligt seende og derfor syntes, at jeg var dagens helt i skysovs, fordi jeg fik hende gelejdet ud til den rigtige gate i Nairobi. “No gate, no hankypanky”. Som man siger). Og hvilken landing! Det ikke bare regnede. Det væltede ned i stænger mere end jeg kan huske, at det nogensinde har gjort i Danmark. Rent faktisk tordnede og regnede det så heftigt, at de to mænd i paskontrollen undskyldte på hele Zanzibars vegne og ellers bare sad måbende tilbage i deres små luger, imens bliktaget i lufthavnen var ved at falde ned om ørerne på os alle. Halleluja!

 

Men nu er jeg her…

 

IMG_8076

IMG_7940

IMG_7933

IMG_7978

 

Så pyt med smalle flysæder, lufthavnsspurt, tordenvejr og småliderlige kvinder fra Sydhavnen. Det her slår alt! Jeg bor på et sted, som kaldes Utupoa, og som ligger så langt væk fra alting, at “verdens ende” bestemt må være lige rundt hjørnet. Vi er på den nordøstlige del af Zanzibar, også kaldet Matemwe Beach, hvor turismen er afmålt, og lokalbefolkningen bor relativt primitivt. Tidligt om morgenen tager kvinderne imod deres mænd, når de kommer ind med fiskerbådene og dagens fangst, som bliver solgt på det lokale marked og dermed sikrer, at familien har til dagen og vejen. Næsten.

 

Ægteparret, der ejer stedet, har bygget hele baduljen selv, og det er nøjagtig, som en veninde beskrev; “at komme hjem til nogle mennesker, man har kendt i 100 år”. Det er deres hjem, men hvor der samtidig (gennem Airbnb) har boet alt fra solorejsende som mig selv til par, familier, studiegrupper, dykkere, bjergbestigere og danske ministre (jow, jow). Folk kommer og går. Lige nu er det dog slutningen på sæsonen på grund af den forestående regntid, så derfor er der ikke fuldt booket, hvilket betyder, at jeg – fremfor at rakke rundt og lede efter et nyt sted – har besluttet mig for at slå lejr her, indtil jeg atter vender snuden mod Danmark. Maden er nemlig lige så fantastisk som gæstfriheden, og der er kolde Kilimanjaro øl i køleren. What’s not to like?

 

Nå, men hvad foretager man sig så her 35 kilometer ude i det indiske ocean. Jo, altså, min plan hjemmefra var egentlig ikke at have en plan. Prøve at rejse alene, glo ud i luften, få gode ideer og ellers lave tæt på ingenting (med henblik på de gode ideer). Men ingenting er alligevel ikke ret meget, så derfor gravede jeg kort før afrejse mit gamle dykkercertifikat frem og stoppede det i rygsækken. Det skulle vise sig at være en knaldgo’ beslutning, idet der vitterligt – og som ønsket – ikke er ret mange ting at foretage sig på denne side af øen. Men dykning – det kan man. Og det stort set lige på den anden side af hækken.

 

Så igår meldte jeg mig frisk og frejdigt til det, man kalder et ‘refresher kursus’. Jeg har ikke dykket i forholdsvist mange år, hvilket blev pænt meget skåret ud i pap, da den ellers flinke divemaster ikke kunne holde et “What the fuck?!” tilbage efter at have åbnet min (gulnede) logbog og konstateret, at “forholdsvist mange år” var lig med 15. Det skal siges, at jeg havde forsøgt at advare ham, men det var alligevel toppen, mente han. Hvorom alting er, så fik jeg rusten banket af, bestod prøven og har i dag haft mit (hold nu fast 😉 ) 9. dyk i mit indtil nu 41-år lange liv. Dykket fandt sted ved Mnemba atollen, som udover at have noget ustyrligt turkis vand rundt om sig bemærker sig ved at være Zanzibars dykker spot nummer ét. I svømmepølen på ‘refresher kurset’ mødte jeg en tysk familie fra Hamborg bestående af en mor, en far og deres trettenårige datter, som manglede en buddy – som så blev mig. De er supersøde og i morgen springer vi sgu ud i det igen, og kan forhåbentlig føje to nye dyk til den sultne logbog. Det bliver godt. Især fordi jeg har besluttet mig for at tale tysk hele dagen, prøve at sluge lidt mindre vand og i øvrigt undgå at drikke en halv spand thé før afgang, eftersom jeg tydeligvis havde glemt, hvor bøvlet det er at få våddragten af og på, når ens blære er ved at sprænge i luften.

 

Men pænt, det var der virkelig derude…

 

IMG_8126

 

 

Well, det var status her fra. Dagen igår tilbragte jeg mestendels på den lokale skole, idet jeg var så heldig at få lov at komme med Joyce (den ene ejer af Utupoa) på arbejde og få et unikt indblik i, hvordan skolesystemet fungerer og ikke fungerer her på Zanzibar. Det var en øjenåbnende oplevelse, som jeg gerne vil dele med dem, der har lyst til at læse med. Men det bliver ikke lige nu. Måske i morgen. Lige nu har jeg nemlig travlt med at klø i de 7.648.349 myggestik, som jeg har fordelt på mine to relativt korte ben.

 

Alt godt herfra. Grüß Gott!

 

/ Majbritt

 

 

2 Kommentarer
  • Winnie

    11. marts 2016 at 17:18 Svar

    Fantastisk! Bliver glad i låget af dit skriv. Tak fordi du deler med os og fortsat god rejse.

  • Jens Anker Tvedebrink

    12. marts 2016 at 20:22 Svar

    Husk at få en Sun Downer på en klippe, var Blue Safari med snorkel og Spice Safari – har kun gode minder fra Stonetown og Zanzibar – pas på du ikke blive taget som slavetøs og sendt til USA 😉 Fortsat godt ophold

Tilføj en kommentar