11195373_10205907624105478_1320257325_n

Ajunngilaq!

 

At lande i Nuuk – verdens mindste hovedstad – har været en stærk oplevelse!

 

Da vi tog hjemmefra Danmark i lørdags vidste vi kun lidt om lidt. Og vi kendte ikke rigtig nogen.

 

Så kan man spørge sig selv, hvordan det kan gå til, at vi fem dage efter vores ankomst til verdens mindste hovedstad (med verdens mindste transportbånd i verdens mindste lufthavn) synes, at vi kender og har mødt noget, der minder om det halve af byen. Det passer nok ikke helt, men det føles sådan.

 

I Nuuk er der ca.16.000 indbyggere. Det er et par tusinde mindre, end der bor i Skanderborg og en tredjedel af, hvad der bor i Valby.

 

Alle kender … måske ikke alle. Men alle kender de fleste.

 

Vi kom herop med en stor opgave og flere lidt mindre. Opgaver der ikke var lavet aftaler omkring på forhånd, men som skulle findes frem til undervejs. En af dem havde ret dårlige odds fra start. Den bliver løst lige om lidt. Til topkarakter med pil opad. Med hjælp fra én, to, tre, mange.

 

“Jeg kender én, som kender én, som garanteret kan hjælpe jer. I får lige nummeret af mig. Og hils!”

“Og hvis det ikke lykkes, så kunne det være en ide at få fat i ham hér!”

“Hov forresten, I skal da også lige møde hende her!”

“Nå, ja, der er også Maren-Louise , som udgiver forskellige magasiner. Hun er superdygtig og kunne (også) være spændende for jer at snakke med!”

 

 

Sådan startede ugen. Kontakterne er hvirvlet rundt om ørerne på os. Og sådan har det været lige siden. Kalenderen er lynhurtigt blevet fyldt op med aftaler med alverdens søde, inspirerende og hjælpsomme mennesker. Men ikke mere faste aftaler, end at der kan fires lidt og skæres til, så det hele går op. Som én skrev: “Vi er fleksible her i Grønland”. Det tror jeg på. Ting og ideer opstår. Og byen er ikke større end, at man kan køre fra den ene ende til den anden i løbet af få minutter. Nå, ja, vi fik forresten også stillet en bil til rådighed, da vi kom.

 

Man kan roligt sige, at kommandovejen ikke er særlig lang her. Det var også sådan, det gik til, at vi igår fik mødt to af gutterne fra Grønlands p.t. mest populære band, Nanook. Frederik og Christian sad ovre i deres studio (på den anden side af gaden) og ville sådan set også gerne mødes med os. Det svarer vel nogenlunde til at lande i København som fremmed og en halv time senere have fået lukket døren op til både overborgmesteren og Aqua. “Her er deres nummer. I ringer bare.”

 

På Facebook kommer der kommentarer fra folk, som snakker om os. Mit blogindlæg “I Grønland er der ingen skilte” er blevet delt og delt. Det meste af Nuuk har efterhånden læst det, og jeg er blevet til “hende Majbritt med skiltene”. Folk kommenterer på indlægget. De giver deres mening tilkende. Det er hyggeligt. Og helt fantastisk!

Det skal siges, at Facebook ER stort heroppe. Og vigtigt. Det er en genial måde at være i kontakt med resten af Grønland på, når den eneste forbindelsesmulighed mellem byerne er med fly og dyrekøbte billetter.
“Jeg kører lige et smut til Viborg” er ikke gangbar her. Vejene ender blindt. Men så er der Facebook.

 

Dagene er fløjet afsted for os. Vi har oplevet en masse, men slet ikke nok. Alle de danskere vi har mødt elsker deres liv og færden her. Og jeg kan godt forstå det. Grønlænderne er et særligt folkefærd! Og ja, der er en bagside af forsiden, som vi også har fået et indblik i. Statistikkerne taler for sig selv. Men her er altså langt overvejende positive historier. De historier skal vi huske at fortælle højt.

 

Fordi.

 

GODE.HISTORIER.TAGER.LUFTEN.UD.AF.FORDOMMENE.

 

Så nu – efter få dage i det kolde nord – ved vi ikke bare lidt om Grønland. Vi ved noget. Og vi kender mange! Sikke en modtagelse. Tak! ♥

 

Ajunngilaq!

11185754_10205907622665442_367273333_n(Maren-Louse & co)

PS: Hvis du har lyst, er du velkommen til at skrive dig op til at få en mail, når jeg laver et nyt blogindlæg 🙂

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar