1165 (6)

Det halve af Nuuk ved, at vi kommer

Det er knaldgodt! På det seneste er der blevet skubbet hele to indlæg ud over kanten ved en fejl 40.
Beklager. Jeg strammer lige lidt op der.

 

Det, som jeg i virkeligheden vil fortælle, er, at…

 

På lørdag flyver min makker, Thomas og jeg til Grønland. Vi skal til Nuuk i forbindelse med et stort projekt, som vi er igang med at lave for en af vores kunder. Thomas er fotografen, og jeg er tekstforfatteren slash journalisten.

 

Jeg har aldrig været i Grønland før. Jeg ved i virkeligheden ikke specielt meget om Grønland. Jeg har naturligvis hørt om kaffemik, Thulebasen, slædehundekørsel, sælfangst, øl brygget på indlandsis og den store postkasse på havnen i Nuuk, hvor man putter sine (børns) sutter i, og efterfølgende modtager et håndskrevet postkort fra selveste julemanden.

 

Nå, ja, og så har jeg jo selvfølgelig adskillige gange siddet klistret til skærmen til Nissebanden på Grønland og ved også godt, at 2 ud af de 179 medlemmer af Folketinget kommer fra det kolde nord. Derudover er jeg bekendt med, at der i Nuuk bl.a. ligger et stort prestigefyldt boligbyggeri fra 60´erne og 70´erne, som nogle visionære danskere var så venlige at bygge. Og at der vist nok er et issue med noget alkohol.

 

Vi startede på 0. En kontakt og en opgave. Men én enkelte Facebook opdatering senere – og pludselig er man på vej til at kende det halve af Nuuk:

 

“Hey, du kan lige få min kollegas kones nummer, hvis I mangler hjælp (det er ham, der har givet nummeret, så i skal bare ringe).”

 

En anden skrev:

“Jeg holder kursus det meste af næste uge men vil meget gerne mødes med jer undervejs, når I/ jeg har en ledig stund.  Måske vi blot skal aftale det, når I er landet. Så kan vi også tale om, hvad I ellers kunne have interesse i at opleve mv.”

 

Og så var der hende fra den lokale gymnastikforening, som jeg har kontaktet omkring en artikel, som skrev:

“I forhold til aktiviteter i byen, så vil jeg anbefale en sejltur.
Der kan være mulighed for at stor på ski, men det er meget afhængig af vejr og om der er sne nok på skibakken.
Der er også mulighed for vandretur rundt om Lille Malene. Der kan jeg godt være guide for jer, det tager ca. 3-5 timer at gå. Vi kan også give jer byrundtur. Jeg vil prøve at arrangere for jer en prøvetime i kajakpolo, da jeg sidder også i svømmeklubbens bestyrelse. :-)”

 

Derudover er vi blevet inviteret ud i det grønlandske natteliv af de piger, som arbejder på det sted, som vi skal besøge. (Det grønlandske natteliv hedder vistnok Mutten og er et sted, hvor man gør klogt i at have lagt en solid bund, INDEN man dukker op). Vores vært, Erik, har en søn, som er helikopterpilot i Søndre Strømfjord, og hvis vi er flinke… ja så.

Vi skal også huske at kigge ind hos Niels Peitersen (hans bror er håndværker, hedder Erik og vandt vist nok Vild med Dans engang for mange år siden). Niels underviser tilfældigvis i Nuuk på dét tidpunkt, og vi må da hellere end gerne kigge forbi. Og hvis vi kommer ned i den lokale Brugsen, skal vi også lige huske at hilse en gut, der hedder Michael, siger Hans fra Låsby. Nuuk er tydeligvis lille.
 

Og der er gæst F.R.I.H.E.D. i sigte ♥

 

Så jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at tage blokken og blyanten under armen og få fortalt nogle af alle de mange historier. Både de positive, de overraskende, de skæve og de sjove, men især dem fra bagsiden af forsiden.

For et par uger siden skrev vores vært Erik om en tragisk begivenhed, hvor to unge mennesker, to af hans ansatte, brændte inde i et hus i Nuuk. Alle kender alle. Alle er berørt. De var 24 år. Året forinden tog en ung mand livet af sig selv efter en opvækst med mangel på forældre. Erik var tættest på ham. De historier har jeg en fornemmelse af, at der (desværre) er en del af i Grønland.

 

Jeg håber på de historier og på en flig af ærligheden. Så bliver det en go tur!

 

Og har du lyst til at følge med os et smut derop, er du selvfølgelig velkommen her på bloggen, hvor du kan skrive dig op til at få en mail, når der er nyt – og på Facebooksiden Juul & Mikkelsen.
 

Takussaagut!

(På gensyn!)

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer. Endnu.

Tilføj en kommentar