Unknown-1

Africa – here we come!

I dag er der præcis en uge til, at mine unger, Johannes og Andrea og jeg drøner til Afrika. Lidt mere præcist til Nairobi, hvor vi skal bo hos Sanni, på safari, besøge elefantbørnehaver og også regner med et slå et smut forbi Karen Blixen, hvis hun da er hjemme.

 

Det bliver en oplevelse for livet. Ungerne glæder sig helt vildt. Og jeg glæder mig helt vildt. Jeg har længe haft en drøm om at komme ud og besøge Sanni, som for mig og ungerne er en slags “Onkel Rejsende Mack”. Jeg glæder mig til at have ubegrænset tid væk fra hverdagen. Tid til bare at være sammen, velvidende at de to øgler givet vis kommer til at drive mig til vanvid på et tidspunkt. Men så er der jo altid løverne…

 
Forleden talte jeg med Sanni. Den der samtale, hvor man får styr visum, malariarisiko, forventninger og flytider. Pludselig hører jeg stemmen i den anden ende af røret sige; “Det er nok en go´ ide at tage et regnslag med til jer allesammen. I lander jo i Nairobi, når regntiden starter.”

 

Og dér fik jeg tusindmeterblik for øjnene og hylen for ørerne: “eeh heee.. a hva´ for en tid”, var det, at damen sagde?”
I dét selvsamme øjeblik blev jeg (gevaldig) bevidst om, at jeg da vist må ha´glemt alt om, at der overhovedet eksisterer noget, der kaldes regntid. Jeg har overhovedet ikke tænkt på regntid. For mit indre øje er Kenya kun sol, savanne, Masai landsbyer og støvede grusveje. Ingen af delene rimer på regnslag.

 

I løbet af nul, komma, nul er jeg strøget ind på YR.no, som med meget klar grafik slår det fast med både franske skruer og rawplugs … at ja, det ER regntid i Kenya nu (ikke da jeg købte flybilletterne, men nu). Sorte skyer, torden. Torden, sorte skyer. Sorte skyer og lidt mere torden. Nå!

 

I mellemtiden har Johannes meldt ind, at han er klar. Han har pakket snorkeludstyr, badehåndklæde og solcreme og har allerede sprunget hovedspring ud i pølen i dét compound, hvor Sanni bor. Super!

 

Men jeg må åbenbart ha glemt det. Glemt alle mine barndoms tv-udsendelser på DR fra Afrika, hvor dyr og mennesker venter og venter og venter på regnen. Det har Andrea til gengæld ikke. Da jeg på gelinde vis forsøger at få listet regnslagene ind i børnenes bevidsthed, lyder det:
“Jeg så fjernsyn her forleden. Og mor, det kan jeg godt sige dig. Det regner ikke særlig tit i Afrika. Men når det så endelig gør, så STYRTER det ned!”

 

Da hun smed den bemærkning, var hendes mor i forvejen så banketræt ovenpå en lang og begivenhedsrig weekend, at hun slet ikke kunne se sig ud over noget som helst. Kortluntet, irritabel (og utaknemmelig). Regntid! Vi kommer til at drukne i Afrika! Dyrene drukner! Girafferne stikker hovedet i busken i ly for regnen og løverne går rundt med våd pels og hængeører. Safarifiaskoen er total!

 

Jeg går op og lægger mig ved siden af Maude!! lukker øjnene og satser på, at vejrudsigten ser bedre ud i morgen.

 

Og ved I hvad? Det gør den. Skyerne sprækker, solen kigger frem, og vi er gået fra skybrud til 0,3 mm. HURRA! Alting bliver bedre, når man har sovet på det og ser verden med friske øjne.
Husk det! – og skide i øvrigt være med regntid!

 

Det bliver en fantastisk tur! Vi skal afsted lige om lidt. Vi er SÅ klar. Nu med regnslag! :-D

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar