Unknown

Tanker fra en “ex politikone”

I søndags var jeg i kirke med min eksmand. Inden du begynder at tænke alt for meget over det, vil jeg skynde mig at indskyde, at anledningen var en fastelavnsgudstjeneste, hvor vores datter skulle synge i kor – iført et 30 år gammelt bamsekostume, men det er en helt anden historie.

 

Grunden til at jeg overhovedet bevæger mig ud på dén gyngende grund, som det i sagens natur kan være at skrive om noget, der vedrører bare en flig af ens eksmand, er, at han har en fortid i politiet.
Det er som sådan ikke noget, jeg går og tænker over i det daglige. Den primære årsag til at jeg ikke gør det, er nok, at vi er skilt. At han er voksen og kan passe på sig selv. Og at jeg derudover mest er i berøring med ham, når det drejer sig om noget med vores to børn, Andrea og Johannes. (Og jo tak, det går rigtig fint med det!)

 

Men så blev det weekend. Og det blev København. Hændelserne kræver ikke nærmere introduktion. Den slags sætter (jo) en masse tanker i gang hos os alle. Hvor mange andre galninge er der på spil? Sker det mon igen? Kan vi fortsat færdes trygt? Hvad med vores børn? osv osv.

 

Nogle af de tanker, det satte i gang hos mig, gik til dem derhjemme. Til alle de koner og kærester, som hver dag sender deres mænd ud for at passe på os alle sammen og for at værne om vores land og de værdier, som vores samfund bygger på. Hatten af for dem! Ja, jeg ved godt, at de selv har valgt det, og at “det er en del af loddet, når man er politikone”, som det hedder i de kredse.

 

Anyways. De er sgu seje! Eller rettere – de skal være seje. For der er unægteligt løbet en del vand i åen, siden jeg selv var i deres situation for efterhånden en del år siden.

Når jeg tænker tilbage på min og vores tid i København, kan jeg ikke på noget tidspunkt huske, at jeg har været bekymret, når han på alle tider af døgnet cyklede afsted mod Bellahøj eller til Station 2 i den indre by. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde var nervøs for, om der ville ske ham noget eller i værste fald om … ja.

 

Det var en anden tid. Dengang.

 

Det vildeste var, når politiet skulle holde styr på en flok underfrankerede fodboldfans til en superligakamp i Parken mellem Brøndby og FCK, en biljagt gennem indre by eller en ransagning af en lejlighed hos en skizofren medborger, som havde pakket hele sin bolig ind i sølvpapir, fordi “ellers kommer de! Væsnerne fra det ydre rum!” Det krævede ikke sejhed på samme måde dengang.
Og Ja, jeg ved godt, at der også skete en masse ting, som jeg aldrig hørte om. Trusler, anklager, underretninger. Voldsomme ting. Èn af dem hørte jeg først om den dag i kirken – få timer efter at det andet angreb havde fundet sted i København, hvor jeg spurgte om, hvad han havde oplevet som det værste nogensinde.

 

Men det er (desværre) en anden tid nu. Det kan ikke være andet. Om vi vil det eller ej, så er det en noget anden virkelighed, som politikoner- og kærester sender deres mænd ud i hver E.N.E.S.T.E. dag.

 

Derfor er det i mine øjne ikke bare vigtigt med vores massive opbakning til politiet. Det er sindssygt vigtigt! Vi skal klappe dem på skulderen, når vi møder dem. Vi skal give dem en krammer og et smil. Vi skal sætte flere “læbestiftkys” af på deres biler, ligesom vi så en kvinde gøre det forleden i København. Mange flere!

 

Og så synes jeg, vi i dén grad skal sende tanker til alle dem, som vores dygtige og uundværlige politifolk kommer hjem til efter en arbejdsdag ude i den virkelige virkelighed. Konerne, kæresterne, baglandet. Hver dag vinker de farvel til deres mænd med en viden om…ja, ikke ret meget. Det kræver sit, er jeg ret sikker på. Det kræver ihvertfald opbakning.

 

De bedste tanker og respekt herfra til alle jer seje derude i kulissen. Jeg vil driste mig til at sige, at I måske i virkeligheden er vigtigere end nogensinde før ♥

Majbritt

 

 

 

 

 

 

 

 

29 Kommentarer
  • Heidi Green Tejmers

    18. februar 2015 at 21:15 Svar

    Tak <3
    Min mand elsker hans job!
    Jeg Eksker når han er hjemme igen, efter en vagt. Jeg vil næsten sige man " vænner" sig til det, men efter weekenden tragiske hændelser ….. Går der nok lidt tid !

    Lyder som en hyggelig fastelavns søndag, og hyggeligt med kostumet.
    Heidi

    • Heidi Green Tejmers

      18. februar 2015 at 21:17 Svar

      Eksker= elsker

    • Majbritt Mikkelsen

      19. februar 2015 at 8:13 Svar

      De elsker heldigvis deres job, de fleste af dem. Kunsten består i, at dem i “kulissen” også skal lære at elske det i ét eller andet omfang <3 Det kræver træning, tænker jeg. Især nu.

  • Lotte Greve

    19. februar 2015 at 8:07 Svar

    Som politikone kan jeg kun sige at dit indlæg ramte lige i hjertet

    • Majbritt Mikkelsen

      19. februar 2015 at 8:13 Svar

      Tak <3

  • Christina Nakskov

    19. februar 2015 at 9:11 Svar

    Tak for din dejlige artikel.
    Jeg er en af de mange politikoner som sender min mand afsted dagligt, velvidende om at der kan ske han noget, men det er som du også skriver, en del af gamet.
    Må dog indrømme at jeg lørdag nat, da han blev kaldt ind ikke synes det var sjovt

    • Majbritt Mikkelsen

      5. marts 2015 at 10:56 Svar

      Dejlig kommentar!

  • Dorthe Bjerre

    19. februar 2015 at 11:30 Svar

    Tusinde tak for din skønne artikel. Den ramte mig lige hjertet. Jeg er selv en af de mange politikoner.

    • Majbritt Mikkelsen

      5. marts 2015 at 10:59 Svar

      <3

  • Tina Simonsen

    19. februar 2015 at 11:49 Svar

    Kære Majbritt

    Jeg er også én af mange politikoner. Jeg kender få mennesker, der er så passioneret omkring deres arbejde, som min mand er, og jeg har endnu ikke mødt en politimand/kvinde, der ikke er lige få passioneret som ham. Jeg er enormt stolt af ham, og det arbejde han laver, også selvom det har sine omkostninger.
    Én ting, en stor ting, er, at man som pårørende skal leve med viden om, at det de laver ikke er ufarligt. At man oplever, at han kommer hjem med skrammer og sting. Man lærer heldigvis med tiden, ikke at være så bekymret hele tiden.
    En anden stor omkostning er tiden. Tiden væk fra familien, børnene. Tiden hvor min mand ikke oplever de små, men betydende ting på hjemmefronten, fordi han er ude og passe på os, på Danmark. Det er hårdt at være gift med en politimand. Man skal være omstillingsparat, ekstremt fleksibel, man skal kunne klare det hele selv, fordi man i perioder er meget alene og ofte ved jeg f.eks ikke, hvornår han kommer hjem.
    Helt korrekt, så hører man ofte, at det er lod man trækker, når man er gift eller kæreste med en politimand, det kan da godt være, men det ER benhårdt at være gift/kæreste med en politimand. Mht. børnene, så er de super stolte af, at deres far er politimand, for det er jo ret sejt, men det er også benhårdt at have en far i politiet, som man i perioder næsten ikke ser, ikke henter dem i børnehaven alligevel, fordi han igen igen har overarbejde. Og for de større børn, som forstår, hvad der sker i verden og skete i København forleden, for dem er det lige så hårdt. De bliver bange og bekymrede, for tænkt, hvis der sker ham noget. Det skal der også tages hånd om.

    Man skal være stærk for at være gift med politiet!
    Vores politimænd og kvinder passer på fortet, vi derhjemme er dem, det holder fortet oppe og kørende.
    Så TAK for anerkendelsen, den betyder meget for mig og sikkert også for mange andre.

    Mvh
    Tina

    • Majbritt Mikkelsen

      19. februar 2015 at 13:01 Svar

      Tusind tak, Tina, for dine ord. Det er jeg glad for. Og I ER seje <3
      Kh Majbritt

  • Dorthe Bjerre

    19. februar 2015 at 12:36 Svar

    Tusinde tak for din skønne artikel. Den ramte mig lige i hjertet. Jeg er selv en af de mange politikoner.

    • Majbritt Mikkelsen

      5. marts 2015 at 11:00 Svar

      Tak

  • Hanne Kirstine Hougaard

    19. februar 2015 at 13:31 Svar

    jeg sidder her oppe i det nordjyske, som mor til en søn der har valgt politiet som sin arbejds plads, da jeg så ham blive så passioneret for at det var det han ville, var jeg ikke spor i tvivl om at han valgte det rigtige, aldrig før havde jeg set så meget gnist i øjene af ham, og det glædede hans mor. Har ikke som sådan tænkt at det var ekstrem farligt, det er jo ikke USA, jo vel han har da talt om situationer der var svære, men dem klare vores dygtige betjente også.
    Men i weekenden hvor min svigerdatter som venter barn med min søn, blev det hele lige pludselig sat i relief , de var oppe ved os i weekenden , og hun må da så sandelig bære det store lod, hun står da om nogen op for sin kærste, hun tænkte meget på den tid der kommer, blev lidt bange, kunne vi se, der blev diskuteret skudsikkere veste og martriel.
    De kørte tidlig, for vis der ventede en opringning til en Extra vagt, grundet den frygtlige terror handling.

  • Gerda Mathiasen

    19. februar 2015 at 16:28 Svar

    Super artikel, jeg er også selv ex-politikone, og hari vores tid i Kbh oplevet min daværende mand på opgave i Christiania med skudsikker vest og maskingevær, det var meget skræmmende. Men trods det er jeg stolt af (men også bange) at vores yngste søn i går var til optagelsesprøve hos politiet.
    Og så selvfølgelig ønsker jeg for ham at han kommer ind, selvom man så igen daglig skal tænke på faren i hans job.
    GODT AT DER STADIG ER UNGE MENNESKER MED SÅDAN ET MOD.
    Mvh
    GM

    • Majbritt Mikkelsen

      5. marts 2015 at 11:00 Svar

      Det er MEGA stærkt, at de holder fast…

  • Karina Gudiksen Poulsen

    20. februar 2015 at 9:01 Svar

    Som datter og søster til et par politimænd kan jeg ikke være mere enig!!
    Sidste weekends hændelser satte tankerne i gang..
    Og lad mig sige, at det ikke kun er som kone eller kæreste, det kan være hårdt.
    Jeg mindes faktuelt at mine bekymringer var langt større da jeg var barn. Hvordan jeg blev urolig hvis min far havde overarbejde (min mor døde da jeg var syv, så frygten for at miste min far var naturligvis stor).
    Hvordan jeg i dag stadig beundrer min fars -og nu også brors mod og styrke til aldrig at vide hvad de bliver sendt ud til. Om det “bare er drengestreger” eller en gal mands værk som i weekenden…
    En kærlig hilsen herfra…

    • Majbritt Mikkelsen

      20. februar 2015 at 9:17 Svar

      Stærke ord! Tak fordi du tager dig tid til at skrive. En kærlig hilsen retur til dig <3

  • Gitte Sommer

    21. februar 2015 at 10:13 Svar

    Kære Majbritt.
    Tak for fine ord <3
    Kærlige hilsner

    • Majbritt Mikkelsen

      5. marts 2015 at 11:01 Svar

      Selv tak. Tak for din kommentar.
      Majbritt

  • Gitte Diness

    21. februar 2015 at 10:25 Svar

    Kære Majbritt
    Tusind tak for dit indlæg. Det var med stor glæde at jeg læste dine tanker, følelser og handlinger.
    Der er virkelig sat fokus på alle os politikoner og vores børn og ikke et øjeblik for tidligt. Selvfølgelig helt rigtigt, vi har selv valgt at være gift med en passioneret betjent og selv valgt at få børn. MEN vi glemmer måske lidt, at de gør et kæmpe stykke arbejde, som de fleste ikke magter at påtage sig. Men det har absolut også sin pris. Utroligt mange skilsmisser og rigtigt mange kæmper på sidelinien for at få et liv med en betjent til at fungere. Men hvad skulle Danmark dog gøre uden dem?

    Jeg blev så glad for Claus Oxfeldts tale ved mindehøjtideligheden, han formåede netop at få udtalt det så væsentlig, at det ikke var til at misforstå. Disse kvinder og mænd ofrer det ultimative og lad os alle være stolte af det.

    Alle mine tanker går til de betjente,som alle får alvorlige men, efter deres indsats i sidste uge og ikke mindst deres familier, som nu skal igennem en lang og vanskelig proces. En masse følelser og uigenkendelige reaktionsmønstre vil ramme dem.
    Nu håber jeg at al hjælp vil blive tildelt dem der har brug for det, så alle stadig er hele mennesker, når de når ud på den anden side.

    Jeg er en politienke der mistede sin mand i 2013, han blev 54 år. Politiarbejdet tog hans liv og han og vores famile måtte betale den ultimative pris. Jeg kan sige at hvis nogen ved hvad det vil sige at være politikone, må det være mig og vores børn.
    Vi havde 30 helt fantastiske år sammen, hvor politiet var medspiller hele vejen igennem. Tro roligt man kan sige
    en gang betjent altid betjent.

    Jeg har i nogle år siddet som pårørende støtte i politiets kammeratstøtte ordning, og har oplevet rigtig mange stolte betjente, som også har betalt en meget høj pris for at passe på Danmark.
    Lad os også takke dem,som allerede har betalt prisen, og ikke mere kan passe deres elskede job i politiet.

    Alle gode ønsker til alle politikoner, som hver dag gør en forskel, ved bare at være politikone.

    Gitte Diness

  • Tina Spanggaard

    21. februar 2015 at 12:24 Svar

    Hej Maibritt.
    Rigtig god artikel. Du skriver hvad vi andre tænker.
    Ja, man tænker lidt mere over tingene efter sådan en forfærdelig hændelse.
    Jeg er gift med en politimand, men er så “heldig”, at han sjældent er på gaden – Han er mentor på 112 ØST, og det er jeg glad for.

    Venligst
    Tina Spanggaard

  • Lotte

    21. februar 2015 at 12:42 Svar

    TAK for du har taget det op

  • Mortensen

    5. marts 2015 at 8:23 Svar

    Hej Majbritt og alle I andre, der har levet eller lever på sidelinjen som medspiller.

    Jeg er selv betjent – meget ny dog, men jeg er simpelthen nød til at efterlade en kommentar her. Alle jeres ord rører mig dybt. Det er SÅ rart at høre fra andre end min egen kæreste, at bekymringerne, tankerne, uroligheden og frygten heldigvis går hånd i hånd med stoltheden, tapperheden og taknemmeligheden.
    Jeg elsker selv mit job og glæder mig til at skulle afsted på hver vagt. For mig har livet ikke bragt ægteskab eller børn endnu, men jeres ord tager jeg med på vejen. For I skal vide, alle jer kvinder som står på sidelinjen, at i virkelig er en medspiller – en partner, i ordenes bogstavelige forstand.

    Mit højeste ønske er er kunne forene politilivet med familielivet. At kunne nyde og udleve begge dele højt uden at de spænder ben for hinanden. Jeg er allerede blevet konfronteret med frygten, men heldigvis også stoltheden hos mine pårørende, over det karrierevalg jeg har gjort.
    Men tillad mig at spørge jer, der læser mit opslag, både politieks’er, -kærester, -koner, børn og søskende til politifædre/-mødre:
    Hvad er/har været det værste og det bedste ved at være i forhold med en betjent?
    Jeg vil tage kommentarene med mig og prøve at få det negative til at fylde mindre og det positive mere. Så tak om I vil give lidt af jer selv og efterlade en kommentar, så i kan præge “firmaet” i en konstruktiv retning, så vil jeg blive glad.

    • Mortensen

      5. marts 2015 at 8:26 Svar

      Du kan svare ved at taste “reply” ved siden af mit navn ovenfor.

    • Majbritt Mikkelsen

      5. marts 2015 at 11:04 Svar

      Hej

      Tak for din kommentar, som er ufattelig vedkommende og vigtig. Stærke betragtninger. Fedt at du deler dem.
      Håber du får respons på dit spørgsmål om det bedste og det værste. Tænker lige over mit eget svar.
      Jeg vil iøvrigt gerne dele din kommentar på Facebook.

      Held og lykke med at forene det hele. Jeg er sikker på, at det nok skal lykkes, så længe viljen er der.
      Alene bevidstheden om det er et KÆMPE skridt på vejen.

      Mange hilsner – Majbritt

    • Gitte Diness

      25. marts 2015 at 18:32 Svar

      Kære Mortensen
      Der er formegentlig lige så mange forskellige svar på dine spørgsmål, som der er betjente i Danmark.
      Men noget hænger jo nøje sammen med hvad du har i rygsækken i forvejen.
      Når man vælger et liv som betjent, har de fleste formegentlig gjort sig nogle tanker om hvad det handler om.
      Gøre en forskel, spændende job, fart og spænding, karriere, stolthed, hjælpsomhed og sandsynligvis også meget mere.
      Tror der er tusinde grunde til at vælge netop det job. Men uanset hvad grunden er, kan det være svært at få opfyldt alle ønsker.
      Livet og omstændighederne vil altid gøre, at man navigerer efter at få så meget opfyldt som muligt.

      Den skønne kæreste eller kone som står på sidelinien og prøver at følge med, har selvfølgelig også nogen udfordringer.
      Startfasen er spændende, med oplevelser, episoder, og daglig fortælling ved middagsbordet om, hvad der er sket netop i dag. Hvilke sager har der været i dag og vi lytter spændt til fortællinger fra en verden og et job vi måske aldrig før har kendt til.
      Pludselig en dag er der ikke nogen fortælling, ingen grin og ansigtsudtrykket er stivnet til en tavs maske.
      Et par dage efter er alt igen som det plejer, og hverdagen fortsætter.

      Nogen betjente vil fortælle om hændelsen der påvirkede dem, med det samme, andre går alene med tankerne og nogen bruger kollegaerne. Så find ud at hvem du lever sammen med og få aftalt nogle gode måder at forstå hinanden.
      Nogen foretrækker man ikke spørger ind til noget, andre har aftaler om, at man selv siger til, hvis man har brug for at tale om det. Andre igen har aftale om, at man bare spørger ind,hvis man fornemmer der er noget der er anderledes.
      Det er op til hver enkelt, at aftale hvad der bedst passer ind i netop deres samlivsform.
      Vi må vel også erkende ,at der også er episoder, som kræver professionel hjælp.

      Betjente er generelt et stolt folkefærd, og med rette. I skal være stolte over at I gør en forskel og det at hjælpe andre må være det største. Det med at overholde gældende lovgivning er måske mere spændende arbejde og sansynligvis mere udfordrende, men nok også det hårdeste.
      Det mest livsbekræftende var at se ens kæreste/ ægtefælle stolt og glad fortælle om et stor sag, der blev afsluttet alene fordi man havde gjort et rigtig godt stykke arbejde.
      Mit gode råd til dig kære Mortensen vil være: Tænk på din familie som det uerstattelige og jobbet som et TILBUD om et spændende arbejdsliv.

      Rigtig god arbejdslyst.

  • Charlotte

    4. august 2015 at 22:05 Svar

    Kan tilføje at det ikke kun er konerne det til tider er svært for. Har selv en bror der er betjent i København og som også blev tilkaldt “den dag”. Jeg sad klistret til tv skærmen på News indtil jeg fik en sms fra ham om at han sad i S-toget i god behold og på vej hjem næste morgen. Og jeg ved det var en voldsom belastning for vores gamle forældre også. Når det så er sagt, så er jeg 100% enig i at de danske betjente fortjener al den ros og anerkendelse de kan få. Jeg er super stolt af min bror. Vi har brug for ham og hans kolleger….nu mere end nogensinde. <3

    • Majbritt Mikkelsen

      5. august 2015 at 9:50 Svar

      Det har du fuldstændig ret i, Charlotte. Der er brug for alle, både midt i det hele og rundt omkring. Det er en snak og en fokusområde, der til evig tid er vigtig at holde i live. Kh Majbritt

Tilføj en kommentar