Zanzibar – et postkort har altid to sider

Zanzibar er i sandhed et mix! Navnet alene sender tanker til lange hvide sandstrande, palmer, azurblåt vand og mango-bungo-papaya-whatever-juice i rå og smagfulde mængder. Et tropisk, tilbagelænet bountyparadis, hvor tiden står stille, og bølgerne fra det indiske ocean troligt skyller ind over stranden og gør sit til at holde pulsen lav hos både indbyggere og gæster.

 

Men mixet fornægter sig ikke. Man når dårligt nok at lande i lufthavnen, før hele paletten af farver, kulturer, religion og historie folder sig ud for fødderne af én. Zanzibar gemmer på en broget, men spændende historie med fortællinger om sultaner, krydderiplantager, søfarer og slavehandel– altsammen baseret på forretning, idet Zanzibar – qua beliggenheden – har været den østafrikanske kystlinjes vigtigste handelscenter gennem næste tre århundreder. Her har man byttet elfenben, slaver, guld, krydderier og træ med bomuld, porcelæn, glas, perler og penge. Bliver vi ved slavehandlen, som tager fart omkring 1811 med åbningen af slavemarkedet i Stonetown, fortæller historien, at i perioden fra 1828-1840 forlader op mod 30.000 mennesker hvert år øen som slaver.
I 1828 ankommer den omanske sultan, Seyyid Said, til Zanzibar. Han etablerer Omans hovedstad på øen og kaster sig over at dyrke nelliker (og her taler vi ikke om blomsterne) med det formål at styrke øens økonomi. Nellikeproduktionen skal vise sig at blive verdens største, og selvom sultanen allerede ved sin ankomst i 1828 har forbudt dele af slavehandlen, så fortsætter den massivt i en lang årrække helt frem briternes ankomst i 1841 og deres endelige opgør med slavehandlen i 1845. Samlet set er over 600.000 mennesker i løbet af det 19. århundrede blevet handlet via Zanzibar.

 

Tilbage til mixet. På øen, der er beliggende 35 km fra den tanzanianske kyst, møder man både egyptiske, arabiske, persiske, græske, indiske, europæiske og kinesiske spor som følge af den nævnte handel, der har fundet sted i mange mange år. Imens de fleste nationaliteter har haft begrænset indflydelse, så har især arabere, persere og portugisere sat solide aftryk på øen. Ét af dem er religionen. Over 96% af øens befolkningen er muslimer, hvilket i sagens natur afspejler sig i blandt andet påklædning og ritualer. Mit indtryk er dog, at der her på øen hersker en – om ikke afslappet – så i hvertfald anderledes tilgang til dét at være muslim. Flere kigger undrende, når man taler om Sunni og Shia muslimer. De aner ganske enkelt ikke, at man kan være enten det ene eller det andet. Det kunne man da i sit stille sind godt ønske sig var tilfældet i resten af verden.

 

Men bag rejseselskabernes levende beskrivelser og farverige fotos fra Zanzibar findes også en “virkelighedens bagside”. Over 50% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og hver dag er det for mange af øens indbyggere en kamp at skaffe fornødenheder til dagen og vejen, idet udviklingen i store træk er gået i stå siden frigørelsen – ‘The liberation’ – fra briterne i 1963. Det til trods for at øen stadig producerer store mængder krydderier, kokosnødder, tang mv., og turismen siden 1990’erne er vokset markant.

 

Et af de områder, som til stadighed er udfordret på Zanzibar, er skolesystemet. Børn går i skole fem dage om ugen, men kvaliteten af undervisningen varierer voldsomt, hvilket primært skyldes den manglende uddannelse af lærerne. Men de gode historier findes. I Matemwe village – tæt på hvor jeg opholder mig – ligger ‘Timani School’ – en skole sponseret af en organisation, som har undervisning som prioritet. Her underviser Joyce (min vært) både lærere og elever med stor succes. Jeg stak snuden frem og endte med at tilbringe det meste af torsdagen på skolen sammen med hende. Og udover det første syn, der mødte mig: en flok elever iført blå Hummel t-shirts med Holbæk Bold- og Idrætsforening’s logo på (!), så var det på mange måder en ret bemærkelsesværdig oplevelse. De børn var så forhippede på at lære især engelsk og matematik, at de slet ikke kunne få nok. De lyttede, når der skulle lyttes. Og jublede, når der skulle jubles. Der blev givet high-fives, og en hel skov af hænder røg i vejret, når der blev spurgt ud i klassen.
På vej ned af trappen til frikvarter i skolegården stoppede en dreng op og kiggede mig stålsat i øjnene flankeret af et bredt, hvidt smil: “I just love going to school!” Og så var han videre.

 

IMG_8002

 

IMG_8025

 

IMG_8035

 

IMG_8044

 

IMG_8060

 

De børn må på en eller anden måde have fundet ud af, at det at gå i en god skole ikke er en selvfølge, når man er født her. Ingen af dem kommer fra specielt priviligerede familier. Skolen er for alle, men når der er indskrivning én gang om året, er det først-til-mølle. Og søgningen er stor! Elevtallet vokser, og lærerne strækker sig til det yderste for at følge med. Der er en lille egenbetaling, som skal dække skoleuniformen og ét måltid i løbet af dagen, typisk bestående af grød. Det er skolens måde at sikre sig, at eleverne får noget af spise, så de har energi til at modtage undervisning. Virkeligheden er, at flertallet ikke har spist hjemmefra, idet der ikke er mad nok, eller også er dagens fangst fra havet ganske enkelt ikke landet, før børnene skal i skole.

 

Nå, men før jeg så mig om, var jeg hvirvlet ind i regnestykker og engelsk læsning som “The new teacher”. En af de mest øjenåbnende oplevelser var, da børnene på skift skulle læse engelsk op for mig. En lille pige – og hun var virkelig lille – satte sig ved siden af mig og begyndte at læse. Og ud over stepperne gik det. Hun læste tre små bøger aldeles fejlfrit igennem, imens hun smagte på de engelske ord og i øvrigt udtalte dem 100% perfekt. Og da jeg efter endt læsning havde samlet min underkæbe op fra gulvet og spurgt hende: “How old are you?” og hun så svarede: “I am 7 years old!”, kunne jeg ellers samle underkæben op én gang til. Jeg har en formodning om, at det ville de færreste danske børn i en alder af syv år være i stand til. De ville dårligt nok kunne gøre det på dansk.

 

Og ikke nok med det. Samme eftermiddag, da vi var landet hjemme, sad disse fire knægte udenfor Joyce’s dør og ventede tålmodigt på, at hun skulle komme tilbage. De ville gerne have mere undervisning. Nå, ja, og de kom forresten igen i går, lørdag.

 

IMG_8178

 

IMG_8073

 

Det her kunne godt blive en lang smøre om danske børn, folkeskolen, magelighed, selvfølger osv. Men måske er det nok bare en konstatering af, at jovist – vi har det (lidt for) godt i Danmark. For hvad er et godt liv egentlig? De fire drenge på bænken udenfor Joyce’s dør – jovist, de har hverken Ipads eller fancy tøj, måske ikke engang fyldte maver. Men de var begejstrede, imødekommende, høflige, videbegærlige, og de kastede sig ud i at tale engelsk med mig, så snart de så mig. De ville noget mere. Meget mere end det, der er dem givet på forhånd. Og dét er da en smule stof til eftertanke ift. hvad vi tager for givet og hvordan vi tillader os at definere et godt liv – især for andre.

 

Well. Det var det, jeg kunne komme på – her i 400 graders varme – i skyggen af et palmetræ. Arbejdet kalder. Det kan i øvrigt varmt anbefales at rejse alene og bo på Airbnb et sted som Utupoa. Hver dag kommer nye mennesker til – med hver deres historie. Der er rejseberetninger fra Serengeti, Sydafrika, Mombasa og fra toppen af Kilimanjaro. Men måske har man også bare lyttelapperne langt mere ude, når man er sig selv. Jeg tror det.

 

I eftermiddag står den på solnedgangstur til Nungwi og Kendwa beach oppe nordpå, og i morgen de sidste to dyk med ‘The German Hell Divers’, som med deres “Ordnung muss sein, Mikkelsan” fik mig overtalt til endnu en dag på 18 meter. Jeg mener, tænk nu, hvis der skulle komme til at gå 15 år igen. Det ville da være totalt Crazy Banana!

 

Så alt er godt her fra dette fantastiske sted midt i ikke særligt meget og en masse på samme tid.

 

Hakuna Matata /Majbritt

 

 

IMG_8192

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar